Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Der er ingen grund til at trække nazikortet over for Løgstrup, konstaterer ny bog

Den berømte danske teolog og filosof K.E. Løgstrup var ikke, som hævdet for et par år siden, fascineret af nazismen. I stedet pegede han ifølge ny bog på, at politik ikke alene kunne koges ned til et valg mellem demokrati og totalitarisme
Moderne Tider
12. juni 2021
Det var ikke sympati for nazismen, der fik Løgstrup til at kritisere det liberale parlamentariske demokrati, slår bogen fast.

Det var ikke sympati for nazismen, der fik Løgstrup til at kritisere det liberale parlamentariske demokrati, slår bogen fast.

Erik Friis

I 1936 skrev K.E. Løgstrup en kronik med titlen »Nazismens filosof«. Senere fulgte yderligere to kronikker med titlen »Førerskab og diktatur«. De tre tekster er en ret vanskelig udredning og hudfletning af filosoffen Martin Heidegger, føreren Adolf Hitler og nazismen bredt betragtet. I baggrunden sammenlignes der hele tiden med demokratiet som styreform.

Mange år senere, i 2019, udgav Esther Oluffa Pedersen, lektor i filosofi, et digert værk om forskellige intellektuelle i tiden før og efter Anden Verdenskrig. I bogen og i interview om bogen fortalte hun, hvorledes Løgstrup – kendt for sin rolle i modstandsbevægelsen under krigen – for en stund var fascineret af nazismen, og hvorledes han i 1936 havde rost Hitler og Heidegger for deres filosofiske begrundelse af førerskabet af den tyske nation.

Kritikerne var der som et søm, og resultatet blev en kort og indforstået fejde i Kristeligt Dagblad om, hvorvidt Løgstrup på nogen måde var fascineret af nazismen. Jeg ville ikke have gættet på, at en så relativt indforstået diskussion ville trække spor, men nu foreligger der med antologien Førerskab og folkestyre en af de grundigere tilbagevisninger, historien har set.

En ondsindet påstand

Hvordan kunne man få den tanke, at Løgstrup havde de fjerneste aktieposter i nazismen eller dens bagvedliggende tankegods?

Jo, for det første gjorde Løgstrup det ikke nemt for nogen. Hverken for læserne i 1936, eller os der læser i 2021. På samme måde som ironien i dag er blevet til at misforstå, når Shu-bi-dua synger om, at de varme lande er noget lort, så er Løgstrups umiddelbart indfølte, men dog vrængende fremstilling af nazismens vulgærfilosofi også til at misforstå.

For det andet er Løgstrup rundet af en intellektuel kilde, som også nazismen trak store veksler på, nemlig livsfilosofien. Løgstrups forfatterskab – og det gælder også længe efter, han fik sit gennembrud med hovedværket Den etiske fordring – beskæftiger sig med, hvordan tingene løber af med os i spontane handlinger, vi knap selv forstår, og hvordan vores egne forfængelige ideer om os selv og vores eget værd har det med at stille sig i vejen for det gode i form af livet selv.

Nazismens grundidé om at sætte sig selv til side af hensyn til racens selvudfoldelse trækker også på en idé om ’livets love’. Kan der være tale om et slægtskab?

Bogens forfattere siger eftertrykkeligt nej. Det er udtryk for en fejlslutning, hvis man tror, at Løgstrup brugte krudt på at kritisere det liberale parlamentariske demokrati og en humanisme, der kunne være en kende naiv, fordi han nærede sympati for nazismen eller det, der lignede.

Som teologen Tine Reeh udmærket forklarer, var tilfældet snarere, at Løgstrup anvendte livsfilosofiske begreber til at forklare, hvorledes livsfilosofiens krav om et dybere og mere ægte liv gjorde, at nazismen kunne fænge an i både den tyske befolkning og filosoffen Heideggers hjerte, og samtidig kritiserede han både nazismen og det liberaldemokratiske selvbedrag. Det var simpelthen muligt at mene mere og andet, end at valget skulle stå mellem demokrati og totalitarisme.

