Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Italiensk tænker: Turisten og terroristen er vor tids arketyper

I mere end tre årtier har den italienske forfatter og udgiver Roberto Calasso arbejdet på et encyklopædisk værk om den moderne bevidstheds tilblivelse. I niende bind ankommer han til vores tid. Det er ildevarslende læsning
Tidens to arketyper, turisten og terrroristen, har pornoen som fælles omdrejningprunkt; for turisten er den en eksistensform – for terroristen er den gnisten, der kan tænde hadet.

Tidens to arketyper, turisten og terrroristen, har pornoen som fælles omdrejningprunkt; for turisten er den en eksistensform – for terroristen er den gnisten, der kan tænde hadet.

Tor Birk Trads

Moderne Tider
26. juni 2021

Den italienske tænker Roberto Calasso deler stadigvæk i en alder af 80 sin arbejdsdag i to. Om eftermiddagen driver han et af Italiens mest velrenommerede forlag, Adelphi. Og om formiddagen skriver han – altid med fyldepen – omgivet af sin berømte bogsamling, der omfatter samtlige 992 eksemplarer af den østrigske forfatter Karl Kraus’ legendariske magasin Die Fackel, foruden førsteudgaver af Spinozas og Giordano Brunos værker. Siden 1983 har Calasso skrevet på ét monstrøst værk, en bogserie om den moderne bevidstheds tilblivelse og de myter, vi burde være sluppet af med, men som stadig former os.

I niende bind, The Unnamable Present, er Calasso – efter blandt andet at have skrevet om det antikke Grækenland, indisk mytologi, et afrikansk sagnkongedømme, Den Franske Revolution, Franz Kafka, Baudelaire og maleren Tiepolo – ankommet til vores nutid. Krisesamfundet. Overvågningskapitalismens tidsalder. Den antropocæne tidsalder. Populismens epoke – hvad end vi nu vil kalde den.

Og det er netop Calassos præmis: Nutiden er frem for alt så flygtig, overlæsset og uforudselig, at enhver betegnelse kommer til kort:

»For os, som lever i dette øjeblik, er den mest nøjagtige og mest påtrængende følelse, at vi ikke ved, hvor vi bevæger os hen fra dag til dag. (…) Tydeligere end før indser vi, at vi lever i den ’ubenævnelige nutid’,« som han skriver.

Det forhold afspejler sig i bogens form. Calasso skriver afsøgende og associerende, smidigt og aforistisk. Læsningen er lidt, forstiller jeg mig, som at se en gobelin blive til. Calasso væver hele tiden nye tråde ind i sit stof: Hen ad vejen begynder der at danne sig forskellige mønstre, motiver, slidser og linjer. Sammenvævningen af bogens mange personer, emner og ideer er dog langtfra pædagogisk indlysende eller enkel. Oftest er forbindelserne uventede, obskure. Calasso er på den måde fascinerende: let at læse, men vanskelig at gribe og begribe – ligesom emnet.

Det modernes mytologi

The Unnamable Present består af tre dele. I de to første (og længste) efterspores mytologiske træk i den moderne verden – træk, der særligt viser sig i ’vores’ omgang med det fremmede, Den Anden og det ubegribelige.

Calassos udgangspunkt er, at den europæiske verden i årene mellem 1933 og 1945 forsøgte »at tilintetgøre sig selv«. Det, der fulgte, »var formløst, groft og overvældende. I det nye årtusinde er det formløst, groft og stadigt mere magtfuldt. Flygtigt i alle aspekter, den modsatte verden af den, som Hegel havde forsøgt at begribe med begreber«.

I denne verden, vores nutid, præges af to tidstypiske skikkelser, hævder Calasso: turisten og terroristen. Begge udlægges som reaktioner på en »allestedsnærværende mangel på substans«. Mere end et suk er det en konstatering: Manglen på substans er en ny orden. En tilfældets og flygtighedens orden, accelereret af alskens teknologier. En orden uden centrum – til stede alle vegne.

Roberto Calasso: ’The Unnamable Present’. 208 sider. 24,99 dollar. ‎ Farrar, Straus and Giroux.

Roberto Calasso: ’The Unnamable Present’. 208 sider. 24,99 dollar. ‎ Farrar, Straus and Giroux.

Et af de fænomener, som Calasso – med den skælmske alvor, som bærer hele bogen – bruger som fremkalderbad for denne orden, er pornoen. For terroristerne er porno en anstødssten. »Den sekulære verden havde invaderet deres bevidsthed med noget uimodståeligt, som tiltrak dem, og samtidig hånede og underminerede dem. Uden brug af våben – og dertil uden at antage eller behøve mening,« som der står. Pornoen er – i sin invaderende fremmedhed, sin kokette meningsløshed – en kilde til nydelsesblandet afsky, ressentiment, had. Et had, som terroristerne – og her tænker Calasso i første række på islamistiske – nærer til det sekulære samfund som sådan.

