Filosofi
Læsetid: 6 min.

Ny bog: Vi er nødt til at forbinde os med ikkemennesket omkring os

Materien er levende. Mennesket er ikke verdens centralprincip, endsige verdens mening. Derfor må der udformes en økologisk sensibel teori om en vital materialitet. Den amerikanske filosof Jane Bennett har et bud. Det er 11 år gammelt, men højaktuelt
Det er mennesket, der har brug for naturen og for at forstå sin plads i den – ikke omvendt, minder Jane Bennett højaktuelt om.

Det er mennesket, der har brug for naturen og for at forstå sin plads i den – ikke omvendt, minder Jane Bennett højaktuelt om.

Angelos Tzortzinis

Moderne Tider
21. august 2021

»Den materielle virkelighed er mig, den er ældre end mig, den er større end mig, den lever videre efter mig.«

Således står der på en af de sidste sider i den amerikanske filosof og politikteoretiker Jane Bennetts (f. 1957) bog Levende materialitet – Tingenes politiske økologi, der efter 11 års venten endelig er blevet oversat til dansk. Men spørgsmålet er så bare lige, hvordan vi skal forholde os til det besynderlige og umulige faktum, at mennesket på én gang er i naturen, men også synes at være uden for den, når den gøres til råstof eller kulisse for menneskets projektioner – eller når vi vælger at tale, skrive og filosofere højlydt om den.

Det er Bennetts credo, at der ikke bare skal tænkes over tingene fra et ikkemenneskecentrisk og ikkeinstrumentalistisk perspektiv – der skal også tænkes med tingene. Eller rettere: Mennesket skal indtænkes i naturen og indfældes i de store materielle udvekslingskæder. På denne vis ekkoer hun samtidens civilisationskritiske og postantropocentriske budskab.

Jane Bennett: ’Levende materialitet – Tingenes politiske økologi’. 296 sider. 330 kr. Oversat af Ole Lindegård Henriksen. Forlaget Mindspace.

Jane Bennett: ’Levende materialitet – Tingenes politiske økologi’. 296 sider. 330 kr. Oversat af Ole Lindegård Henriksen. Forlaget Mindspace.

Ætsende nøgternt anmærkes det i en af slutnoterne, der breder sig over 40 tætte sider:

»Mennesket har brug for ikkemennesker for at fungere, i højere grad end sidstnævnte har brug for mennesker, eftersom mange ikkemennesker – fra en rusten blikdåse nederst på en losseplads til en sporekoloni i Afrika – rådner eller lever uden menneskeligt nærvær.«

Undervejs i læsningen bliver vi mindet om, at det er ikke menneskene, men regnormene, der generøst har gnasket muldjorden frem, og at solen, vandet, luften, klipperne, bakterierne, generne – ja, hele den rige flora og fauna her på planeten – heller ikke er blevet til pr. menneskeligt endsige guddommeligt skaberdekret.

Vægtige tanker

At være menneske er at være filtret sammen med alt det, der er i en horisontal verden, hvori de virile og vagabonderende materialiteter skifter plads, mens livsformer fødes og dør. Livet er ikke radikalt forskelligt fra materien, og menneskelivet er ikke kvalitativt forskelligt fra alt andet liv, hævder hun i en ramsaltet kritik af en række højtråbende amerikanske teologer, præster og politikere tilbage i Bush-årene, da hun konciperede og skrev sin bog.

Materien er vital og vitaliserende, og Bennett argumenterer for, at det er nyttesløst at forsøge – såvel filosofisk-teoretisk som livspraktisk – at skille mennesket fra det ikkemenneskelige. Langt snarere ønsker hun at bære ved til en politisk økologi, der skal »skabe en mere civil, strategisk og subtil forbindelse med det ikkemenneskelige« i de ansamlinger – med de franske filosoffer Deleuze og Guattaris ord: assemblager – hvori mennesker, dyr og andre materialiteter også deltager. Bogens politiske projekt lyder: Vi skal »opmuntre til et mere intelligent og bæredygtigt engagement i vital materie og livagtige ting«.

