Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Britisk filosof prøver at vise vejen til en grøn hedonisme

Vi kan både leve mere bæredygtigt og frydefuldt, hvis vi gentænker hedonismebegrebet og ideen om det gode liv, skriver den britiske filosof Kate Soper i en sympatisk, men også noget uklar bog
Organisationen World Naked Bike Ride afholdt forleden en international happening, der skal fremme brugen af cyklen som transportmiddel i stedet for fossile transportmidler. Ifølge Soper kan vi leve et mere bæredygtigt liv ved at rejse langsomt. Med tog, til fods eller på cykel skal vi absorbere omgivelserne, nyde landskabernes og byernes gradvise forandringer.

Organisationen World Naked Bike Ride afholdt forleden en international happening, der skal fremme brugen af cyklen som transportmiddel i stedet for fossile transportmidler. Ifølge Soper kan vi leve et mere bæredygtigt liv ved at rejse langsomt. Med tog, til fods eller på cykel skal vi absorbere omgivelserne, nyde landskabernes og byernes gradvise forandringer.

Rodger Bosch

Moderne Tider
3. april 2021

Den er lille af omfang, Kate Sopers Post-Growth Living, bare knap 200 sider. Dens ærinde er ikke desto mindre at hjælpe en grøn kulturrevolution på vej. Intet mindre. Det er både rimelig enkelt og ret uoverskueligt. Enkelt for så vidt angår konstateringen af problemet – vores forbrug ødelægger kloden – og den påkrævede forandring. Uoverskueligt, når det gælder konsekvenserne af den revolutionære tankegang: Vi skal revolutionere vores livsstil og forbrugskultur som sådan, ikke bare ændre, hvad vi køber, men også hvad vi grundlæggende synes er godt, skønt og nydelsesfuldt. Det er lidt af en opgave. Og den skal ikke, skriver Soper, løses ved hjælp af askese, bebrejdelser eller afkald – det redder os ikke. Nej, glæde, nydelse og fryd skal være revolutionens drivkraft.

Bogen tager afsæt i noget, som alle vi i Vesten et eller andet sted godt ved, ifølge Soper: Vores levevis baserer sig på en destruktiv social og ressourcemæssig udnyttelse. Vores flyrejser og bilkørsel, vores indtag af kød og afbrænding af fossile brændsler, skovrydning og så videre driver klimakrisen og den økologiske ødelæggelse. Vi ved, kort sagt, at forbrug også er misbrug.

Samtidig erfarer vi, hævder Soper, at forbrugskulturen, som – det medgiver hun – har forøget trivslen til et vist punkt, ødelægger vores livskvalitet. Det arbejde, som i stigende grad automatiseres, outsources, fyldes af pseudoaktivitet og foregår på usikre vilkår, og som oppebærer forbruget, gør os stressede og deprimerede, nyttestyrede, ufrie, syge. Derudover har teknologien ikke indfriet løftet om at frigøre tid, tværtimod; den accelererer og lægger beslagt på stadig mere.

Alt det ved eller fornemmer vi, skriver Soper. På tværs af sociale skel og klasser, måske med undtagelse af de allerrigeste.

»Der sættes i dag spørgsmålstegn ved forbrugerisme, ikke kun på grund af dens etiske og miljømæssige konsekvenser, men på grund af dens negative påvirkning af velstående forbrugere og de måder, den lægger beslag på både sanselig nydelse og mere åndelige former for velvære,« som hun skriver. Alligevel har selv samme forbrugerisme, tæt knyttet til den kapitalistiske vækstøkonomi, nærmest monopol på forestillingen om ’det gode liv’. Det er dette monopol, forfatteren vil bryde; den forestilling, hun ønsker at gøre op med. Sopers forehavende, og det egentligt interessante i bogen, er altså snarere at udvikle en tankegang end at præsentere en grøn brugsanvisning. Selv om bogen også indeholder mere lavpraktiske indslag – eksempelvis en diskussion af, hvem der skal drive forandringerne på den britiske venstrefløj – virker de noget påklistrede og indskrænkende.

Hvor skal vi hen?

En kulturrevolution kan dog ikke kun bestå af tanker; i sidste ende er den summen af handlinger. Derfor er spørgsmålet for Soper, hvordan en ændret indstilling til forbrug og nydelse kan sikre en mere bæredygtig levevis, klimamæssigt og eksistentielt. For, som hun påpeger, kan man være nok så klimabevidst, men stadig handlingslammet: En apokalyptisk bevidsthed om de dystre udsigter – årelang tørke, oversvømmelser og masseuddøen – risikerer at føre til fatalisme. En melankolsk bevidsthed om alt det mistede kan føre til sentimental svælgen. Og en naturromantisk bevidsthed er fuldt foreneligt med klimabelastende sværmeri: Tænk på økoturisten, der flyver til fjerne egne for at bjergtages af den truede natur, som han med sit rejseri er med til at destruere. Så hvor skal vores indstilling til forbrug og nydelse flyttes hen for at sikre, at vi flytter os?

Først må vi kunne tænke ud over vækstparadigmet, svarer Soper. Vi må kunne tænke fremskridt som andet end økonomiske fremskridt. Nydelse som andet end komfort. Dernæst må vi anfægte forbrugskulturens (implicitte) definitioner af det efterstræbelsesværdige, det nyttige, det skønne og det gode. Vi skal være ’alternative hedonister’, kort fortalt. Så langt er Soper nogenlunde klar (og ikke videre original); hun angiver en retning væk fra noget. Mindre klar er hun, når det kommer til, hvad målet nøjagtig er. At genopfinde det gode liv, begære og nyde og glædes på en ny måde, gentænke begreber som vækst, forbrug, borgerskab, fremskridt og velstand – hvad vil det egentlig sige?

