Kulturteoretiker prøver at tale masserne til fornuft i ny bog

Der tegner sig to afsæt for Henrik Kaare Nielsens tankevækkende bog I affekt – Studier i senmoderne politik og kultur – et højaktuelt, teoretisk afklarende og fortættet lille værk, der i den grad forsøger at tyde og forstå samtiden og bringe tidsånden på begreb.

Dels breder højtråbende populistiske og udenomsparlamentariske strømninger af såvel højre- som venstresnoet karakter sig i det kulturelle og politiske landskab. Fra AfD, De Gule Veste og Men in Black til Extinction Rebellion og radikale miljøpolitiske grupperinger.

Folk kan finde på at reagere i affekt, når de føler sig overhørt eller udgrænset. Når de føler sig misforstået og krænket, eller når situationen virker udvejsløs. Grupper af coronatrætte mennesker går på gaden og afbrænder dukker, der symboliserer statsministeren.

Identitetspolitiske affektfællesskaber anfægtes følelsesmæssigt, og partikulære interesser markerer sig højlydt, til tider hæmningsløst. Internettet bobler over af hate speech, og ekspræsident Trump gav den som affektens og folkestemningens showmaster i primetime på tv og døgnet rundt via sine ustyrligt mange tweets. Et populistisk tågehorn, der på forfærdende vis formåede at instrumentalisere og mobilisere folkedybets følelser.

Dels er mange forskere begyndt at tale om og arbejde for en ’affektiv vending’ inden for human- og samfundsvidenskaberne. Sanseeksplosionerne af individuel og kollektiv art rykker i centrum, og der knytter sig ofte stærke forhåbninger til, at det etablerede samfunds sociale orden kan afskaffes til fordel for en friere, mere følelsesladet og spontan kultur. Alt sammen med lønlige håb om, at livet i det senmoderne samfund vristes fri af tvangen til, at vi agerer som tilpassede menneskelige subjekter – udstyret med bevidste sanseerfaringer, afklarede følelsesliv og en inderliggjort tvang til at ræsonnere og gebærde os fornuftigt.

Når følelserne skal kultiveres

Henrik Kaare Nielsen er dr.phil. og professor i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet og har igennem de sidste 40 år skrevet en lang række værker om forholdet mellem modernitet, kultur, politik og identitetsdannelse med afsæt i kritisk teori og psykoanalyse.

Der tones rent flag i bogen: En følelsesmæssig affekt, »som er ude af stand til at udøve kritisk selvrefleksion og dermed berøvet de myndiggørende perspektiver, som affekt på følelsesniveauet principielt kan rumme«, giver Kaare Nielsen ikke meget for. Ej heller for vitalistiske positioner, der forestiller sig, at affekterne er førsociale livskræfter, der skulle besidde en egenlogik og være utilgængelige for bevidstheden og en refleksiv og kommunikativ bearbejdelse.

I stedet ønsker han at bære ved til et ’oversættelsesarbejde’, der består i, at affekterne, der som oftest opererer inden for en privat horisont, skal »betragtes som et råstof, der kan bearbejdes og kultiveres«. Dermed skal affekterne på bedste hegelianske facon løftes op fra deres umiddelbare, gærende og ustyrlige kraftniveau til en højere grad af samfundsmæssig og politisk fornuft. Henrik Kaare Nielsen advokerer for dette opløftende Aufhebungs-projekt med et tårnhøjt ambitionsniveau.

Udfordringen for en kritisk kulturvidenskab består i at følge de dynamiske og dilemmafyldte affektudladninger til dørs med henblik på at sikre en rig integration »af sanser, følelser og fornuft, der får os til at vokse som mennesker«.

Således analyserer Kaare Nielsen sig frem til, at det ofte er globaliseringens tabere, herunder de socialt marginaliserede og forarmede grupper, der går i affekt. Han udlægger de populistiske modreaktioner og den udbredte mistro til de etablerede politiske institutioner og ledere som tegn på, at det ikke just er gået særligt fremragende for neoliberalismen og den konkurrencestatslige strategi. Dertil kommer ubehaget over, at techgiganterne, finanssektoren og de store medicinalvarefirmaer griber styrende ind i vores liv.

En svimlende flyvehøjde

Med inspiration fra den britiske socialpsykolog Margaret Wetherell forstår Kaare Nielsen affekter som »embodied meaning-making«, dvs. sammensatte og komplekse kropsliggjorte forsøg på at give mening til hverdagslivet, for eksempel ved at blive ophidset, glad, harm, opstemt, vred, syngende, råbende, sørgende, vejspærrende, jublende, truende, løssluppen ...

