Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Verden er ligeglad med os, og optimisme er bare udtryk for angst, mener amerikansk filosof

Den amerikanske filosof Eugene Thacker har skrevet en pessimistisk bog om pessimisme. Den lægger i lidt for høj grad op til, at læseren nyder sit eget sortsyn
Vi måler, hvilke lande, grupper og individer, der er mest lykkelige, og vi føler et ansvar for at vise hinanden, ikke mindst på de sociale medier, at her går det godt, her bager vi surdej.

Vi måler, hvilke lande, grupper og individer, der er mest lykkelige, og vi føler et ansvar for at vise hinanden, ikke mindst på de sociale medier, at her går det godt, her bager vi surdej.

Kasper Heden Andersen

Moderne Tider
2. januar 2021

Ifølge den franske filosof Alain Badiou er optimisme en filosofisk pligt. Hvis man som filosof ikke er optimistisk, adskiller man sig ikke fra det, der i forvejen er, og så er man egentlig overflødig.

Det memo har Eugene Thacker tydeligvis ikke modtaget, og hans bog Infinite Resignation er så pessimistisk, at den oprigtig talt næsten fortjener en trigger warning.

Thacker er professor i medievidenskab ved The New School for Social Research i New York og associeret med den forholdsvis nye filosofiske strømning, der går under navnet spekulativ realisme.

Ligesom de øvrige spekulative realister (bl.a. Quentin Meillassoux, Iain Hamilton Grant, Graham Harman og Ray Brassier), er Thacker irriteret over, hvordan filosofien, særligt siden Immanuel Kants kritiske indtog på scenen, først og fremmest har beskæftiget sig med verden, som den fremstår for mennesket, ikke som den er i sig selv og uden mennesket.

Den spekulative realismes anklage er, at filosofien overordnet er antropocentrisk, og at den ser alting i et spejl, i en gåde, i stedet for at erkende fuldt ud. Den fulde nihilistiske erkendelse er ifølge Thacker, at vi lever på en planet uden mening og i en verden, der er ligeglad med, hvordan vi mennesker går og har det. Der er ikke nogen grund til noget som helst, og derfor er vi, herunder filosoffer som Badiou, netop overflødige.

»Optimisme er et udtryk for angst,« skriver Thacker, ikke en vej til filosoffers eksistensberettigelse.

Svært ikke at blive påvirket

Infinite Resignation er en pessimistisk bog om pessimisme, der falder i to dele. Første del består af en række mørke aforismer fra Thackers egen hånd, anden del består af en præsentation af »pessimismens skytsengle«, der for Thacker blandt andre tæller Søren Kierkegaard, Arthur Schopenhauer, Friedrich Nietszche, Nicolas Chamfort og Emil Cioran. Bogens titel er inspireret af Kierkegaards Frygt og Bæven fra 1843, hvor den uendelige resignation beskriver en særlig måde at forholde sig til tilværelsen på. Man resignerer ifølge Kierkegaard uendeligt, når man som Bibelens Abraham, der bliver bedt om at ofre sin søn Isak, uendeligt giver afkald på tilværelsen som et sted, hvor mening og lykke findes. Dette er netop, hvad Thacker gør i sine aforismer, hvis fragmenterede form afspejler resignationens afstand.

Anden del af bogen kan uden tvivl hjælpe læseren på sporet af nye pessimistiske bekendtskaber, men er underligt biografisk i sin tilgang. Hvad skal det sige om Schopenhauers pessimisme, at han havde et dårligt forhold til sin mor?

Anderledes interessante er de personlige aforismer, der er så pessimistiske, at de næsten beskriver den uendelige resignation bedre, end Kierkegaard selv gør det. Det er som læser svært ikke at blive påvirket, når Thacker tvinger blikket mod tilværelsens afgrund: »Det er os, der lider, det er os, der lider af hinanden, det er os, der lider af den verden, hvori vi er udkastet. At verden er imod os er tilfældigt.«

Når lykken bliver en pligt

Kulturteoretikeren Sara Ahmed har peget på, at vi i disse årtier oplever en såkaldt lykkevending, det vil sige en verdensomspændende konsensus om lykkefølelsens helt centrale betydning for os mennesker. Vi måler, hvilke lande, grupper og individer, der er mest lykkelige, og vi føler et ansvar for at vise hinanden, ikke mindst på de sociale medier, at her går det godt, her bager vi surdej.

