Egentlig er han digter, Hanif Abdurraqib. Han debuterede med en rost digtsamling, og første sætning på hans hjemmeside er stadig: »I write poems.« I disse år træder han imidlertid i karakter som en slags popkulturel historiker, men han trækker poesien og sin egen historie ind i mikset, hvilket gør ham til en særdeles lytteværdig stemme.
Det var tilfældet med bogen Go Ahead in the Rain, som skildrede det tænkende menneskes favorithiphopgruppe, A Tribe Called Quest, og som fandt vej til The New York Times’ bestsellerliste. Og det er tilfældet med hans nye bog A Little Devil in America, hvor han gennem en stribe tekster udvider sit vue til at dække sort, amerikansk kultur som sådan. Han retter blikket mod personligheder og værker, som de fleste af os kender fra tv’et, biograflærredet, radioen eller streamingtjenesten: Josephine Baker, Michael Jackson, Whitney Houston, Rap fyr i L.A., Oscar-vinderen Green Book og, selvfølgelig, Beyoncé. Men for den almindelige vesteuropæiske kulturforbruger tilbyder Abdurraqibs tekster en prisme, der bryder lyset på ny og tankevækkende måde. Ikke mindst fordi han er tro over sin helt særlige synsvinkel som følsom, nørdet, sort, muslimsk mand.
Hanif Abdurraqib skifter mellem essayistiske analyser, nostalgiske barndomsglimt, poetry slammende amokløb og højstemte prædikener. Heldigvis. For når det første bliver lidt for omstændeligt, og det andet bliver lidt for blødt, så skifter gearet i den tredje og fjerde form.
Frigør sindet
Han åbner i det helt nære ved at placere sig selv som dreng i køen til vandposten i moskeen. I et forsøg på at få opmærksomhed fra pigen foran begynder han at moonwalke. Beklageligvis med det resultat, at han vælter ned i en bunke sko – og pigen værdiger ham ikke et blik. Hvad har den børneanekdote så med det store billede at gøre? Ganske meget.
For dansen faldt egentlig ikke den kejtede dreng nemt, men han tvang sig selv til at bevæge arme, ben, hofter og hoved og trådte dermed ind i en, i Abdurraqibs optik, særlig sort tradition for at frigøre sindet gennem kroppen. Frigøre sig fra alle frustrationerne og vreden. Essentielt er det den praksis, han ønsker at hylde i bogen.
Og fordi intentionen er at hylde mere end at rase, rammer han en tone med slående mildhed og befriende humor, ligesom han hele tiden viser sit blik for skiftende koder, tvetydige lag og egen dobbeltmoral.
Men tag ikke fejl. Han tackler også igennem. Især brillerer han i kapitlet om Josephine Baker. Han følger den banebrydende kunstners spor tilbage til begyndelsen i St. Louis og rejser med hende over Atlanten til Frankrig, hvor hun falder til og føler sig befriet fra racismens åg. Alligevel vender hun tilbage til St. Louis for at optræde – og holde en flammende tale.
Under Bakers historie, fremdrager han, ligger historien om at mangle et egentligt hjem, når du er sort og amerikaner. Om følelsen af ambivalent kærlighed til sin hjemby. Derfra klipper han elegant til sit eget liv. Abdurraqibs hjemby i Ohio er opkaldt efter en mand, der står som symbolet på den hvide mands erobring af og efterfølgende herredømme over Nordamerika: Columbus.
Således rammer han igen og igen de punkter, hvor flere vibrerende nervebaner krydser hinanden. Den hvide mands kulturindustri står selvsagt for skud, men ingen bliver skånet. Han går ind i homofobi blandt sorte, og han går ind i forblændet puritanisme, når han skildrer, hvordan visse publikummer buhede af Whitney Houston ved Soul Train Awards, fordi hendes stil i deres øjne ikke længere var sort nok.
Stoffet hober sig op. Emne for emne. Lidt koketterende pointerer bogens undertitel, at teksterne er noter – Notes in Praise of Black Performance. Samme greb brugte han i Go Ahead in the Rain – dengang var det Notes to A Tribe Called Quest. Det er, som om han med et skuldertræk mumler: »Ja, det er bare noget, jeg har krattet ned«.
Imidlertid er der intet tilfældigt over hverken opbygningen af de enkelte kapitler eller over sproget. Men ved at kalde teksterne noter, frigør han sig fra sure krav om at skrive en sammenhængende pointe frem.
Den kattelem fungerede i Go Ahead in the Rain. Her blev de skiftende vinkler holdt sammen af det konkrete emne: en hiphopgruppe, som eksisterede i et afgrænset antal år. Denne gang angriber han en stribe abstrakte problemstillinger: Hvordan sorte amerikanere har optrådt gennem tiderne, og hvordan den optræden er blevet tolket. Hvordan sorte amerikanere er blevet repræsenteret af andre, og hvordan de selv reagerer på den repræsentation.
Her får notetanken den konsekvens, at teksterne flagrer lidt i vinden hver for sig. Og det er egentlig synd. For alt tyder på, at Abdurraqib har evnerne til at skrive en samlet, prægnant pophistorie. Heldigvis virker det, som om han kun er ved at varme op.
Hanif Abdurraqib: ’A Little Devil in America – Notes in Praise of Black Performance’. 320 sider. 235 kroner. Random House.
