tysk venstrefløj
Læsetid: 3 min.

Vi selvretfærdige livsstilssocialister, der smovser i identitetspolitik

Det tyske venstrefløjsikon Sahra Wagenknecht pisser atter i egen rede med en fnysende bog om de venstreliberale storbymiljøer, der går mere op i selvretfærdig identitetspolitik end klasse, økonomi og lige chancer for alle
Den tyske venstrefløjspolitiker Sarah Wagenknecht er provokerende i sin firkantethed, men derfor også god at slibe sine egne synspunkter på.

Den tyske venstrefløjspolitiker Sarah Wagenknecht er provokerende i sin firkantethed, men derfor også god at slibe sine egne synspunkter på.

John Macdougall

Moderne Tider
1. maj 2021

»De venstreliberales fortælling er intet andet end neoliberalismens gamle budskaber på nye flasker. Egoisme er blevet til selvudfoldelse. Evig fleksibilitet er blevet til mangfoldighed af chancer. Og ansvarsløshed over for medmenneskene i ens land er blevet til verdensborgerskab.«

Det tyske venstrefløjsikon Sahra Wagenknecht beder om øretæver i sin nye bog Die Selbstgerechten (De selvretfærdige). Men i sit parti – venstrefløjspartiet Die Linke, som hun repræsenterer i Forbundsdagen – har Wagenknecht faktisk i årevis været på kant med folk, der gerne betegner sig som venstreliberale: omfordelingsglade og dog med hang til en portion markedsøkonomi og stærk værdiliberalisme. Altså den typiske Information-læser (eller -skribent).

Fra retfærdighed til korrekt livsstil

Siden grundlæggelsen af den mislykkede venstrefløjsbevægelse Aufstehen – et blegt tysk forsøg på at kopiere De Gule Veste i mere civiliseret form – er Wagenknechts indflydelse i partiet styrtdykket. Til mange partikammeraters fortrydelse er hun dog still going strong som skribent og som »Tysklands nok mest begavede populist«, som Der Spiegel har kaldt hende.

»Engang stræbte venstreorienterede mod mere retfærdighed, og de rejste sig mod de øverste titusinder og engagerede sig for dem, der ikke var vokset op i en velhavende familie og havde hårdt, uinspirerende arbejde,« skriver Wagenknecht.

»Det gjaldt som venstreorienteret om at beskytte disse mennesker mod fattigdom, ydmygelse og udbytning – og at give dem en chance for uddannelse og social opstigning.«

I dag beskæftiger venstreorienterede i de akademiske storbymiljøer sig derimod overvejende med kønsneutralt sprog og med den korrekte livsstil: at være mod nationalisme, racisme, sexisme og islamofobi – og for mangfoldighed, klimabeskyttelse og tolerance.

Med venstrefløjens moralisme er det altså ikke så mærkeligt, at de lavtlønnede arbejdere for længst er løbet over på højrefløjen til AfD, mener Wagenknecht, der i sin kritik læner sig op ad den amerikanske filosof Nancy Frasers begreb om ’progressiv neoliberalisme’: kombinationen af neoliberalisme og venstreliberalisme, der udgør grobunden for højrepopulismen.

Den identitetspolitiske venstreliberalisme er således ét stort selvbedrag: Venstreorienterede er de ikke, for spørgsmålet om klasse og økonomi ignorerer de totalt. Og liberale er de heller ikke, for de afviser alle ’upassende’ argumenter i stedet for at efterprøve dem argumentatorisk eller empirisk. Ja, faktisk svælger de i »følelsesladede forargelsesritualer« på vegne af stadig mindre minoriteter, der kan beskyttes som ofre, i stedet for at skabe et jævnt fundament for alle. »Etnisk oprindelse bliver vigtigere end ejendomsfordeling,« mener Wagenknecht.

»I denne logik er en hvid, heteroseksuel mand, der som pakkebud tjener 1.000 euro om måneden, og som må sluge piller hver aften mod sin smertende ryg, langt mere privilegeret end datteren i en tilvandret, velhavende indisk lægefamilie eller den højtstående embedsmands homoseksuelle søn, der lige er kommet hjem fra et semesters studieophold i USA.«

En god pointe er, at Amazon, Blackstone og de andre rovdyrskapitalister er vilde med at leve op til de identitetspolitiske krav og sørge for kønsneutralt sprog, safe spaces og færre hvide, heteroseksuelle mænd i bestyrelserne. For så kan de tale til nye segmenter. Og holde lønnen på et latterligt lavt niveau.