Terrorisme drives imidlertid ikke bare af had, en følelse, men også af ideer. Ikke så meget specifikt religiøse eller ideologiske ideer, snarere en grundmytisk ofringsidé: »Terror beror på en idé om, at kun drab kan garantere mening. Alt andet forekommer skrøbeligt, usikkert, utilstrækkeligt.« Terroristen søger, ved brug af det ultimative middel, det voldelige offer, at (gen)skabe en mening, en fast, ren, begribelig virkelighed. Motivationerne og retfærdiggørelserne påklistres efterfølgende, mener Calasso.

Turisme som livsform

Turisten er på sin side hjemme i pornoen, ja, i en vis forstand er turisme porno. Som Calasso rammende skriver, er der i hvert fald en vis fællesmængde:

»En maksimal reduktion af gestik og kodede handlinger. Minimal forskel i tøj og indretning. En tendens til ikke at spilde tiden, til at undgå komplicerede fortællinger. Alt følger forudindstillede forløb. Ingen griner. Man ser at komme i gang.«

Pornoen er altså for Calasso et fikserbillede af en uvirkelig virkelighed, som både er overrumplende og abstrakt, friktionsløs og voldsom, fyldt med digitale ord, billeder og tegn, men umulig at tyde. En virkelighed, som tilskynder til protest eller hengivelse. For turisten mest det sidste.

Turisten flyder velvilligt omkring. Altid nysgerrig, entusiastisk, på jagt efter oplevelser og autenticitet, bekvemmelighed og afslapning. Men aldrig helt tilfreds, sjældent forpligtet på noget, aldrig helt i kontakt med noget virkelig fremmed – turisten har enten allerede set ’det’ på skærmen eller skærmer sig i turistindustriens verdensomspændende, ensartede korridor.

Sådan er vi dog ikke kun, understreger Calasso, når vi rejser: Til hverdag surfer vi rundt, uforpligtede, skærmede og virkelighedshungrende i en digital verden. Turisme er blevet en væremåde, vores vestlige væremåde, hævder han.

Turisten og terroristen er for Calasso ikke kun modbilleder. Eksempelvis kræver de begge, at »alt skal være ’meningsfuldt’«, det vil sige: have et formål, en metafysik. Ligesom de fra hver deres yderposition stiller det samme spørgsmål: Hvordan kan (og bør) vi reagere på det anmassende fremmede, formålsløse, uforståelige, som melder sig i flygtigheden og tilfældigheden? Turisten finder det hele interessant, så længe det holder sig i en tillempet, tam form, mens terroristen finder det meste truende og vil tilintetgøre det. Begge svar er dårlige, klart nok, men de er ikke eksklusive for de to typer, antyder Calasso; der er også tale om en tænkemåde, vi alle kan forfalde til.

Det sammenstyrtende tårn

I bogens anden del, The Vienna Gas Company, går Calasso tilbage til perioden 1933-1945. Helt tæt på, fra dag til dag, følger han et væld af historiske skikkelser. Nogle er ofre, andre gerningsmænd, alle er vidner til katastroferne på det europæiske kontinent. Et vigtigt spor er igen det mytiske i det sekulære. Som der står et sted: »i den sekulære tidsalder må ofring byttes ud med ordet eksperiment (…) det tyvende århundredes to store eksperimenter var Hitler og Stalin«. Hvis bare ’de andre’ – kapitalisterne, de borgerlige, jøderne – var væk, ofret, ville alt blive godt, lød den dystre ideologiske logik.

Et andet spor i denne del er de forskellige skikkelsers profetiske indsigter såvel som deres monumentale fejlvurderinger, som Calasso bruger til at vise, hvor uventede katastrofer i det hele taget kan være. Som en vag, men alligevel følelig varsel til nutiden. Hvilket han vender tilbage til i bogens sidste del, Sighting of the Towers, der bare fylder én side.

Her gengiver Calasso en tekst af Baudelaire, som drømte, at han befandt sig i et sammenstyrtende tårn. Calassos tilføjelse lyder, gådefuldt, at når nyheden om det styrtende tårn når os, vil der ikke være ét, men to – tvillingetårne.

Indvarslede de i forfatterens øjne et igangværende sammenbrud? Måske kommer svaret senere på året, hvor det – foreløbig? – sidste bind i Calassos modernitetsserie udkommer. Igen er han på jagt efter myten i det moderne, denne gang med udgangspunkt i Bibelen.

Lad os håbe, at det bliver lige så åbent, barokt og tankevækkende som i The Unnamable Present – og måske lidt mindre kabbalistisk-ildevarslende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Rasmussen

Fra dadaisme til dataisme, således er livets gang :-)