Bennett insisterer på paradoksformuleringer af typen, mennesket er ikke kun menneskeligt – vi er sat sammen af stykker; at være mennesker er ikke at være en fornuftig subjektivitet hævet over og stående på afstand af naturen – men snarere at være en sammenfiltret og rodet affære. Mennesket må derfor droppe enhver forestilling om, at det står højt hævet over naturen og tingene. Det må give afkald på sine vertikalitetssikrende privilegier og hengive sig til at indgå i en langt mere demokratisk horisontal ontologi.

Det er Bennets mål »… at formulere en teoretisk vitalitet, der er selve materiel iboende, og at løsrive materialiteten fra forestillinger om passive, mekanistiske eller guddommelige substanser«. Og hun er heller ikke bleg for at servere en fyndig hensigtserklæring: »Jeg skal forsøge at tilberede et måltid af levningerne fra den politologisk-antropocentriske teoris festmåltid.«

Et selvmodsigende projekt?

Efter min mening er det herligt, at Bennett fortløbende vover at tage livtag med en række filosofiske indvendinger, som det radikale projekt måtte kunne vække. »Er det ikke i sidste ende et selvbevidst, sprogbrugende menneske, der artikulerer denne filosofi om en vital materialitet?« spørger hun sig selv.

Filosofisk tænkning udgår som bekendt ikke fra forurenede floder, høje bjerge eller fra encellede organismer – så demonstrerer hendes professionelle og politiske virke ikke blot, at mennesket er en exceptionel, måske ligefrem unik art? Hvordan tildele tingene politisk repræsentation? Skal COVID-19 og brystcancer eksempelvis have samme ’stemme’ som en solnedgang, et læs hestemøg, en tulipan og ’ukrudt’, der uventet bryder op gennem asfalten på motorvejen?

Bennets svar på disse spørgsmål skal ikke gives her. Blot kan det siges, at hun er af den opfattelse, at spørgsmålet om det rent menneskelige må undgås. Med Spinoza som hjemmelsmand giver det langt mere mening at understrege kontinuiteten mennesket og andre væsener, siger hun. I den forstand kan det undre, at hun ikke går aktivt i dialog med biosemiotikken, der eksempelvis i Jesper Hoffmeyers version (se Biosemiotik – En afhandling og livets tegn og tegnenes liv fra 2005), der opererede med grader af semiotisk frihed.

Der sker tegnfortolkning overalt i den biologiske natur; men det vil være forkert at hævde, at en encellet organisme eller en plante har lige så stor frihed til at fortolke tegn som et menneske. Og det fundamentale spørgsmål er da også, om bjergkrystaller og affaldsbjerge overhovedet kan (for)tolke deres ’eksistens’?

Under alle omstændigheder står det klart efter endt nærlæsning, at Bennett ikke træder i karakter som en radikal økocentriker med en fuldbyrdet flad ontologi i ærmet. Efter at have forsøgt at udvide John Deweys offentlighedsbegreb til også at omfatte andre levende systemer end de blot menneskelige og traditionelt politikartikulerende, skriver hun: »… selv om hver eneste offentlighed meget vel kan være et økosystem, er det ikke alle økosystemer, som er demokratiske. Og jeg kan ikke forestille mig nogen politisk enhed så egalitær, at vigtige menneskelige behov som sundhed og overlevelse ikke må prioriteres.«

Ønsker man at forstå samtidens samtids- og modernitetskritiske nymaterialister, spekulative materialister og materialitetsfænomenologer i ind- og udland, så er Levende materialitet det bedste sted at starte. Ikke fordi der er tale om et vandtæt filosofisk værk, der borttryller alle problemer; men fordi den er velskrevet, problembevidst og ægger til vægtige drøftelser i et verdenssamfund, der er ved at komme helt ud af balance, såvel klimatisk, økologisk som økonomisk.