Soper giver ikke noget samlet, udtømmende bud – og det er måske også meget at forlange af en bog, som er skrevet til tiden som indgang til en samtale og diskussion. Hun skitserer dog nogle veje, der kan synes ret ufærdige, men måske alligevel virke ansporende.

Ét bud er, at vi skal rejse langsomt. Med tog, til fods eller på cykel skal vi absorbere omgivelserne, nyde landskabernes og byernes gradvise forandringer. Tilsvarende skal vi rejse mere lokalt – forundres over det, der er bare en smule anderledes.

»Langdistancerejser er ikke længere nogen garanti for noget genuint nyt, rent erfaringsmæssigt, den globale landsby har nemlig ført til homogenitet og tilgængelighed,« skriver hun.

Et andet bud er, at vi skal »tage det offentlige rum tilbage«. Ikke affinde os med, at gaderne er trafikkorridorer. De skal igen være steder, hvor man kan socialisere, gøre ophold og slappe af, demonstrere, mødes på kryds og tværs, og hvor børnene kan lege. Og så skal vi, ikke overraskende, købe mindre, dele, genbruge og bytte.

Tid til det formålsløse

Vigtigst er nok det bud, der handler om at få mere ubunden tid. Mere tid til »formålsløse formål« og alt det, der ikke kan købes for penge. Vi skal have mere fritid, kort fortalt, og den skal bruges på »sanselig og åndelig nydelse«. Med det mener hun, at fritidsaktiviteten skal være »socialt og miljømæssigt bevidst og optaget af glæden ved kunst, håndværk og sociale livsformer«.

Den samlende tanke er altså noget i retning af, at vi skal ned i tempo, forbruge mindre, mens glæde, sanselighed og det personlige engagement skal drive forandringerne i en mere bæredygtig retning. Det er en bred formulering, men muligvis ikke et bredt projekt – mange foretrækker formodentlig at passe deres egen have. Og det står ikke klart, hvordan togrejser nødvendigvis bliver en nydelse for ikke at sige et sanseligt håndarbejde.

Mere almen er Sopers appel om et nyt borgerbegreb. »Borgerskab,« skriver hun, »involverer nødvendigvis noget mere end det at nyde rettigheder og have et pas, det indbefatter pligter over for og hensyn til det udvidede fællesskab, heriblandt de fremtidige generationers og planetens velbefindende«. At være borger er altså også at være etisk forbruger – og æstetisk forbruger, tilføjer Soper. For alt det forbrug, der bidrager til klimakatastrofen og baserer sig på udbytning, kan ikke anses for skønt. Det personlige forbrug er dermed heller ikke bare privat. »Det er ikke klart, hvorfor ødselt og forurenende personligt forbrug skal være undtaget den kritik, som vi forventer rettes mod racistiske, sexistiske eller åbenlyst udemokratiske holdninger og adfærd,« skriver hun.

Klimakampen foregår i hverdagskulturen, kort sagt. Og kulturen er uoverskuelig; den er alt og alle. Men den er også enkel; i sidste ende er den dig og mig, vores møder, samtaler og aktiviteter. Netop her mener Soper, at der ligger en revolutionær kraft, der er mere potent end markedets, statens og teknologiens. På en måde er det noget af det bedste ved hendes bog: dens milde anfægtelse og nydelsesorienterede energi. Og det er måske læst således, at den er mest interessant og givende: som en behjertet invitation til at tænke selv hinsides forbrugskulturen og vækstøkonomien, men også hinsides klimaskylden, klimapanikken og klimaskammen. En invitation til at spørge, hvilke aspekter af vores levevis der egentlig er nydelses- og frydefulde – og ikke bare bekvemme.

Kate Soper: Post-Growth Living. For an Alternative Hedonism. 240 sider. 14 pund. Verso Books

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Grundproblemet (emnet) eksisterer: Hvordan kommer vi til at elske det, der er bedst for os og gavner os på længere sigt frem for tilfældige lokkerier?

Da jeg var barn i 40’erne fik vi tit en suppe kogt på gule ærter. Sund, men svær at få ned.
Da vi levede på savannen var søde frugter sjældne. I dag er der sukker i alt. Derfor skal vi kunne sige nej, og gør vi ikke det, går det galt. Det er den balance, vi skal lære nu, men når vi har en reklameindustri til at lokke os på afveje, går det virkelig galt. Vi skal forbyde lokkeriet, så det er en større politisk bevidsthedsændring, vi skal igennem. Politikerne skal kunne modstå vræleriet fra både plageånder og deres udnyttere, og så er der ikke mange tilbage, til at stemme på en fornuftig folketingskandidat.

Bryder mig ikke om begrebet hedonisme, når det er ansvarsbevidsthed, der er brug for. Hvis vi ikke tør tænke på børnenes fremtid og begrænse os selv, er der intet håb.

Det største bluffnummer er at fortælle, at vi kan forbruge os igennem forbrugskrisen ved grønt forbrug. Vi ser det med vedvarende energi. Den er også enorm energislugende at fremstille, og vi har meget kort tid til at redde Jorden.

Steen Sommer, Erik Winberg og Torben Arendal anbefalede denne kommentar