Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Vi tror blot, at vi ikke tror, hævder ungarsk tænker

Ungarske László F. Földenyi går til kamp mod Hegel og slår et slag for metafysikken i en essaysamling, der skæmmes af romantisk-reaktionære impulser, men også demonstrerer, at forfatteren er en interessant og utidssvarende stemme i europæisk tænkning
Moderne Tider
5. juni 2021
I bogen er Dostojevskij modsat Hegel en helteskikkelse, der synliggør de usynlige.

I bogen er Dostojevskij modsat Hegel en helteskikkelse, der synliggør de usynlige.

Ritzau

Sidste år markerede Information filosoffen G.W.F. Hegels 250-års fødselsdag. En omfattende artikelserie og en bogudgivelse, Hegel – for et større publikum, blev lanceret, og den tyske tænker blev fejret ved et stort anlagt, udsolgt symposium på avisen.

Én, der nok ville have nægtet at deltage i festlighederne, hvis han var blevet indbudt – eller måske netop ville have deltaget for at sprede lidt ubehag – er ungarske László F. Földenyi. Som han har fortalt et sted, er han »tiltrukket« af det ubehagelige, og så opfatter han Hegel som en af filosofihistoriens skurke. Især det sidste viser han i sin seneste essaysamling, udsendt på engelsk under titlen Dostoyevsky Reads Hegel in Siberia and Bursts into Tears (Dostojevskij læser Hegel i Sibirien og brister i tårer).

Ateistisk religiøsitet

Til daglig er Földenyi professor i kunstteori. Det til trods befinder han sig rent stilistisk langt fra standardakademisk tidsskriftsprosa. Teksterne i Dostoyevsky Reads Hegel in Siberia and Bursts into Tears er fyndige, associativt springende, på én gang gammelhumanistisk lærde og avantgardistisk formbevidste.

Tit er de på gyngende grund. Langt ude, ville nogen sige, eller måske dybt nede. Det hænger ikke bare sammen med stilen, men også Földenyis ærinde. Han vil nemlig undersøge »erfaringen af uudgrundelighed, som findes dybt nede i alle kulturelle fænomener«.

Ordet, Földenyi bruger, om denne erfaring, er ’metafysik’. Lidt drilagtigt taler han også om »ateistisk religiøsitet«. Selv uden gudstro, hævder Földenyi, »gør alle mennesker sig visse genkommende erfaringer, i kraft af hvilke menneskelivet viser sig at være dybt indlejret i en serie af grundlæggende sammenhænge, som peger langt hinsides de fremstillede strukturer (sociale, politiske og økonomiske); disse tilstande kan derfor med rette kaldes metafysiske«.

Földenyis påstand og præmis er, at oplysningstænkningen har gjort os blinde for denne metafysik. Samtidig har ’vi’ – dette abstrakte og moralske kollektiv, Földenyi ofte appellerer til – mistet blikket for rationalitetens og fremskridtets begrænsninger og mulige vold. Ligesom vi forsøger at fortrænge, hvor udsatte, indskrænkede og fejlbarlige, ja, hvor dødelige, vi er.

Alt det vender og drejer Földenyi i sine tekster, bistået af forfattere som Fjodor Dostojevskij og Heinrich von Kleist og filosoffer som Friedrich Nietzsche og Georges Bataille. Og ikke mindst bistået af den tysksprogede bulgarsk-jødiske forfatter Elias Canetti, der bruges til at formulere nogle af bogens gennemgående tanker.

Modernitetens blinde vinkler

Oplysningstiden brød kun tilsyneladende med den førmoderne, mytologiske opfattelse af verden, hævder Földenyi eksempelvis i forlængelse af Canetti. Uvidende lever vi stadig i et »ocean af myter«. Ligesom vi blot tror, at vi ikke tror. Vi er altså ikke så moderne endda.

Moderne er til gengæld massen, det mobiliserede menneskehav, som teknologi- og samfundsudviklingen har frembragt. Massen er truende og ustyrlig, men også dragende, påpeger Földenyi igen i forlængelse af Canetti.

Den kan bryde ud i vold og hysteri, sluge individet, men den kan også ophæve individets eksistentielle isolation og hjemløshed. Földenyi tilføjer her, for egen regning, at årsagen til denne hjemløshed er, at vi er trådt ud af »den traditionelle orden« og har glemt vores »kosmiske natur«.

Tilføjelsen er et meget illustrativt eksempel på, at Földenyi sine steder både bliver noget romantisk-reaktionær – den traditionelle ordens ufrihed ænser han ikke – og new age-tåget. Men ofte lykkes han faktisk i sit forehavende, nemlig at vise os de lakuner, den mørkning, som det moderne, rationelle blik ikke ænser. Dér, hvor dette lykkes bedst, mest fuldtonet ubehageligt, er i bogens titel- og hovedessay om Hegel og Dostojevskij.

