Sociologisk hovedværk er storladent, ambitiøst og sitrende interessant

Det er en på alle måder stor bog, vi nu har fået på dansk med Peter Tudvads fremragende oversættelse af den tyske sociolog Hartmut Rosas hovedværk Resonans – En sociologi om forholdet til verden. Med sine cirka 600 sider og knap 1.000 fodnoter, skrevet med himmelhøjt lixtal og tung, tysk sætningskonstruktion, er der rigeligt at give sig i kast med – og det gør man da også gerne, for indholdet er så fremragende, tankevækkende og engagerende, at selv læseheste, der ikke er fagidioter, kan føle sig suget ind i bogen.

For nu at anvende bogens egen dominerende metafor er der rigeligt med passager, hvor man som læser oplever resonans.

Men det er også helt nødvendigt, for man kan jo kritisk spørge, hvem bogen egentlig er oversat til. Værket har været tilgængeligt på tysk og engelsk i en årrække, så specialisterne har vel været forbi. Udgivelsen virker berettiget af mindst to grunde – dels fordi bogen er et sociologisk mesterværk, som vi fortjener at have på vores modersmål, dels fordi den som få andre sociologiske mursten har appel uden for akademia. Hvorfor? Fordi den besidder kraft til at forandre liv! Intet mindre.

At få verden til at svare

Bogen er Rosas eget svar på den krise, han beskrev så præcist i værket Acceleration og fremmedgørelse. Der var indsigten, at det moderne menneske oplever en stigende fremmedgørelse over for verden, i takt med at alle livsprocessers tempo øges. Vi skal hele tiden vækste, øge vores tekniske kunnen, opnå mere, blive bedre, klogere, smukkere og sjovere, men mange brænder ud. Den forøgelseslogik, som vores samfund er indrettet efter, støder på psykiske, politiske og planetariske grænser, som vi ser effekten af i dag.

Svaret på denne omfattende krise er givet i nærværende bogs titel: Resonans. Begrebet skal kort sagt henvise til, at det, som giver mennesker mening i livet, er at opleve, at verden ’svarer’. At vi berøres af verden og dermed transformeres. Resonans er en relationsmodus, en svarrelation, hvor der sker en gensidig udveksling mellem subjekt og verden. Når der omvendt er en resonanskrise, er det verdensudsnit, vi står i relation til, enten stumt eller direkte fjendtligt.

Desværre kan resonansen ikke instrumentaliseres eller tvinges frem. Den opstår ofte, når vi mindst venter det, men det, vi kan gøre, er at skabe de sociale betingelser for, at resonansen ikke undertvinges strukturelt.

Sociale betingelser for resonans

En vigtig pointe er, at verdensrelationerne er dynamiske, og det på to måder. Dels ændres de sociale betingelser for resonans i historien – for eksempel er familien som et centralt sted for resonans i det moderne en relativt ny forestilling, ligesom det moderne menneskes resonansrum nummer et, naturen, er blevet udlagt på mangfoldige symbolske måder i historien, og det påvirker alt sammen resonansmulighederne. Dels er de forskellige former for resonans ikke faste monolitter, men løbende til forhandling i det sociale liv, og de kan derfor styrkes eller svækkes.

Rosa arbejder med tre typer af ’resonansakser’: horisontale, diagonale og vertikale.

De horisontale er eksempelvis familien, venskabet eller det politiske liv. I forhold til det politiske gennemgår Rosa en række pres på resonansmulighederne, for eksempel demokratikrisen, hvor mange oplever, at samtalen med eliten er forstummet. Miljøkrisen og kapitalismens logikker kritiseres ligeledes for at destabilisere menneskers forhold til verden.

De diagonale resonansakser peger på den materielle tingsverden i forhold til mennesket, og her udgør blandt andet arbejde og skolen arenaerne. I arbejdet kan stoffet tale til os, men vi kan også opleve, at det bliver stumt og utilnærmeligt, og det samme kender de fleste nok fra klasseværelset.

