Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Filosof tager os på en både velskrevet og irriterende rundtur i hjemløsheden

Filosoffen Ole Thyssen tager livtag med både hjem og hjemløshed i sin nye bog. De på én gang vellykkede og vildt irriterende skriblerier sender læseren ud på en rejse fra fysisk, social og politisk hjemløshed til eksistentiel og filosofisk ditto
Den fysiske hjemløshed er kun den ene af de fem former for hjemløshed, som Ole Thyssen tager en omgang med i sin bog.

Den fysiske hjemløshed er kun den ene af de fem former for hjemløshed, som Ole Thyssen tager en omgang med i sin bog.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
13. marts 2021

En lille bog om hjemløshed indgår som fjerde bog i filosoffen Ole Thyssens (f. 1944) serie af små bøger. Tidligere har han skrevet: Genkendelsens under – En lille bog om iagttagelse (2004), En lille bog om eksistensen (2016) og En lille bog om viljen (2019).

Om disse bøger skriver den produktive professor emeritus fra CBS: »Når bøgerne kaldes små, skyldes det ikke antallet af sider, men at de ser på verden nedefra, med Jegs blik.«

Jeg skrives med stort J, fordi Thyssens bærende tanke- og skrivefigur danner en trekant mellem Jeg, Du og Det. Jeg’et er tomt, men kan fyldes med indhold. Du er Jegs sociale omverden, og Det er Jegs fysiske omverden, inklusive hans krop. Denne trekant, der danner et produktivt og kompositorisk skelet for de små skriverier, bygger på en hjemmerørt og stærkt kompleksitetsreduktiv læsning af Niklas Luhmanns iagttagelsessociologi. Bog fem, seks og syv er sikkert allerede på vej, thi emnerne er udskiftelige.

Under læsningen af Thyssen bog kom jeg bestemt ikke i syv sind, men snarere i to, så ordet må fluks gives videre til to meget divergerende anmelderstemmer.

Kritiker #1: Velskrevet og levende fortolkning

Det bedste er Thyssens talent for at skrive godt og præcist om graderne og arterne af fem slags hjemløshed, som vi næppe bliver dummere af at forholde os til og differentiere imellem.

Hvor den fysiske hjemløshed er manglen på et sted at bo, er den filosofiske hjemløshed at leve i en tid, hvori næsten alting forandrer sig, og Jeget permanent er ude af sig selv. Den eksistentielle hjemløshed handler om Jegets forhold til sig selv, knuget af fortid og ude af stand til at kaste sig ud i en fremtid. Den sociale hjemløshed viser sig i Jegs forhold til Du. Jeget låses inde i sig selv uden nøglen til Duets dør. Endelig drejer den politiske hjemløshed sig om Jegets forhold til sit land – det, han eller hun måtte flygte fra, eller ikke længere føler sig hjemme i.

Thyssen dobbeltbestemmer hjemløshed. Udefra er det en tilstand, indefra en følelse. Hjemløshed kan gradbøjes. Den kan være forbigående eller permanent, både lukkende og åbnende. Mangelpræget og foruroligende, men også forandringsskabende – måske ligefrem nødvendig for filosofisk og eksistentielt hjemløse moderne mennesker, som de er flest.

På levende vis gennemspilles de længselsformer, der knytter sig til de fem former for hjemløshed. Kropsligt bestemmer Thyssen mennesket som en hudsæk med hudsult, der uophørligt og helt og aldeles umuligt længes efter ikke at føle sig hjemløs i egenkroppen, der ældes, bliver svækket af sygdom og i sidste ende dør.

I selv de mest intime spil mellem Jeg og Du deler de omverden, men aldrig bevidsthed. De tvinges derfor til at bruge tegn for at kommunikere med og forstå hinanden. Jeg og Du bliver således uundgåeligt hjemløse for hinanden, for de kan aldrig være helt synlige, endsige helt sikre på hinanden. Træfsikkert skriver filosoffen sig frem til genkendelige og smertende erfaringer: »Det er et sort princip, at jo mere Jeg behøver Du, jo mere støder han Du fra sig. Ensomhed forstærker sig selv.«

Det er Thyssen magtpåliggende, som det har været det igennem de seneste cirka 20 år, ikke at ville ynke de hjemløse over en kam eller at se dem alle som stakkels ofre. »Det er et moderne aksiom, at Jegs problemer skyldes ydre forhold. … Intet er hans egen skyld, alt kommer udefra, fremfor alt den klangbund, som nærer hans dårlige valg.«

Umiddelbart virker det også, som om alle mennesker vil kunne nikke genkendende til eller måske ligefrem inkarnerer en eller flere af de fem hjemløshedsformer, Thyssen maler frem med den brede pensel. Hvor man end befinder sig – boende i et klæbrigt hjem eller liggende i en provisorisk seng på Mændenes Hjem – gælder det for Thyssen, at det »dybeste hjem er den minimale Jeg-Du-Det trekant«.