Kaare Nielsen, der er en effen begrebssmed, forstår samtidig affekter som overbegreb for individuelle emotioner, følelser og stemninger og som en kollektiv atmosfære. Sidstnævnte omslutter aktørerne i et fælles socialt stemt rum, og den atmosfæriske helhedsoplevelse heri er på én gang en »subjektiv tilstand og et objektivt forhold«.

Det kommer ikke just som den helt store overraskelse, at forfatteren sidst i bogen fremhæver og hylder de deliberative (forhandlingsorienterede) demokratityper, der baserer sig på borgerinddragelse og åbne dialoger om politiske emner af fælles interesse.

Borgerrådene får følgende ord med på vejen: »Her tilbydes det senmoderne identitetsarbejdes frisatte affektdynamik organisering på kollektivt følelsesniveau, og den udrustes med artikulationskanaler, der faciliterer demokratiske myndiggørelsesprocesser.«

Vældig sympatisk lyder det; men formuleringerne lyder ærligt talt også noget tingsliggørende, og verberne er mere passive end de sofakartofler, der svælgede i Trumps udgydelser. Sætningen er klinisk renset for affektivt overskud; der er ingen musik i den. Det afsluttende verbum vækker mindelser om alverdens konsulenter, der også ønsker at facilitere hvem og hvad som helst.

Og det er ikke forkert at skrive, at en »kritisk kulturvidenskabs immanent-kritiske analyser tager … deres afsæt i den emfatiske universalistiske fordring om frihed, lighed, solidaritet og human fornuft, som oplysningstidens borgerskab satte på dagsordenen, men som det moderne samfund i sin reale udvikling kun har realiseret i større eller mindre fragmenter – og undertiden i praksis har fordrejet til sin modsætning.« Men det er samtidig et sprog, der kræver så stor indflyvningshøjde, så det kan risikere at ende med kun at være Jürgen Habermas, overtegnede og en svindende kreds af kendere, der får behørig glæde af den fine udgivelse.

De ville løbe skrigende bort ...

Dertil kommer, at de affektopladede masser nok ville betakke sig for – i deres brogede empiriske gestaltninger – at blive ’oversat’, myndiggjort og faciliteret på rette vis. På den måde er der desværre et eklatant misforhold mellem det fornemme teoretiske arbejde og en manglende drøftelse af realiseringsbetingelserne for Kaare Nielsens velmenende og gennemreflekterede genopdragelsesarbejde. De populistiske masser in pluralis er kendetegnet ved som oftest ikke at ville villes noget med af lyttende og forstående pædagoger, demokratiteoretikere og andre affektafbøjere.

Læg dertil, at Kaare Nielsens klart skuende problembevidsthed ikke formår at skitsere udveje. Således forekommer det mig helt korrekt, for eksempel i universitetsregi, når han skriver, at de yngre generationers socialiseringsmæssige og uddannelsesmæssige prægning har formet dem til at tage en række normative principper for givet (den retlige ligestilling mellem kønnene, velfærdsstatens garanti af lige muligheder etc.), hvorfor de letantændeligt går i affekt, når de oplever – eller oplever, at andre oplever – ulighed og forskelsbehandling. Det får de unge til at kræve »klare, faste orienteringspunkter af både kognitiv, etisk og affektiv karakter«.

Men hvordan pokker kan de populistiske strømningers rasende affektudbrud, der ofte arter og ytrer sig uden for pædagogisk rækkevidde, kobles sammen med de hudløst idealistiske unges krænkelsesparathed, som den udspiller sig inden for eller i den umiddelbare nærhed af de pædagogiske og kulturelle institutioner?

Den kritiske teoris største tænker, Theodor W. Adorno, skrev rammende, at filosofisk tænkning er sublimeret vrede, dvs. affektivt raseri opløftet til samfundskritik.

Tydet på denne vis er Henrik Kaare Nielsen en sublimeringens mestertænker, men også langt mere stilistisk affektløs end sin læremester. Fra graven høres Adornos syrlige stemme: Kaare Nielsen har formået at etablere sig som den kritiske teoris danske bogholder par excellence, driftssikker og stabil som amen i kirken.

Heldigvis skal han ikke tvinges til at udstyre sig selv med en megafon for at tale en affektiv og varm menneskemasse til fornuft; de affektivt opladede ville nok nøjes med at løbende skrigende bort, hvis han tilbød sig som facilitator.

Henrik Kaare Nielsen: ’I affekt – Studier i senmoderne politik og kultur’. 184 sider, 199,95 kroner Aarhus Universitetsforlag.