Ny bog
Læsetid: 5 min.

Brian Greene gør universets fortælling til en pageturner med ’Until the End of Time’

Der er dømt astrofysisk freestyle, når den eminente fysiker og formidler Brian Greene opruller den store fortælling fra Big Bang til ’the Big Crush’ i sin veloplagte bog. Men hans analyse af menneskets kulturelle sider fremstår mindre overbevisende
Brian Greene som gæst hos Stephen Colbert i ’The Late Night Show’.

Brian Greene som gæst hos Stephen Colbert i ’The Late Night Show’.

CBS Photo Archive

Moderne Tider
13. februar 2021

Den 28. januar 1948 transmitterede BBC en debat om Guds mulige eksistens mellem matematikeren Bertrand Russell og præsten og filosofihistorikeren Frederick Copleston. De noble britiske gentlemen svang kårderne med argumenter, og særligt én russellsk bemærkning har fæstnet sig hos den amerikanske fysiker Brian Greene: Så vidt vi har videnskabelig evidens for, er universet kravlet langsomt frem til dets relativt ynkelige beskaffenhed, og det vil fortsætte dets kravlen frem mod den universelle død.

I Greenes højhastighedstog af en pageturner, Until the End of Time, der tager os fra Big Bang til the Big Crunch (hvor universet brænder ud), er Russells pessimisme den væg, der spilles bold op ad. For hvis livet ingen årsag har, intet guddommeligt ophav, ingen retning og ingen egentlig mening, hvad er så pointen med vores tilværelse?

Columbia University-professoren har gjort det til sin mission at udlægge universets fortælling for lægfolk og på samme tid besynge livets skønhed. Projektet er at gøre naturvidenskaben til et egentligt verdensbillede, der ikke blot svarer på alverdens spørgsmål, men også pumper mening ind i alskens facts.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Men astrologerne er jo netop igen begrænsede af deres egne sanser, ligesom mennesket altid har været. Vi fik udvidet vores sanser ved hjælp af teleskopet, avanceret matematik og senere af Hubble, hvorved vores viden om den kendte verden blev udvidet til galakser, the Big Bang m.m. Men dette kendte univers giver os kun indsigt i ca. 14 mia. år - plus den tid det tager for alle stjerner er brænde ud igen, en gang i fremtiden.

Tiden er dog ikke begrænset, ej hellere rummet, herefter kaldet afstandene. Tiden startede ikke ved det Big Bang, den er uendelig i begge retninger. Problemet er igen at vores sanser og hvad vi ved, begrænser vores udsyn og teorier.

Ligesom nytårsaften har der været uendelige mange Big Bang's. Men på grund af de to parametre, tiden og afstandene, er vi ikke i stand til at se de andre Big Bang's.

Så hvis vi skal lave en teori om dette, er vi nødt til at ændre på parametrene. Først tiden: Vi afprøver hvad der sker hvis der opstår et Big Bang hvert en mia. år. Den sidste nye Big Bang skete så for 787 millioner år siden. Men hvorfor ser vi den så ikke? På grund af afstanden. Vi er derfor nødt til at flytte den sidste Big Bang nærmere, indtil vi i morgen kan se eller rettere måle den. Det teoretiske spørgsmål bliver så; hvor tæt på vore åsyn skal det sidste univers være, hvis vi skal detektere det.

Det er den såkaldte Nytårsteori, og jo jeg har selv fundet på den :)- selv om jeg godt ved at ideer opstår mere end en gang, lidt ligesom universer, teoretisk set. Det kunne jo være at den var sand, hvem ved.