Filosofi
Læsetid: 6 min.

Fire kvindelige tænkere skrevet sammen i en overraskende god fortælling

Tyske Wolfram Eilenberger har med den begavede ’Feuer der Freiheit’ skrevet en biografi om fire kvinders personlige og filosofiske frihedskampe. En bog som er umulig at lægge fra sig
Moderne Tider
15. maj 2021
Mystikeren Simone Weil står tilbage som den mest fascinerende af fortællingens fire kvinder.

Mystikeren Simone Weil står tilbage som den mest fascinerende af fortællingens fire kvinder.

The Granger Collection/Ritzau Scanpix

Wolfram Eilenberger har gjort det igen. Endnu en gang har den tyske forfatter og filosof udtænkt en bogstavrimbaseret titel til en bog: Bestselleren fra 2018 hed Zeit der Zauberer (Troldmændenes tid), og opfølgeren er blevet døbt Feuer der Freiheit (Frihedens ild, udkommer på dansk til efteråret på forlaget Klim).

Endnu engang fortæller Eilenberger én historie, der strækker sig over præcis ti år: Zeit der Zauberer så nærmere på perioden 1919-1929, mens Feuer der Freiheit næsten fortsætter, hvor forgængeren slap og nu forsøger at udrede tiåret 1933-1943. Eilenberger har desuden gentaget sit grundlæggende greb med at flette fire biografiske narrativer sammen til én sammenhængende historie.

Men hvor Zeit der Zauberer portrætterede fire lærde – og tysktalende – mænd, nemlig Martin Heidegger, Ludwig Wittgenstein, Walter Benjamin og Ernst Cassirer, retter Feuer der Freiheit blikket mod en spraglet kvartet af egensindige kvinder: Tysk-jødiske Hannah Arendt (1906-1975), franske Simone de Beauvoir (1908-1986), fransk-jødiske Simone Weil (1909-1943) og russisk-amerikanske Ayn Rand (1905-1982).

Frem for alt er Eilenberger dog lykkedes med igen at komponere en både begavet, umanerligt velskrevet og elementært medrivende fortælling, som det – bogens næsten 400 sider til trods – er ualmindeligt svært at lægge fra sig.

Fragmentarisk fortællekunst

Det er egentlig en smule overraskende, at bogen fungerer så godt, som den gør.

Historien slutter – meget abrupt – midt i Anden Verdenskrig. Og selv om læseren selvfølgelig udmærket ved, hvor denne historie ender, forbliver fortællingen – som et stykke krigshistorie – fuldstændig uafsluttet.

Den samme uafsluttethed går igen, når det kommer til tre ud af de fire minibiografier, som udgør handlingens røde tråd: I 1943 har Hannah Arendt således endnu ikke udgivet ét eneste af de mere modne værker – såsom Totalitarismens oprindelse fra 1951 eller Eichmann i Jerusalem fra 1963 – som især er årsag til hendes berømmelse.

I 1943 er der også stadig seks år, til Simone de Beauvoir får færdigskrevet sit feministiske magnum opus, Det andet køn (1959). Og selv om Ayn Rand får kommerciel succes i 1943 med kæmperomanen The Fountainhead, er og bliver det den noget senere Atlas Shrugged fra 1959, der regnes for hendes hovedværk. Simone Weil får som den eneste ikke skrevet noget som helst efter 1943, al den stund hun dør af et tuberkuloserelateret hjertetilfælde den 24. august samme år.

Et langt stykke ad vejen er det dog netop det fragmentariske og skitseagtige ved bogens hovedplot, der fungerer så godt. Vi møder samtlige fire hovedpersoner, mens de er i midten af 20’erne, og vi tager afsked med dem igen (i Weils tilfælde den ultimative afsked), da de stadig blot er midt i 30’erne. Vi følger dem således gennem en række formative erfaringer, hvor skitserne til de senere forfatterskaber bliver tegnet (igen med Weil som undtagelsen).

Og Eilenberger trækker hele vejen igennem meningsgivende tråde til tankemotiverne i de senere værker, hvorved bogen på æggende vis peger ud over sig selv og videre mod resten af historien, som læseren må have til gode til en anden lejlighed.

Fire frigørelsesprojekter

Som bogens titel indikerer, iscenesætter Eilenberger sine minibiografier som fire forskellige frigørelsesprojekter.

Simone de Beauvoir forsøger at frigøre sig på to simultane fronter: både fra det franske bourgeoisis konventionelle moralkodeks sammen med livsledsageren Jean-Paul Sartre (og ikke at forglemme: sammen med et utal af fælles elskerinder) – men også fra selv samme Sartre, hvis litterære skygge vokser sig gigantisk fra udgivelsen af romanen Kvalme i 1938. Den unge Simone de Beauvoir slås i det hele taget med spørgsmålet om selvet og de andre, og selv om hun er enig med Sartre i, at den enkelte risikerer at miste sin »autenticitet« via desperat stræben efter andres anerkendelse, får hun i stigende grad en fornemmelse for, at kvindens kønnede situation medfører nogle særlige vanskeligheder, når det kommer til at skulle eksistere som et frit subjekt, der må sætte sine egne værdier.

