Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En opmuntrende historie om den tyske revolutions kyndige ølvomme

Siden den tyske novemberrevolution i 1918 har man særligt diskuteret to spørgsmål: Var det overhovedet en revolution? Og i hvor høj grad var den nye demokratiske republik årsag til nazismens magtovertagelse i 1933? Ny bog forsøger at gøre boet op
Moderne Tider
20. marts 2021
Forsvarsminister Gustav Noske (tv.) og Tysklands første valgte statsleder, Friedrich Ebert, som de tog sig ud på forsiden af Illustrirte Zeitung på indsættelsesdagen.

Forsvarsminister Gustav Noske (tv.) og Tysklands første valgte statsleder, Friedrich Ebert, som de tog sig ud på forsiden af Illustrirte Zeitung på indsættelsesdagen.

Ullstein Bild/Ritzau Scanpix

Den 21. august 1919, da socialdemokraten Friderich Ebert blev indsat som den første demokratisk valgte præsident for Det Tyske Rige, prydede den største nationale avis, den liberale Illustrirte Zeitung, forsiden med et billede af Ebert og forsvarsminister Gustav Noske.

Billedet var på flere måder usædvanligt. Ebert og Noske bar ikke diplomatfrakke eller jakkesæt, og de var hverken placeret i en velourpolstret lænestol i klunkestil i det symbolske Nationalteater i Weimar, som den konstituerede nationalforsamling var trådt sammen i et halvt år forinden, eller foran det nye demokratiske parlament, rigsdagsbygningen i Berlin.

De stod derimod i vand til omtrent knæhøjde ved søbadet Haffkrug i Travemünde ved Østersøen iført højtoptrukne, næsten identiske, badebukser, der akkurat skjulte deres navler – og ellers intet.

Mens rigspræsident Ebert med venstre hånd på hoften og et muntert ansigtsudtryk tydeligvis forsøger at simulere en vis afslappet, næsten lad badeferieagtig kropsholdning, ser ’blodhunden’ Noske snarere ud til nærmest at være sænket ned i vandet, hvor han kun lige formår at frembringe et småforvirret smil med begge hænder trygt, men dog akavet plantet på lænden.

Men det er hverken de våde manker, de forcerede smil eller de synlige badebuksesnører, der umiddelbart falder i øjnene. Det er de struttende middelklassemaver.

Kejserens – Wilhelm II’s – hoved var ikke hugget af, men befandt sig ganske levende et sted i Holland. Befolkningen var nu efterladt med socialdemokratiske strutmaver. Det tyske demokrati var født! Og det var allerede fra dets begyndelse skrøbeligt, skandaløst og skamløst småborgerligt.

Et nyt narrativ

Fotografiet kan læses som emblematisk for et særligt dominerende narrativ om den tyske revolution og den skrøbelige Weimarrepubliks kun 14 år lange levetid (1919-1933):

Ebert og Noskes strutmaver og resten af de tyske socialdemokrater blev allerede af samtidens socialister og i senere analyser anklaget for at forråde muligheden for en virkelig socialistisk revolution. I forlængelse heraf blev den nye republik, som den ’ufuldendte’ eller ’forrådte’ revolution fødte – ligesom de to næsten nøgne, usikre socialdemokratiske positurer – ofte set som et inkonsekvent eller svagt demokrati uden stærkt juridisk, politisk og socialt fundament. Et fundament, som angiveligt beredte vejen for Hitler og nazismen.

I en ny bog med titlen November 1918 – The German Revolution forsøger den tyske historiker Robert Gerwarth at gøre sig fri af dette bagvendte narrativ for i stedet fra »de samtidiges perspektiv« at argumentere for, at revolutionen og Weimarrepublikken var langt mere succesfuld end hidtil antaget.

Som han skriver, var den tyske revolution ikke blot bemærkelsesværdig ikkevoldelig. Den var også sammenlignet med andre central- og østeuropæiske politiske omvæltninger – Gerwarth tæller sig frem til omkring 27 – i stand til at holde den demokratiske forfatning i hævd i bemærkelsesværdigt lang tid. Det skyldes ikke mindst, at demokratiet ifølge Gerwarth formåede at mobilisere store dele af befolkningen, blandt andet mange der før var blevet holdt i tavshed. Med over to millioner døde mænd under krigen var der nu et overskud af kvinder på ikke mindre end 2,8 millioner. Også seksuelle minoritetsgrupper oplevede – selv om kriminaliseringen af dem ikke blev ophævet – et friere spillerum. Nye politiske stemmer blev synlige i det spæde liberale demokrati.

Blinde vinkler

Det irriterende ved Gerwaths bog er imidlertid, at den er så opsat på at skrive et modnarrativ til revolutionen som ’ufuldendt’ (som de liberale har kaldt den) eller ’forrådt’ (som socialisterne har kaldt den), at hans blik for, hvad vi kan kalde den konstitutionelle revolution, slet ikke modsvares af et lige så sensitivt blik for den manglende revolution på det sociale og politisk-økonomiske niveau.

