Filosofi
Læsetid: 3 min.

Når viljen er fri, bliver Gud lidt mere menneskelig

Den italienske filosofihistoriker Tommaso Sgarro belyser i ny bog en overset debat fra det 16. århundrede mellem de to katolikker Domingo Báñez og Fransisco Suárez. Den viser, at ikke kun reformatorerne Luther og Calvin, men også katolikkerne har haft deres hyr med den frie vilje som begreb
Moderne Tider
6. marts 2021
Problemet, som Francisco Suarez (1548-1617) åbner for, er konflikten mellem den frie vilje og Guds almægtighed – den katolske kirke har nemlig brug for begge dele.

Problemet, som Francisco Suarez (1548-1617) åbner for, er konflikten mellem den frie vilje og Guds almægtighed – den katolske kirke har nemlig brug for begge dele.

Album/Ritzau Scanpix

Det er en sejlivet myte i fortællingen om Vestens intellektuelle historie, at filosofien bliver moderne med Descartes og hans berømte cogito. Her slipper mennesket angiveligt fri af middelalderens snærende bånd og begynder kun at holde det for sandt, som optræder lysende klart for den menneskelige bevidsthed.

Man forkaster alle traditionelle autoriteter, der ikke kan stå fornuftens prøve. Til denne fortælling hører også ideen om, at den skolastiske – altså den aristoteliske – filosofi, der indtil da havde domineret universiteternes pensa, endegyldigt bryder sammen på dette tidspunkt.

En af årsagerne til denne myte skal utvivlsomt findes i Descartes’ og hans ligesindedes selvhævdende indstilling over for den angiveligt tåbelige skolelærdom, de stolt forkaster i sin helhed.

I de senere år er denne karikerede forestilling heldigvis blevet alvorligt udfordret.

Ikke blot var Descartes selv dybt påvirket af den filosofi, han som ung blev undervist i på jesuiterkollegiet La Flèche, men også den skolastiske tradition levede i bedste velgående videre på de europæiske universiteter.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her