Helte og skurke

I 1854 – efter fire års straffearbejde i Sibirien – møder den værnepligtige Dostojevskij åndsfællen Alexander Jegorovitj Wrangel. Hurtigt stifter de to, forfatteren og den offentlige anklager, en læsekreds. Hvad de læser, vides ikke. Næsten ikke – kun ét navn optræder i Wrangels erindringer: Hegel.

Lad os forestille os, foreslår Földenyi, at de læste Hegels forelæsninger om verdenshistoriens filosofi. Her erklærer den tyske filosof, der befinder sig i Berlin, at Sibirien ved Europas rand er faldet ud af den »verdenshistoriske proces«. Stedet er uden historisk kultur, lyder det. »Vi kan sagtens forestille os Dostojevskijs bestyrtelse, da han faldt over disse linjer i tællelysets skær (…), vi kan ligeledes let forestille os hans fortvivlelse, da han var tvunget til at se den kendsgerning i øjnene, at hans mange lidelser, ’derovre’ i Europa, ikke (…) blev tilskrevet nogen betydning«. Dostojevskij kan ifølge forfatteren resignere, briste i gråd eller gøre oprør. I Földenyis fortællinger gør han det sidste.

Hos Földenyi er Dostojevskij en helteskikkelse, der synliggør de usynlige; dem, der er stødt ud af det ’universelle’, ud af fremskridtet, ud af historien. Og vigtigst: en helteskikkelse, der gennem sine sibiriske lidelser har opnået indsigt i de uomgængelige, menneskelige vilkår, som det rationelle blik – Hegel – overser.

Med Földenyis ord: »I rationalitetens navn må man altid se bort fra de mest afgørende menneskelige erfaringer. Man må se bort fra lidelse, fra død, fra det, der ikke kan efterprøves, nemlig fra alt det, som mennesket ikke er herre over – fra alt det, han er forsvarsløs over for«.

Hegel vil netop være herre, hævder Földenyi. Han vil sætte sig ud over de menneskelige vilkår. Udgrunde alt. I sin verdenshistoriske filosofi fører han »krig mod sine egne instinkter«, ja, han bedriver »selvterapi«, skriver Földenyi polemisk.

Hegel er drevet af irrationel frygt – frygt for sin menneskelighed, for det han ikke begriber, det fremmede – og klamrer sig til rationalitetens ordnende optik. Hegel bliver dermed legemliggørelsen af en ængstelig, neurotisk, men også totalitær rationalitet. Han bliver sindbilledet på det, der ifølge Földenyi udgør oplysningsmiseren: troen på, at fornuften er almægtig; at fornuften, fremskridtet og historien kan indtage Guds plads og gøre krav på absolut autonomi.

Eksistentielle påmindelser

Billedet af Hegel (og rationaliteten) er interessant, noget idiosynkratisk og lidt urimeligt. Földenyi kan ikke dy sig for igen og igen at psykologisere. Det er reducerende for tænkningen, men samtidig er der noget forfriskende ved eksponeringen af den store teutoniske tænkers utilstrækkeligheder og bjælken i fornuftens øje.

Til gengæld er Földenyi blind for, at hans kritik af rationaliteten lige såvel kunne rettes mod de metafysiske erfaringer, han selv forfægter: at der er tale om en trøst, der leverer mening og orden. Som afbøder den frygt og lidelse, Földenyi påstår er så grundlæggende, hvis ikke ligefrem verdens inderste grund.

Földenyi er desuden noget uklar, eller uafklaret, når det gælder begreber som Gud, frihed, civilisation, modernitet og oplysning. Begreber, han bruger hyppigt. På en måde er det dog ikke så afgørende – forfatteren foregiver ikke at handle noget af.

I stedet har han skrevet en åben, tematisk sammenhængende essaysamling, som provokerer og irriterer, men frem for alt byder på en række eksistentielle påmindelser. Om at vi grundlæggende er udsatte, og verden grundlæggende ustyrlig. At fornuften ofte bliver dum. At forsøget på at overskride det menneskelige udgangspunkt og betvinge vores omverden ofte ender i vold – mod os selv, mod andre, mod naturen. Lidt gammeldags, men ikke helt uvelkomne påmindelser i en gennemrationaliseret tid.

Under alle omstændigheder viser Dostoyevsky Reads Hegel in Siberia and Bursts into Tears, at Földenyi er en herligt drilsk og utidssvarende stemme i europæisk tænkning – som nok heller ikke kommer til at fejre Hegel på hans 275-årsfødselsdag.

László F. Földenyi: 'Dostoyevsky Reads Hegel in Siberia and Bursts into Tears'. 304 sider. 14 dollar. Yale University Press.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her