Han affejer forbavsende let ’samtidige perspektiver’ fra mere venstreradikale, herunder spartakisterne, der i december 1918 og januar 1919 endte i åben kamp med de af socialdemokraterne (SPD) støttede højreradikale frikorps. De var ikke tilfredse med en ny demokratisk konstitution og så derfor også stærkt kritisk på, hvordan kapitalen, bureaukratiet og langt størstedelen af kejserrigets sociale privilegier forblev intakte i det nye demokrati.

Fra mange af disse venstreradikales perspektiv slog revolutionen om i en kontrarevolution. Gerwarth har ret i, at de var de slagne minoriteter, men han problematiserer ikke på noget tidspunkt, at han meget målrettet har valgt at skrive en historie fra sejrherrernes perspektiv. Man kommer i tanke om den samtidige tysk-jødiske filosof Walter Benjamin: »Heller ikke de døde kan vide sig sikre for fjenden, når han sejrer.«

Demokratiet som hellig ko

Gerwarths største problem er med andre ord, at han ikke problematiserer sin egen præmis. Han har en tendens til at anskue demokratiet som en hellig ko. Han har intet kritisk blik for, hvordan demokratiet – som både idé og praksis – af SPD ideologisk og opportunistisk blev brugt til at ekskludere og dræbe såkaldte antidemokratiske fjender. Appellen til demokratiet var i SPD’s tilfælde ikke mindst en appel til lov og orden. Dette ukritiske og ensidige greb om den demokratiske diskurs er ligesom indskrevet i Gerwarths narrativ.

Den radikale venstrefløj, skriver Gerwarth, bar på »urealistiske og uhåndterlige forventninger«. SPD, derimod, sejrede, fordi de var mere realistiske. Og da de havde bekæmpet de antidemokratiske kræfter (fra højre og venstre), de allieredes økonomiske sanktioner efter Første Verdenskrig og en helt surrealistisk hyperinflation i 1923, stod den nyfødte folkerepublik stærkere end nogensinde. Demokratiet og SPD var, hvad »folket« ville have, hævder Gerwarth.

Men ud over at Gerwarth ikke viser snerten af interesse for den ideologiske og socioøkonomiske baggrund for, hvad ’folket vil have’, anerkender han heller ikke de stærke demokratiske ideer på den radikale venstrefløj centreret omkring dannelsen af ’arbejderråd’.

Han går ligeledes meget let hen over SPD’s særdeles autoritære, voldelige og udemokratiske ideer og praksisser. Ligesom han undlader en seriøs analyse af de logikker – ikke mindst den effektive og kyndige identifikation af ’bolsjevismen’ med antidemokratisme – der blandt andet gjorde det muligt for SPD at legitimere vold og drab på venstreradikale. To måneder efter afholdelsen af det første demokratiske valg besvarede SPD i samarbejde med frikorpsstyrkerne en stort anlagt generalstrejke med militær koldblodighed og disciplin. Flere end tusind revolutionære arbejdere, der ønskede yderligere socialisering, nationalisering og demokratisering af centrale sektorer, blev slået ihjel.

De kyndige ølvomme

Lad os vende tilbage til fotografiet af Ebert og Noske i badebukser i Nordsøen. Læser vi fotografiet i dets rette skandaløse kontekst, inkarnerer det på mange måder også al den splid, antagonisme og klassekamp, som Gerwarths eget narrativ gør meget for at undertrykke.

Højrefløjen anså SPD – herunder Eberts strutmave – som legemliggørelsen af en antipatriotisk, impotent og falleret slavemoral, man allerede havde stillet til offentligt skue et par måneder før ved at underskrive den landsforræderiske Versaillestraktat – en slavemoral, man angiveligt revancherede i 1933. Arbejdere og intellektuelle til venstre for SPD, herunder dem, der dannede kommunistpartiet (KPD) i 1919, så derimod socialdemokraterne som klasseforrædere.

Det er ikke, fordi man ikke kan problematisere det narrativ, der giver 1918 skylden for 1933. Gerwarth er bare ikke i stand til det. Symptomatisk afslutter han med at citere et digt skrevet af satirikeren Kurt Tucholsky: »Vi begærer altid den høje tynde og ender i stedet med den lille fede – C’est la vie!«. Det lyder jo meget sympatisk og pragmatisk.

Jeg holder mig nu stadig langt hellere til den tyske kunstner, dadaist og venstreradikale Richard Huelsenbeck, der i 1920 skrev: »Folket, der risikerede livet for revolutionen, ser sig selv bedraget af kyndige ølvomme.«

Robert Gerwarth: ’November 1918 – The German Revolution’. 368 sider. 21,45 dollar. Oxford University Press.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her