De vertikale resonansakser omhandler metafysiske emner som religion, kunst, naturen og historien – alle sammen felter, hvor verden får en stemme, og hvor mennesket kan opleve sig forbundet og tiltalt. Som nævnt er naturen det moderne menneskes særlige tilflugtssted i jagten på resonans, men netop forventningen om resonans er ofte den største hindring for, at den indtræffer. Resonans er nemlig, som en anden nyligt oversat bog af Rosa beskriver det, ukontrollerbar.

Al resonans foregår i historiens strøm og i en bestemt kontekst, og her opstilles de sociale betingelser, som subjektet ikke kan undgå. Det gælder ideer om krop, køn og alder, men også politiske institutioner og andre institutioner som børsen eller universitetet.

Selv om disse faktorer ikke er statiske, men dynamiske, er de ofte også skjulte og svære at overkomme. Det er også her, den sociologiske videnskab kan byde ind med empiriske studier og begrebsmæssig afklaring, så mennesket bliver klar over sine egne betingelser og kan forsøge at forandre dem, hvis de er uønskede.

Korrektion af den kritiske teori

Rosa er sociolog i fjerde generation inden for den såkaldte kritiske teori, og i bogens tredje del placerer han sig selv både som arvtager, kritiker og videreudvikler af den tradition.

Han viser, hvordan centrale tænkere som Marx, Weber, Benjamin, Adorno, Habermas og Honneth med deres egne begreber har italesat det modernes resonanskatastrofe, men at deres kritikker i hans udlægning har været for unuancerede.

For eksempel er Habermas for entydigt fokuseret på kognitive kriser og kognitive muligheder, så kroppens erfaringer underspilles, mens anerkendelsesbegrebet hos Axel Honneth, som nok er Rosas vigtigste samtalepartner, kritiseres for at være for subjektivt fokuseret. Anerkendelse er noget, som gives mig, mens resonans altid er en relation. Derfor kan resonans også opstå, selv når jeg ikke oplever personlig gevinst, eksempelvis når vennernes fodboldhold vinder mesterskabet.

Ifølge Rosa er der også et grundlæggende problem ved den kritiske traditions ensidige fokus på resonanskatastroferne, og det er, at de overser den øgede udvikling af resonanssensibilitet, som det moderne også medfører – eller i hvert fald lover.

For sociologien gælder det derfor også om at bidrage til, at modernitetens løfte om resonans kan indfries, og det er det store korrigerende og supplerende element i Rosas tænkning.

En teori med stort vingefang

Målet er ganske enkelt at skabe bedre liv. Hertil kræver Rosa et paradigmeskift for moderniteten. Det skal ikke længere handle om øget rækkevidde på alle områder, men om øget kvalitet. Her taler han for et opgør med kapitalismen og foreslår i stedet et »postvækstsamfund«, der er mere ansvarligt over for svage og udsatte, men også over for klimaet og de politiske institutioner.

Igen understreges det, at det mål ikke kan instrumentaliseres eller tvinges frem, men strukturerne må ændres, så forandringen overhovedet bliver mulig. Som han optimistisk forkynder: »en anden verden er mulig« – men det kræver tiltag på mange niveauer.

I bogens afsluttende del svarer Rosa på 11 indvendinger fra fagkolleger, som han har mødt gennem årene. Svarene er forsøgsvise og angiver dermed også en skitse for det videre arbejde. Det mest løfterige her er, at svarene viser, hvor analytisk produktiv Rosas teori er, ligesom de mange henvisninger til aktuelle studier i talrige fagfelter viser, hvor stort potentiale teorien besidder.

Rosas tankeverden er storladen og ambitiøs, og det er sitrende interessant at være på rundtur i den. Akademisk dybde og samfundsengagement spiller eminent sammen, og man må håbe, at mange tager sig tid til at tygge sig gennem værket. For denne anmelder var bogen en oplevelse af den art, der minder en om, hvorfor man bruger sin sparsomme tid på jorden med snuden i bøgerne: Man øger sin forståelse af både verden og en selv, opdager nye sammenhænge, nye muligheder og nye udfordringer.

Hartmut Rosa: ’Resonans – En sociologi om forholdet til verden’. 584 sider. 365 kroner. Eksistensen.