Wolfram Eilenberger: ’Feuer der Freiheit – Rettung der Philosophie in finsteren Zeiten (1933–1943)’. 400 sider. 25 euro. Klett-Cotta.

Saxo

Hannah Arendt forsøger at finde balancen mellem personlig frihed og dedikeret kærlighed, ligesom hun bøvler alvorligt med spørgsmålet om, hvordan hendes personlighed er spændt ud mellem uensartede identiteter som tysker, jøde, statsløs (fra 1937), intellektuel, fraskilt (i 1937), gift på ny (i 1940), kvinde, verdensborger, individ og immigrant i først Frankrig og senere USA.

På sin egen originale facon er Arendt frem for alt en kompromisløs frihedstænker, hvis spirende diagnose af »totalitarismen« da også går på, at essensen af den totalitære stat (i dens sovjetkommunistiske såvel som i dens nationalsocialistiske varianter) er et systematisk forsøg på at udradere spontanitet, individualitet og uforudsigelighed fra planetens overflade.

Arendt er skånselsløs i sin stil, når hun fremsætter sine synspunkter (hvilket skaffer hende uvenner over alt), og dét samme kan i den grad siges om Ayn Rand. Som emigrant fra Stalins Sovjetunionen nærer Rand et bundløst had til enhver form for socialisme og kollektivisme, da disse ideologier – som Rand ser det – ødelægger det mest værdifulde, menneskelivet kan byde på: frie og skabende handlinger udført af få, handlekraftige individer.

Flertallet foretrækker desværre at gemme sig i fåreflokken, mens »føreren« (om denne så hedder Hitler, Stalin eller Franklin D. Roosevelt) dirigerer dem rundt i manegen. Gennem en række polemiske filmmanuskripter og romanudkast vil Rand imidlertid forsøge sig med et episk modnarrativ, der hylder »den sande egoisme« og det skabende (over)menneske.

Lad mig være helt ærlig: Jeg forsøgte at læse om Rand med et åbent sind, og der er ingen tvivl om, at hun er en fascinerende figur. Alligevel sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at Rands analyse simpelthen ikke er værd at tage seriøst som et bud på en gennemargumenteret filosofi: Hun er undtagelsesløst usvigeligt sikker på, hvad der er sandt og falsk, hun lader ikke til at tage nogen modargumenter alvorligt, og denne totale mangel på nuancerende selv-skepsis skæmmer hendes tænkning.

Den underkendte mystiker

Konkurrencen er hård, men mystikeren Simone Weil står alligevel tilbage som fortællingens allermest fascinerende figur. Hun er samtidig den mindst berømte af de fire protagonister, og Eilenberger slutter bogen med en opfordring til nutiden om at blive moden til at opdage og anerkende hendes værk.

Weils personlige frisættelsesprojekt indebærer dybest set en total overskridelse af enhver dennesidig fornuft: I kraft af religiøse åbenbaringer i midt-30’erne bliver det hende klart, at verden kun kan reddes fra materialismens, ideologiens og egoismens ødelæggende åg, hvis vi fornægter vores eget »jeg« og overgiver os ubetinget til en næstekærlighedsbaseret sympati for medmenneskenes lidelser.

Det lyder lidt flippet, men Weil praktiserer i næsten overmenneskelig grad, hvad hun prædiker: Hun giver alle sine penge væk til de trængende, melder sig – på trods af både dårligt syn og endnu dårligere evner som skytte – under fanerne mod Franco i Den Spanske Borgerkrig, går i brechen for en serie af fagforeninger, arbejder på fabrik, går i kloster, skælder Trotskij ud, er frihedskæmper under Anden Verdenskrig og bliver – til Simone de Beauvoirs udtalte forbløffelse – rørt til tårer, hver eneste gang hun hører om fremmede menneskers lidelser.

Hvis Rand inkarnerer en nietzscheansk herremoral, står Weil på slavemoralens side, og man kan ikke dy sig for at tænke, at hun – som Joakim Garff har skrevet om Kierkegaard – givetvis dør af længsel efter evigheden i lige så høj grad som af kropslig svækkelse.

Feuer der Freiheit slutter ikke med noget facit. Den præsenterer i stedet læseren for fire forskellige måder at praktisere og tænke friheden på, som undervejs får lov til at tale med og mod hinanden – men hvor det sidste ord må være læserens egen sag. Den er hermed anbefalet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

... og anmeldelsen hermed også anbefalet.

Louise Hansen

Det er altid rart at vide, at det er kvindelige tænkere, og ikke bare tænkere. Så kan man tænke sit.