Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tysk filosof: Lad os skabe en positiv, kultiveret og nysgerrig sexkultur

Vi har i årtier diskuteret kønsroller, seksualisering og grænser. Men sex italesættes desværre stadig først og fremmest som et farligt problem, mener den tyske filosof Bettina Stangneth, der har skrevet en klog bog om vejen til en nysgerrig sexkultur
Den offentlige samtale om sex, handler kun om det farlige og det, vi skal beskytte os mod – vi er nødt til også at tale om det, vi gerne vil have, skriver Bettina Stangneth

Den offentlige samtale om sex, handler kun om det farlige og det, vi skal beskytte os mod – vi er nødt til også at tale om det, vi gerne vil have, skriver Bettina Stangneth

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
27. marts 2021

Sex sælger, og sex trækker klik.

Men hvis du forventer en saftig tekst med slibrige detaljer, går du galt i byen med værket Sexkultur. Ja, den tyske filosof bag bogen, Bettina Stangneth, der har skabt sig et navn som Kant- og Arendt-ekspert, indrømmer ligefrem, at bogen er alt for lavmælt og eftertænksom til tidens højtråbende debat om sex og køn. Og dog er hendes udgangspunkt ganske klart: I #MeToo, kønsdebatter og debatter om seksualoplysning i skolerne, ja, generelt i offentligheden, er sex først og fremmest et problem. Og det er en kulturel tragedie.

»Hvordan skulle vi meningsfyldt kunne tale om voldtægt, overgreb, instrumentalisering af kroppen og seksuelt motiveret vold, hvis vi ikke kan tale positivt om sex? Selv det mest højlydte ’nej!’ markerer kun en grænse,« skriver Stangneth i sin stærkt anmelderroste bog.

»Men det gør os ikke forsvarsdygtige, for man kan kun være kraftfuld, hvis man positivt ved, hvad det kan betale sig at kæmpe for

Derfra er tankespringet ikke langt til Stangneths begreb om en positiv og nysgerrig ’sexkultur’.

Alene begrebet er opsigtsvækkende. For håbet om seksuel frigørelse hviler for det meste på en fantasi om at »lægge hele kulturens byrde bag os og flygte tilbage til et uspoleret vildnis«. Vi påberåber os i lysten et kald fra vores indre natur og udråber gerne sex som »det mest naturlige i verden«.

Men det er noget vrøvl. Når vi trækker naturkortet, er det for det første et håb om både at skabe en vis orden i vores rodede begær og samtidig skubbe ansvaret for begæret fra os. For det andet er adskillelsen mellem natur og kultur lige så kunstig som adskillelsen mellem krop og ånd. Derfor er sex også noget, som vi kan og bør kultivere. Som individer, som par, som seksualpartnere og som samfund.

Højde- og dybdeskræk

Herfra kommer der mere fagfilosofiske kødboller på sexsuppen. For Bettina Stangneth er kroppen – med stærk inspiration fra fænomenologien – nemlig ikke et objekt i en verden af objekter. Kroppen er uadskillelig fra den menneskelige ånd og erkendelsesevne, og netop sex foregår i et samspil mellem en kropslig og en åndelig erfaring, hvor to (eller flere) kroppes mødes. Det samspil kan skabe en bevidsthedsudvidende ekstase. Og det gør os i stand til at forstå den andens lyst, som aldrig vil kunne udgrundes videnskabeligt, men kun opleves i mødet med den anden krop i en »vellykket seksuel dialog«.

Og reglerne for den dialog? Dem vil Bettina Stangneth ved Gud ikke sætte. Tværtimod.

Vi navigerer nemlig i verden i kraft af kategoriseringer, og vi har en stærk hang til at gøre vores omverden så entydig som muligt. Det er især en stopklods, når det handler om sex, for her hersker mangfoldigheden, grænseoverskridelsen, lysten – og selvsagt også angsten, som historisk er blevet potenseret af Vestens kristelige skamkultur.

Den store øvelse er derfor at droppe trangen til kategorisering og dyrke nysgerrigheden og diversiteten – og samtidig have blik for både højdeskrækken (som Stangneth kalder præstationsangsten for at skulle nå kosmiske højder) og dybdeskrækken (som hun kalder angsten for egne fantasier).

Men er vi så slet ikke kommet fremad? Jo, på nogle områder, mener filosoffen, som lovpriser »autoerotik«, altså onani, som kernesund selvindsigt, og nægter at fordømme fænomener som porno eller digital datingkultur, som Stangneth kalder »uhyre praktisk, men uden funktionsgaranti« – hvis man altså tager sex alvorligt som en kropslig-åndelig udveksling mellem komplicerede mennesker og ikke bare tænker det som gymnastiske øvelser med mentalhygiejnisk effekt.

Vores vestlige blik på sex og ikke mindst seksualforskningen får i bogen ofte sarkastiske prygl for at være gennemvædet af det mandlige og ofte indsnævrende blik. I sin »langsomme tænkning« har Stangneth derimod stor fornøjelse af at stille ubekvemme spørgsmål og udvide perspektivet frem for at levere færdige svar.

Det bliver til tider lige lovligt langt og selvsmagende, men man kan roligt zappe rundt i refleksionerne og tænker videre over sex som et både naturligt og kulturelt fænomen. Alt i alt er hele hendes filosofiske bestræbelse faktisk opløftende: Den rationaliserende refleksion udgør ikke en del af problemet, når det handler om sex. Tværtimod kan tænkningen hjælpe os mod et mere positivt og åbent syn på sex, som vi mennesker med en vis portion ærefrygt kan dyrke og udforske som en uomgængelig del af vores kultur. Som en gave. Og ikke kun som et problem.

Bettina Stangneth: ’Sexkultur’. 288 sider. 22 euro. Rowohlt Verlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annette Chronstedt

At fange den dybe, åndelige sandhed i denne sætning vil række til en hel revolution . .

»Men det gør os ikke forsvarsdygtige, for man kan kun være kraftfuld, hvis man positivt ved, hvad det kan betale sig at kæmpe for.«

Stor tak for anmeldelsen.

Steffen Gliese

Det lyder som en bog, vi har et kæmpe behov for at udbrede.

Jeg kan ikke lade være med at blive lidt nostalgisk og tænke mig tilbage til årene omkring 1970, men jeg var nok også bare en naiv godtroende hippie med stigende safter og store forventninger lige som alle andre omkring mig.