Også indvandringspolitisk er Wagenknecht ude på skrammer i sit parti, der er for afskaffelsen af både grænser og kapitalismen. Hun deler ikke bare øretæver ud til den reaktionære islamisme, men især til de venstreliberale, der – påstår hun – ser den som multikulturel berigelse.

Det er pænt letkøbt. Mere grundige er hendes Piketty-inspirerede analyser af indvandring som billig arbejdskraft og som politisk katalysator. Mens det socialdemokratiske SPD og de franske socialister under Benoît Hamon er eksempler på venstreorienterede partier, der er gået ned på en åben flygtningepolitik og krampagtig integrationsdebat, nævner den erklærede kommunist Wagenknecht derimod »die dänische Regierung Frederiksen« som et positivt eksempel på »mere socialstat, mindre indvandring«.

Det rimer fint på, at socialstaten i hendes øjne har brug for nationalstaten, mens de større økonomiske sammenhænge helt ignoreres. Således er EU kun et neoliberalt monstrum, der skal nedlægges eller skrues tilbage til projektets beskedne form i 1960’erne. Ja, dengang i industrisamfundet var det meste faktisk bedre end i dag. Og klasseforholdene mere entydige.

Til tider er Wagenknecht så konfrontatorisk og firkantet, at man må smide bogen fra sig. Men for enhver venstreorienteret storbybo er den faktisk en fin sten at hvæsse sit samfundssyn på.

Sahra Wagenknecht: Die Selbstgerechten. Mein Gegenprogramm – für Gemeinsinn und Zusammenhalt. 345 sider, 25 euro. Campus Verlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Larsen

Bravo, Sahra!

Anders Graae, Mikael Velschow-Rasmussen, Morten Balling, Hanne Utoft og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg læser ikke tysk, men er ret sikker på Sahra Wagenknecht har fat i den lange ende. Tror også gentrificeringen er kommet for at blive. I min andelsboligforening har vi fx både tagterrasser og AirB&B på programmet i de sammenlagte lejligheder og valuar-vurderingerne har gjort os til millionærer. Hvad rager det os, at de studerende af i dag ikke har samme mulighed for en billig bolig i byen, som vi selv havde. Vi skal bare fremad og opad. Every man for himself, som man siger.

Anders Graae, Atilla Thcengiz, Mette Eskelund, Morten Balling, Peter Mikkelsen, Michael Waterstradt og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

Sarah Wagenknecht anbringer nogle uimodsigelige pointer i den offentlige samtale - som understreger at venstreorientering er blevet et forbrugergode; en identitetsparaply, som faktisk intet har med det oprindelige, ideologiske gods at gøre, når det kommer til klasseforståelse, dialektisk/strukturel analyse og respekt for naturen.

Anders Graae, Atilla Thcengiz, Mette Eskelund, Nike Forsander Lorentsen, Morten Balling, Peter Mikkelsen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Rune Stilling

Kunne have været interessant om anmelderen havde foldet "Det er pænt letkøbt." lidt mere ud

Steffen Gliese

Folk går for meget op i materiel levestandard og for lidt i frihed og personlig vækst.
Identitetspolitiske krav er langt mere fundamentale end retten til at underlægge sig massen.
Selvfølgelig skal der være ordentlige vilkår, men så må folk jo organisere sig fagligt og politisk og øve indflydelse igennem de demokratiske fora. Men i demokratiet kan det kun handle om, at den enkeltes status i demokratiet er den samme, uanset radikale forskelle imellem de individer, der til sammen udgør folket.

Peter Jensen

Selvom jeg ikke er på linje med Die Linke, kan man ikke undgå at have respekt for Sahra Wagenknechts konsekvente sociale indignation, kombineret med modet til at sige fra overfor den politiske korrekthed på venstrefløjen, som hun rammende beskriver som selvretfærdig. Tendensen kommer ikke mindst til udtryk hos Die Grünen, der til overflod har politisk korrekte synspunkter, men en mere beskeden social profil. Det er politik for en priviligeret del af middelklassen, som gerne vil føle sig som gode mennesker. Som person betragtet, ville Wagenknecht også være en langt mere interessant kanslerkandidat fra venstrefløjen, end Baerbock.