Det er også et vildt ambitiøst og belæst værk, der ønsker at fremtænke en vital materialisme som »en heterogen monisme af vitale legemer«. Det sker via en række spekulative ’onto-fortællinger’, der udskifter videnskabens genstandsspecifikke sprog (dvs. epistemologien) med ontologiens, dvs. med forsøg på at vise, hvordan det, der er, er. Hvordan eksisterer fletværket af det ikkemenneskelige og det menneskelige, når det ikke tænkes som et vidensobjekt, men snarere som noget mulighedsskabende og virkelighedsforvoldende?

Kommende filosofiske og aktivistisk-politiske drøftelser af disse mange spørgsmål, dilemmaer og ømme punkter i Bennetts værk må vise, om hendes værk kan anvendes som et produktivt afsæt til at øjne lys for enden af den dystre og uheldsvarslende antropocentriske énvejstunnel, eller om det er modent til at blive smidt på lossepladsen efter behørig og endt tankerecirkulation.

Bemærkninger angående den danske udgivelse

Bogen er fremragende oversat af Ole Lindegård Henriksen. Sproget er klart og flydende. Det første titelord Vibrant er blevet til Levende på dansk, og det er helt OK, da de kongeniale medbetydninger: Vibrerende, dansende, bevægende, mønsterdannende … spiller med overalt i teksten. Det andet: Matter betyder materialitet og stof – men emmer også af betydning (jf. it matters…), hvilket desværre modsætter sig en elegant dobbeltbetydningsfastholdende fordanskning.

Men det er meget ærgerligt, at forlaget ikke har anvendt og anført de danske udgaver af Spinoza, Kant, Nietzsche, Heidegger, Dewey, Adorno, Merleau-Ponty, Deleuze og Guattari, Habermas m.fl. i brødteksten og i slutnoterne. Det er nu engang de færreste hjemlige læsere, der får glæde af de mange sidetalshenvisninger til de engelsksprogede udgivelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Interessant, men ikke sådan at æde råt -- lad os gå direkte til hurdlen, som artiklen jo heller ikke er uopmærksom på på sin egen måde : 'Livet er ikke radikalt forskelligt fra materien, og menneskelivet er ikke kvalitativt forskelligt fra alt andet liv ....'
Man skal ikke tro at nogen af alt det 'andet' liv har tænkt sig at gøre ret meget for at hjælpe mennesket med projektet at 'skabe en mere civil, strategisk og subtil forbindelse med det ikkemenneskelige'. Det som det kan er at producere og reproducere mekanisk (eks. regnormens jord). Grundet 'kundskab' - intelligens og videnskabelig metode - er det som bekendt den gode teologi at antage, at det er menneskets ansvar alene at konstruere (! ) det globale miljø som det finder ønskeligst (eks. målsætte en bestemt population). Med forskellen i kundskab til rådighed allerede på dette tidlige tidspunkt af historien er der tale om en endog meget markant kvalitativ forskel til andet liv eller materiebevidsthed.

Maud Margrethe

Odd Bjertness; det giver ikke meget mening at sætte sig uden for tingenes tilstand for at slå disse ihjel. Først når man har sat sig helt ind -konkret tilstedeværende/levende og medlevende “ind i tingene” igen/påny(?) bliver det værdifuldt at tale om menneskets livsform som ansvarlig for noget som helst.
Mennesket er det indfiltrerede og afhængige lille væsen, i det altomfiltrende store væsen.
Vi er intet uden det. Og fra det perspektiv kan vi så forsøge at finde “det menneskelige”.

Ja MM ... det er lige præcis derfor at videns-prioritering på al sigt er mere værdig til ens tro og kultur end tro/kultur-prioritering. I den abrahamiske tros-tradition er denne prioriterings-forskel udtalt i forholdet mellem tribal 'muslim'-væring på forskellige planer, og græsk-jødisk såkaldt kristelig tilgang, prioriteret vidensbaseret. Der er yanger i yin'erne og yin'er i yangerne, men overordnet er det den dialektik det lille væsen positionerer eksistentialistisk i.