Når lykken på den måde bliver en pligt, er der noget forfriskende ved en killjoy af en bog som Infinite Resignation, der omfavner den følelse af afmagt, man alligevel sidder tilbage med, når man har læst dagens nyheder om corona, globale katastrofer og mærkeligt vejr.

Men hvor bogen omfavner afmagten, afhjælper den intet. Den lægger mere op til, at læseren nyder sin egen pessimisme og overidentificerer sig med for eksempel Schopenhauer (jeg har også et kompliceret forhold til min mor!), end at hun forsøger at ændre verden – trods dens absurditet. Man savner næsten troens dobbeltbevægelse, der hos Kierkegaard er en lidenskabelig tro på, at livet kan blive godt, selv om det er absurd. Det kan desuden undre, at Thacker i sin lange gennemgang af pessimistiske skytsengle kun refererer til én kvindelig tænker. Er det kun mænd, der for alvor har lov til at gå i sort?

Eugene Thacker: Infinite Resignation. Repeater. 2018. 400 sider. 20 dollar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorfor skal selv det mindste kvæk fra en hvilken som helst amerikansk intellektuel have spalteplads i Inf.? Sker der let ikke noget i Italien, Gambia, Argentina eller Papau m.fl.
Udvælgelsen af hvilke bøger der får omtale i Moderne Tider er i stigende grad provinsiel. DK, USA og til nød Tyskland, men så er det også slut.
Tag dog og se lidt længere, og I vil opdage at verden er en hel del større end hvad der sker i de nævnte tre lande.
Tænk, at det er nødvendigt, at fortælle Inf den slags, men næppe overraksende med en chefredaktør, hvis udvalg af udenlandske medier begrænser sig til NYT, Guardian og Wired..

Klaus Schwab, Bjørn Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

hmm jeg har i mange år ment der slet ikke kommer noget brugbart ud af amerikansk ( USA ) "kultur"
da landet er så gennemsyret af virkelig dårlige ideer, ( og ja jeg har været der selv og oplevet det ) at man skal være ufatteligt selektiv for at finde noget med kvalitet, og på mig virker det tillige som om man bevidst vælger det mest elendige USA har at byde på,
se bare på apple som laver nogle temmelig ringe men til gengæld alt for dyre telefoner, de går som varmt brød,
og harley davidson er jo ikke ligefrem de mest avancerede eller driftsikre motorcykler, men de er hundedyre, så de er også vældig populære,
og det værste USA har at byde på er deres underholdning som for 95%s vedkommende sælger idioti i stor målestok, actionfilm som er rene reklamer for vold og våben,
musik som er facade, selvovervurdering og bad attitude for det meste,
men lige på musikområdet er der faktisk af og til noget af kvalitet at hente,
men jeg synes vi først og fremmest vælger alt det dårlige, hvilket vel også kommer til udtryk her, jeg er sikker på der findes klogere og mere gavnlige filosofiske bøger fra USA, for jeg ved jo godt at selv i USA findes kvaliteten, sikkert faktisk på alle områder, den bliver bare helt overdøvet af den ( bla via google ? ) massivt markedsførte dumhed.

Spot on Jan - Jeg ville helt afgjort ikke undvære Miles Davis, Muddy Waters og Wm. Faulkner + lidt mere, men resten...!

Steffen Gliese

Hvis resten af planeten ønsker at anlægge et andet perspektiv på eksistensen, skal den være så hjertelig velkommen til det - måske den ligefrem kan finde et forlæggermenneske, der vil udgive den.

Hvor søren blev Camus af?