Jørgen Mathiasen

Der er en væsentlig forskel mellem de to partier, Baerbock og Wagenknecht repræsenterer: Med en aktuel tilslutning i meningsmålingerne på 27% til De Grønne er partiet nu i praksis en spærreminoritet. Die Linke står til 7%.

Der er to væsentlige forskelle på Baerbock og Wagenknecht som person: Den sidste ligger i evig strid med sit eget parti og har aldrig troet, at hun kunne blive valgt som kansler. For Baerbock gælder det modsatte.

Peter Jensen

Baerbock er vel i højere grad et produkt af sit parti. En profil af partiets idealer, som først nu for alvor skal forsøge at udfylde rollen.

Rune Stilling

"Det er politik for en priviligeret del af middelklassen, som gerne vil føle sig som gode mennesker."

Til dels enig i første del men ikke enig i anden del (motivationen). Det er måske mere et spørgsmål om, at det kræver et vist økonomisk og socialt overskud at engagere sig i andet en den daglige overlevelsesdagsorden. Det er jo det, som er det uhyggelige ved kapitalisme. Den presser og presser os alle sammen derud, hvor vi ikke har tid til at beskæftige os med at holde fast i vores ønsker og idealer for det gode liv. Det er vel en kamp, der konstant bølger frem og tilbage.

Jørgen Mathiasen

"Det er politik for en priviligeret del af middelklassen, som gerne vil føle sig som gode mennesker."

Jeg skal igen gøre opmærksom på den dugfriske dom fra forfatningsdomstolen: Den tyske klimapolitik tager i følge Karlsruhe ikke hensyn nok til kommende generationer og skal derfor ændres. Dette er i valgkampen vand på De Grønnes mølle i en sådan grad, at både CSU og SPD øjeblikkeligt har varslet lovændringer.

Et andet eksempel er De Grønnes lejerpolitik (loft over huslejestigninger). De Grønne vil ændre loven til at gælde for hele Tyskland, og det er sikkert muligt, men partiet kan ikke ændre på grundlæggende magtforhold, og kan derfor heller ikke føre politik imod middelklassen, som til dels opfatter De Grønne som forbudspartiet. Det er ikke mennesker, der opfatter sig selv som gode: De foretrækker at køre bil uden fartbegrænsninger på autobahnen og spise alle de røde bøffer, de overhovedet kan stoppe i hovedet.

Peter Jensen

Folk med uforbederlig hang til luksusforbrug med dyre biler og røde bøffer, er et andet priviligeret segment, som selvfølgelig også står i opposition til "de gode mennesker". Men, som Wagenknecht påpeger, viser sidstnævnte gruppes selvretfærdighed sig i en negligering af, at mindrepriviligerede grupper er langt mere udfordrede, med henblik på at leve op til de idealer, som de selv har forholdsvis let ved at efterleve. Det fører både til intolerance, på trods af at man ellers taler for tolerance, og manglende forståelse for betydningen af, at prioritere grundlæggende sociale problemer.

Jørgen Mathiasen

Hvis Sahra Wagenknecht kunne hente stemmerne fra de 14% af den tyske befolkning, som direkte eller indirekte arbejder i bilindustrien, og som i millionvis af tilfælde udgør Venstrepartiets idealvælger, så havde hun fordoblet partiets repræsentation i menigsmålingerne. Der er talrige grunde til, at det kunststykke ikke kommer til at lykkes.

Hvis hun absolut vil lægge en ny historisk fejltagelse oven i den, hun allerede har i bagagen, så er det hendes sag men næppe Venstrepartiets, for hvem hun er en sten i skoen. Hvad retningen er, kan enhver med ører og øjne iagttage: ligesom Wagenknecht er de øvrige politikere udfordret af den grønne dagsorden. Forhåbentlig vil Venstrepartiet ikke optræde som spøgelsesbilist i valgkampen men overlade det alene til Wagenknecht.