Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Med Hannah Arendt på briksen

Tidens store interesse for Hannah Arendt giver også plads til mindre kendte veje ind i hendes tænkning. Genudgivelsen af filosoffen Julia Kristevas forelæsningsrække over den tysk-amerikanske tænker er en lejlighed til endelig at få pudset dine psykoanalytiske briller
Moderne Tider
13. marts 2021
Julia Kristevas forelæsninger er en god anlending at se på Hannah Arendt med psykoanalytiske briller.

Julia Kristevas forelæsninger er en god anlending at se på Hannah Arendt med psykoanalytiske briller.

Fred Stein

Mens COVID-19 har raset igennem verden det sidste år, har vi i Danmark været vidner til, at en anden og mere barmhjertig virus har spredt sig. Der er tale om den store Hannah Arendt-feber, som for alvor bed sig fast sidste efterår med oversættelsen af hovedværket Åndens liv, der kun lige nåede at udkomme, før en længe ventet nyoversættelse af mammutværket Totalitarismens oprindelse også ramte boghandlerne.

Med indeværende års oversættelser af Arendts to mindre essays, Sandhed og løgn og At lyve i politik, foruden en oversættelse af Derfor skal vi læse Hannah Arendt skrevet af den amerikanske filosof Richard J. Bernstein, må der efterhånden være grund til at forvente et temmelig højt smittetal.

Og mens vi stadig venter på vaccinen, hvorfor så ikke kaste sig over genudgivelsen af Hannah Arendt – Life is a Narrative sammensat af fem forelæsninger over Arendts tænkning af den fransk-bulgarske filosof og psykoanalytiker Julia Kristeva? Hun var i 1990’erne med til at udbrede en fransk variant af Arendt-feberen, så der skulle være garanti for et par dage på sofaen.

Den unikke krop og psyke

Kristeva forfølger et kendt spor i Arendts tænkning, som Arendt løbende er blevet kritiseret for, nemlig nedvurderingen af den menneskelige krop og den menneskelige psyke som filosofisk uinteressante.

Hun præsenterer os for den noget forenklede udlægning, at Arendt anskuede kroppen som kendetegnet ved en så stor grad af generalitet, at den ligefrem står i vejen for undersøgelsen af det unikke ved mennesket. Netop spørgsmålet om menneskets unikke egenskab, og hvordan den skjuler sig for mennesket selv, er tilbagevendende i Arendts forfatterskab.

Uanset hvad er det veldokumenteret, at Arendt hverken var særlig begejstret for psykologi eller for psykoanalyse. Kristevas pointe er, at Arendt går galt i byen, når hun afviser det unikke ved kroppen og psyken med henvisning til, at disse fænomener ikke overskrider, hvad der generelt kan siges om mennesket.

Og det leder Kristeva til følgende pointe: »Denne modstand mod at tænke det unikke ved kroppen og psyken ledte Arendt til at afvise den rolle, som sadomasochisme spiller for udøvelsen af vold, særligt politisk vold.«

Arendt lokaliserer årsagen til politisk vold i den svækkelse af det politiske, hun blev så smerteligt bekendt med som flygtning under Anden Verdenskrig, og som i stedet erstattes med tiltagende brug af magt og tvang.

Men mens hun i sin politiske tænkning har travlt med at redde menneskets frihed ved at beskytte den mod det ukontrollerbare ’ubevidste’, ignorerer hun ifølge Kristeva den helt afgørende pointe, at der skjult i det menneskelige fællesskab altid lurer en drift imod at dominere og indgyde frygt hos de andre.

Født på ny

I en anden af bogens forelæsninger handler det om tilgivelse. Kristeva tager her udgangspunkt i Arendts begreb om dømmekraft eller evnen til ’udvidet tænkning’, der betoner, at fællesskabet altid udgøres af en masse modstridende viljer. Det kræver derfor en særlig tænkemåde at komme overens. Og her bliver tiden en afgørende faktor.

Kristeva peger på det trivielle, men dog nok så eksistentielle forhold, at den levede tid er irreversibel. Vi kan ikke omgøre eller – som Nietzsche advokerede for – lære os selv at glemme. Men fordi vi bliver ved med at klamre os til fortiden, forfalder vi til vrede og hævn.

Derfor bliver begrebet om tilgivelse vigtigt for Arendt, netop som en regulerende mekanisme for det offentlige liv der gør det muligt for mennesket at blive sat fri, ’født på ny’ og sætte ’nye begyndelser’ i verden.

Og det er faktisk det samme, som ifølge Kristeva ligger den psykoanalytiske behandlingsmetode på sinde: gennem terapeutisk samtale og bearbejdning af traumer at bryde irreversibiliteten og bringe patienten til live på ny.

Ikke alt kan dog tilgives, som Arendt selv erfarede, da hun i 1961 dækkede retssagen mod Adolf Eichmann, tidligere SS-officer og ansvarlig for deportationen af millionvis af jøder til nazistiske udryddelseslejre under Anden Verdenskrig.

Da det er personen, og ikke handlingen, der er tilgivelsens genstand, kræves der som minimum en person. Og i den autoritetstro funktionær så Arendt lige præcis det modsatte: en ikkeperson, der i fraværet af dømmekraft ikke gjorde sig egnet til tilgivelse, men i stedet til dens fjerne slægtning, nemlig straffen, der ligesom tilgivelsen »sætter en stopper for noget, som i straffens fravær kunne dukke op til overfladen igen«.

Hannah Arendt – Life is a Narrative er ikke nogen lang bog. Når den alligevel kræver et par dage på sofaen, er det fordi sætningerne er lange og sproget vildt associerende. Til gengæld får du lov til at gå en af de mindre betrådte veje ind i Arendts begrebsapparat.

Julia Kristeva: ’Hannah Arendt – Life Is a Narrative’. 108 sider. 24,54 dollar. University of Toronto Press.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Men mens hun i sin politiske tænkning har travlt med at redde menneskets frihed ved at beskytte den mod det ukontrollerbare ’ubevidste’, ignorerer hun ifølge Kristeva den helt afgørende pointe, at der skjult i det menneskelige fællesskab altid lurer en drift imod at dominere og indgyde frygt hos de andre."

Hvor i det menneskelige fællesskab lurer denne drift altid? Kristevas kritik fremstår som en polemisk påstand; vi ved fra gruppepsykologien, herunder den psykoanalytiske, at der opstår modoverføringer, parallelprocesser, projektive identifikationer mv., som afstedkommer dominansforhold, frygtudvikling o.a. - men at disse dynamikker skulle hidrøre fra en specifik drift, som Arendt ignorerer, grunder sig vist på en dubiøs forestilling om menneskets naturtilstand.