Man skal ikke lede langt tilbage i historien for at finde politiske ledere, der prioriterede at reformere kalenderen som en naturlig del af det arbejde, der fulgte efter blodige revolutioner og ødelæggende krige.
Og selv om vi på det meste af kloden i dag benytter samme inddeling af året i måneder, uger og dage, så er det en lignende intention, der er på spil, når nutidens politiske ledere taler en bestemt forståelse af tiden op. Nemlig at give mening til deres eget politiske projekt.
Det er pointen i Nomi Claire Lazars Out of Joint – Power, Crises and the Rhetoric of Time, der er et ganske veludført forsøg på at vise, hvordan tiden kan præges politisk, så den ikke bare påvirker vores syn på magten, men også vores forestillinger om, hvad der er muligt og historisk uundgåeligt.
Den naturlige tid
Et af bogens hovedtemaer er historiens store kalenderreformer. Som en allestedsnærværende repræsentation af tiden er kalenderen til alle tider blevet brugt som en teknik til politisk legitimering, og det skyldes først og fremmest, at kalenderen på snedig vis foregiver at spejle naturens cykliske orden.
Tag for eksempel den franske revolutionskalender, der blev indført med udråbelsen af den franske republik i 1792, og som i god oplysningsånd var renset for religiøse helligdage og systematisk inddelte ugen i ti dage a ti timer a hver 100 minutter. Overraskende nok var de franske bønder ikke så vilde med at få inddraget hver anden af deres weekender, og kalenderen blev taget af bordet efter 13 år.
Eller hvad med Stalins kalenderreform fra 1929, der lod proletariatet arbejde i fem roterende turnusser a fem arbejdsdage? På den måde kunne fabrikkerne holde døgnåbent, men her medvirkede utilfredsheden med statens indblanding i, hvem man kunne holde ferie med, til, at kalenderen reelt kun eksisterede i partiets officielle rapporter.
Det er Lazars pointe, at når politiske ledere i krise- og overgangsperioder ofte har prioriteret at reformere kalenderen, handler det om, at det i sådanne perioder har været afgørende at få banket ind i hovederne på folket, hvad det er for en orden, de lever under. Kalenderen tjener her til at associere den politiske magt med noget naturligt.
En kalender kan altså virke stedfortrædende for en politisk orden, men det forudsætter ifølge Lazar, at den i nogen grad læner sig op ad andre og allerede naturaliserede ordener – traditionen, naturen, familien – så folket kan genkende sig selv i den. Det kunne være, at de franske revolutionære og Stalin ville have haft godt af at læse med her.
Ungarns genfødsel
Men hvorfor overhovedet interessere sig for kalenderreformer, når nu historien er fuld af kuldsejlede forsøg på at udføre denne øvelse?
Det er Lazars påstand, at nutidens politiske ledere gør et lignende forsøg på at binde tiden sammen i en cirkel, når de for eksempel udråber en ny stat eller en ny æra og pakker begivenheden ind i en retorik, der handler om national genrejsning – der jo netop ofte betyder en tilbagevenden til en mere oprindelig kultur.
Som et nyere eksempel på en sådan begivenhed fremhæver Lazar vedtagelsen af den nye ungarske grundlov, som præsident Viktor Orbán på kreativ vis fik stemt igennem i 2012. En lov, der fik en usædvanlig hård medfart af EU-Kommissionen, da teksten temmelig åbenlyst nedvurderer de liberale værdier og demokratiske procedurer, man som EU-medlemsland forpligter sig på.
Lazars analyse fokuserer på den indledende erklæring, der er svær at læse som andet end en fremstilling af den ungarske nations åndelige og intellektuelle genfødsel efter præcis 1.000 år i mørke. I et næsten mytologisk sprog fremhæves øjeblikket som et vendepunkt, og det indskrives i en større cyklisk ramme, der markerer nationens retning mod en ny glorværdig æra.
Fremtiden er nu uundgåelig og ikke til forhandling. Og det er dét, som ifølge Lazar er det afgørende for Orbán, der i sin egen selvfremstilling har grebet øjeblikket og dermed legitimeret sig selv som personen, der med alle forhåndenværende midler skal føre folket hurtigst muligt derhen.
Out of Joint er original i sine undersøgelser af, hvordan tid og politik hænger sammen. Den tegner et fængslende billede af, hvordan vi som moderne og lineært tænkende mennesker fortsat forstår vores omverden i cirkler, og hvordan disse cirkler påvirker vores daglige liv.
Det lyder som en bog, der er værd at læse.