Tilbagevisningen af nazismeanklagen, eller hvad vi nu skal kalde den, bliver gennemført, som en kirurg ville fjerne en blindtarm. Det går langsomt for sig.

Først starter Tine Reeh med et kapitel om Løgstrup og Hal Kochs uenighed under krigen, så skriver religionsfilosoffen Svein Aage Christoffersen om ’det oprindelige’, så optrævler filosoffen Bjørn Rabjerg hele det sarkastiske legestykke, som Løgstrups kronikker er, så lukker teologen Svend Andersen operationssåret med et kapitel om, hvad Løgstrup lærte og ikke lærte af Heidegger. For nu at nævne nogle af de bedste tekster. Som er gode og spændende.

Bogen er dog for lang, der er for mange tekster i randzonen af emnet, og der er for mange gentagelser af de samme citater. Der anes undertiden også en fornærmet-apologetisk tone: Hvem kan finde på at hævde dette om Løgstrup, en så ondsindet påstand? Dette nazispøgelse skal denondelynemig manes i jorden.

Gateway drugs

Jeg fulgte med i debatten mellem Esther Oluffa Pedersen og Løgstrups fodsoldater, og jeg var fra starten sympatisk indstillet over for tanken om, at livsfilosofi for nogle intellektuelle endte med at være et gateway drug til nazisme. I mellemkrigsårene var der noget om snakken.

Herbert Marcuse, der som filosof var skåret over en noget anden læst end Løgstrup, bemærkede allerede i 1934, at nazismen for ham at se var en forudsigelig pervertering af livsfilosofien. Han sagde for eksempel, at »kampen mod fornuften driver den [livsfilosofien] blindt ind i armene på de fremherskende politiske kræfter«.

Over for en rationel, teknisk verden med småborgerlige livsmål opfordrede nazismen til en heroisk livsholdning, hvor individet var bundet til noget større – vilje, blod, handling. Heidegger er et eksempel på, hvordan intellektuelle kunne fremmane deres private version af nazismens reduktion af politisk historie til naturhistorie.

Marcuse så en dyster sammenhæng mellem eksistentialisme og politik. Det individ, der i et borgerligt samfund var blevet reddet af livsfilosofien, fordi den leverede kraft og beslutsomhed, var nu fanget af nazismen – dens politisk-eksistentielle videreudvikling.

Nazismens MacGuffin

Den tyske filosof Hans Blumenberg fremhævede engang Alfred Hitchcocks skæve forklaring af, hvad en ’MacGuffin’ går ud på, som en slags nøgle til Martin Heideggers filosofi.

En MacGuffin er den mystiske genstand, som helten og skurken altid konkurrerer om at få fat i. I 1966 blev Hitchcock spurgt, hvad en MacGuffin var, og som svar opdigtede den legesyge filminstruktør en dialog mellem to mænd på et tog. Den ene pasager spørger den anden, hvad det er for en pakke, han har lagt i bagagenettet:

»Nå den, det er en MacGuffin,« bliver der svaret. Og han forklarer efter endnu et spørgsmål, at det er et apparat, man kan bruge til at fange løver i Adirondack-bjergene med. Den første indvender: »Jamen, der findes da ingen løver i Adirondack-bjergene.« Hvortil den anden svarer: »Nå, så var det alligevel ikke nogen MacGuffin.« En MacGuffin er altså, antydede Hitchcock, en indholdsløs bærer af en hemmelighed.

Sammenligningen med en MacGuffin er en suveræn fremstilling af Heidegggers svært tilgængelige værenstænkning. Som Blumenberg opsummerer, så må enhver, der har ladet sig påvirke af »forberedelserne til ekspeditionen ind i hjertet af tilværens væren«, blive rystet over de banaliteter, der optræder derinde.