Filosoffens budskab fortættes i bogens skarpt optrukne og frihedsbesyngende udgangsreplik: »Om springet ud i fremtiden fører ud i Det, hen mod Du eller ind i Jeg, må han selv afgøre. Men uden springet er hjemmet et gravsted. Derfor er det uden betydning, at Jegs hjem ikke er urokkeligt stabile, blot at de er stabile nok til at give ham et afsæt. De er ikke fæstnet med et ankertov til en stærk pullert i en sikker havn.«

Kritiker #2: En fristil uden argumentation

Det værste er Thyssens korte sætninger, der på en gang er tilforladelige, men også vildt generaliserende. Effektivt dyrker den filosofiske prosa splittelserne og modsætningerne, men sproget når ikke Nietzsches, Schopenhauers eller Sloterdijks til sokkeholderne.

Muligvis fordi Thyssen overspiller markedet som grundbestemmelsen af al menneskelig væren og udveksling. »For Jeg er markedet uden skyld i hans politiske hjemløshed.« »Jeg omfavner markedet, som giver ham arbejde, og hader statens kontrol, som truer hans job.« Muligvis fordi han hellere vil skrive flotte sætninger end at argumentere og invitere til åbne diskussioner med kritiske læsere.

De mange Jeg-Du-Det-konstruktioner ægger ikke til fortolkninger endsige til skabelsen af fortolkende mellemrum, der i bedste fald kunne bringe Thyssens tekst og læseren et nyt og ukendt sted hen. »Jegs kultur tatoveres ind i hans sjæl, og selv om han kan fjerne sig fra hjemmet, kan han ikke fjerne hjemmet fra sig selv.« »Frihedens øjeblik – det er sekundet, før nålen stikkes ind, eller skruelåget på flasken drejes om.«

Igennem sit forfatterskab, der efterhånden har 50 år på bagen, har Thyssen forfinet sin evne til at servere filosofiske bonmoter og oneliners, som man enten imponeres eller irriteres af. Denne hér er eksempelvis en meget vellykket kropsfænomenologisk af slagsen – sikkert fordi den er eksistentielt vedkommende for os alle, uden at vi partout skal parkeres i et hjem- og stedløst Jeg: »Intet er mere hjemligt end kroppen. Det er svært at sige, om Jeg er den, om han har den, om han er i den, eller om den er om ham.« Andre gange ligner sætningerne de rene truismer: »Et hjem er en ressource, som giver liv til Jegs liv, men kan også være et fængsel, der spærrer ham inde.«

Man fornemmer tydeligt, at Thyssen har snuset til socialstatistikkerne, trækker på socialvidenskaberne og er særdeles velbevandret i filosofihistorien; men frem for alt ynder han at trække på romankunsten. Citater og litterære parafraser garnerer fremstillingen. Vi kommer en tur igennem den unge Werthers kærlighedstab hos Goethe, Mikkel Thøgersens radikale hjemløshed hos Johannes V. Jensen, Lykke-Pers traditionstab hos Pontoppidan, og Jack Londons og George Orwells frivilligt vagabonderende skildringer af de hjemløses trøstesløse liv på vrangsiden af storbyen.

Men ih, hvor jeg savner den metarefleksive Thyssen, der kunne fortælle os, hvordan og hvorfor han dog er nået frem til, at netop denne formelle Jeg-centrerede fremstillingsform skulle være den bedste at skamride for en filosof med noget på hjerte.

Jeg trættes simpelthen af at læse om Jeg med stort J. Det føles som at være ankommet til Jegets profane messe, der uophørligt digter en laaaaang fristil om hjemløshedens fempunktsplan. Passionen savnes, men allermest de filosofiske invitationer og selvkritiske reservationer.

Skuffede forhåbninger

Min tyske yndlingsugeavis, Die Zeit, rydder ofte forsiden for at lade to kombattanter levere henholdvis et pro- og et contra-synspunkt om et eller andet brændende politisk spørgsmål. Derefter er det op til læserne selv at føre drøftelserne videre på egen hånd uden hjælp fra avisens redaktionelle stab. Og selvom det er fristende at anvende genau samme tilgang til Thyssens bog, kan det næppe skjules, at jeg nok havde håbet på et rigere gensyn med en af rigets mest kendte, produktive og læste filosoffer still alive and kicking.

Ole Thyssen: ’En lille bog om hjemløshed’. 240 sider. 200 kroner. Multivers.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her