Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ny bog til frustrerede Hegel-læsere gør den svære tænker til en guilty pleasure

Intet værk i filosofihistorien fremstår så uigennemtrængeligt for den uindviede som Hegels ’Logikkens videnskab’. Det laver litteraten Patrick Eiden-Offe om på med sin håndsrækning til de fortvivlede
Moderne Tider
3. april 2021

Det tyske sprog er særligt velegnet til at filosofere på, skrev filosoffen G.W.F. Hegel i Logikkens videnskab fra 1812, fordi det indeholder en rigdom af ord, der ikke blot er flertydige, men decideret selvmodsigende. Det klassiske eksempel på et sådant ord i den hegelske terminologi er ’Aufhebung’, det vil sige ophævelse, der på den ene side betyder det at hæve noget op, at ophøje det, og på den anden side betyder opløsning, destruktion.

Ordet gør det muligt at fastholde dobbeltbevægelsen i det dialektiske princip, der udgør grundstrukturen i den hegelske filosofi, nemlig at erkendelsen altid skrider frem som en afkræftelse af en tidligere opfattelse, hvorved noget i denne opfattelse dog samtidig bevares. Men denne tænkning i modsigelsesforhold gør også Hegels tekster notorisk vanskelige at læse, og Logikkens videnskab står som en selvomsluttet monolit i filosofihistorien, fuld af storslåede hemmeligheder, der er forbeholdt de særligt indviede.

Det er derfor en befrielse at finde hjælp i litteraten Patrick Eiden-Offes nye bog om at læse Logikken som et ’selvforsøg’. Det er ikke en indføring i Hegels teori, men snarere en selvhjælpsbog til hans frustrerede læsere. Her handler det om den erfaring, vi kan gøre os i læseprocessen om, hvad filosoffens storværk vil os, og hvad vi vil med det. Frem for at støde os på Hegels særegne stil må vi forsøge at gøre os klart, hvad den gør ved os.

Avantgardisten Hegel

Ifølge Eiden-Offe tjener det snørklede og ofte umedgørlige tyske en helt central funktion: Hegels stil er overlagt avantgardistisk, idet han afskriver sig et egentligt fagsprog med tekniske begreber og fremmedord og i stedet benytter sig af almindelige ord fra det tyske dagligsprog – men i en grammatik, der kan synes næsten ulæselig for den almindelige læser. Hvordan skal den følgende sætning fra Logikken eksempelvis forstås? »Det er altså overhovedet selve det endeliges natur at gå ud over sig selv, at negere sin negation og blive uendelig.« Hvadbehager?

Hegels fremmedgørelse af dagligsproget tvinger imidlertid læseren til at følge sprogets bevægelse fra ord til begreb, fra jargon til tanke. Vi får ikke budskabet serveret, men må tygge os gennem svært afkodelige sætninger for selv at gennemleve erkendelsens erfaring. Det er ifølge Eiden-Offe en oplæring i tænkningens proces: Vi lærer at forholde os til en verden, som vi aldrig helt kan tilegne os, men som bliver ved med at vise sig fremmed for os på stadigt nye måder. Når kriser hærger, krige bryder ud, og pandemier rammer, er det nødvendigt med en tænkning, der accepterer, at ikke blot verden har forandret sig, men at tænkningen selv må ændre sig med verden.

Det er helt i Hegels ånd. For ham var logik ikke et statisk system af regler for sammenhængen mellem præmisser og årsager, men tværtimod selvbevidsthedens levende bevægelse: gennem en proces af stadigt nye erkendelser, der afkræftes og ophæves, bliver vi bevidste om os selv. Han kritiserede den klassiske logik med dens fikserede fokus på identiteter og prædikater for nok at være modsætningsfri, men i bund og grund tautologisk og derfor intetsigende.

Må filosofien dvæle ved tænkningen?

Grundpillen i den klassiske logik er Aristoteles’ kontradiktionsprincip, der siger, at noget ikke kan være X og ikke-X på samme tid. Genstand A kan altså ikke både være en blomst og ikke være en blomst. Men når vi har sagt, at genstand A er en blomst og derfor har de egenskaber, der tilhører en blomst, har vi så egentlig lært noget om blomsten? Tænkningen i modsætninger er derimod en tænkning i forskel og forandring. Når noget bliver noget, er det, fordi det ophører med at være noget andet, men samtidig indeholder forandringen bevægelsen væk fra dette andet, som derfor bevares i bestemmelsen af det nye som resultat af forandringen. At blomsten blomstrer giver kun mening, i kontrast til den tid hvor den endnu ikke stod i blomst.

Dette botaniske eksempel peger imidlertid på et forbehold, som Eiden-Offe gør opmærksom på: det etiske dilemma i tankens selvkontemplation. Forfatteren udtrykker det med den marxistiske og antifascistiske digter Bertolt Brechts ord, skrevet i slutningen af 1930’erne: »Hvilke tider er det, hvor / en samtale om træer næsten er en forbrydelse / da den rummer en fortielse om så mange ugerninger!« Kan poesien tillade sig at dvæle ved det skønne, når verden er fuld af lidelse, og kan filosofien tillade sig at dvæle ved tænkningen?

Eiden-Offe er formet af kritisk teori og fransk poststrukturalisme, der forpligter filosofien på magtkritik. En apolitisk tænkning er en eskapistisk tænkning, der vender sig bort fra verden og ind i sig selv. Om forfatterens selveksperiment helt indfrier den forpligtelse på politisk engagement er tvivlsomt, da han ikke undgår et vist sværmeri for tekstens æstetik. Men at gøre Hegels Logik til en guilty pleasure er dog i sig selv lidt af en bedrift.

Patrick Eiden-Offe: Hegels ’Logik’ Lesen. 250 sider. 25 euro. Matthes & Seitz Berlin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her