Løgstrup blev jo også påvirket af »forberedelserne til ekspeditionen ind i hjertet af tilværens væren«. Han sad som studerende i 30’ernes Tyskland med ved seminarerne ledet af Heidegger. Måske han også blev rystet af noget hos Heidegger, for Løgstrup præsterede allerede i 1936 tre tekster, der også handlede om nazismens mystiske X.

Den danske teologs fremstilling af nazismens filosof – som man kunne forledes til at tro var Heidegger, men som viser sig at være Hitler – er samtidig nådesløs over for Heidegger. For selv om den bibeholder respekten for hans filosofiske anslag, piller den fuldstændigt pynten af hans politiske dømmekraft. Hvis man sidder tilbage med en fornemmelse af, at Heidegger var en nyttig idiot, er det nok ikke helt utilsigtet.

Djævelens advokat

Konklusionen må være – og det er vel, hvad Løgstrup-fortolkerne på bunden er enige om – at Løgstrups kronik skal læses som skrevet af djævelens advokat. Løgstrup har vist ikke været helt u-selvtilfreds med at skrive noget, som han ikke rigtig mener, i en sprogdragt, han godt vidste kunne aktiveres i flere retninger.

Ironi og sarkasme dominerer, og fordi han er en kender og også en slags bruger af vitalistiske begreber, er han ekstra opmærksom på deres politiske vulgariseringer. Som litteraten Hans Hauge påpeger, forstod datidens læsere muligvis endnu mindre af kronikkerne, end vi gør i dag.

Der er dog en anden og vigtigere lektie, og den kan udledes af hele Løgstrups forfatterskab, hvor tingene løber af med os i spontane handlinger, vi knap selv forstår. Lektien er, at mens vitalisme og eksistensfilosofi sagtens kan gøres falsk og billig – for eksempel når den bliver til politiske opfordringer til at umyndiggøre sig selv i selvforglemmende handlinger – så er der heller ikke noget, der på forhånd udelukker, at vitalisme, eksistensfilosofi og demokrati kan trives sammen.

Hans Hauge, Bjørn Rabjerg og Sasja E.M. Stopa (red.): Førerskab og folkestyre: K.E. Løgstrups kronikker om nazismen. 385 sider. 250 kroner. Fønix.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det lyder virkelig spændende. Det er jo en helt anden måde at skære kagen på end de forarmede angelsaksiske teorier, der har fået lov at dominere den filosofiske diskussion i offentligheden i disse år.

Carsten Nørgaard

@Steffen Gliese:
Der findes også et glimrende alternativ til ”de forarmede angelsaksiske teorier” i Johann Chapoutots værker. Han er professor i samtidshistorie ved Sorbonne i Paris med speciale i nazismens historie og skriver især ud fra en idehistorisk vinkel.

Således udkom hans doktordisputats ”Nationalsocialismen og Antikken” (”Le National-socialisme et l'Antiquité”) i 2008, ”Den nazistiske kulturrevolution” (”La Révolution culturelle nazie”) i 2017, og ”Fri til at adlyde: Management fra nazismen til i dag” (”Libres d'obéir. Le management, du nazisme à aujourd'hui”) i 2020.

Desværre udkommer hans bøger primært på fransk og italiensk. To er dog blevet udgivet på engelsk:

”Law of Blood: Thinking and Acting Like a Nazi”
(Harvard University Press, 2018)

”Greeks, Romans, Germans: How the Nazis Usurped Europe’s Classical Past”
(University of California Press, 2016)

Langt størstedelen af de bøger, han skriver, ender i omegnen af 500 sider, så begrundelserne for hans (ofte friske) pointer får god plads. Og det har altså bare en hel anden ”duft i bageriet” end det katalog af nærmest tabloide dokumentarer om Anden Verdenskrig, man fx finder på Disney Plus og Netflix.