Ak ja, tænk, at disse triste tider engang bliver de gode gamle dage.
Her ved Merkels afsked kunne den gamle Storm P.-joke også gælde for Tyskland: For ak, tænk, hvor overskueligt det hele var i den gode gamle kolde krig. Og hvor uoverskueligt det er i disse tider, som ad åre bliver de gode gamle dage: I meningsmålingerne ligger CDU/CSU, De Grønne og SPD næsten i øjenhøjde omkring de 20 procent, og alt fra trekløverregeringer hen over midten til venstrefløjskoalitioner eller nyvalg er tænkeligt efter valget den 26. september.
Okay, dengang under Den Kolde Krig var der atomangst, onde russere og eks-naziforældre. Men der var også et partisystem, hvor man enten stod til højre ved CDU/CSU. Eller til venstre ved SPD. Og så var der lige det lille liberale FDP i midten som tungen på vægtskålen. Indtil et stykke oppe i 1980’erne fik de to store folkepartier op mod 90 procent af stemmerne.