Sådan opstod det amerikanske kulturelle overherredømme

USA’s globale dominans er trængt. Landets økonomiske førerposition er under angreb fra Kina. Militært og teknologisk er USA fortsat alle andre overlegne, men hvor Pentagon indtil for nylig opererede med forestillingen om samtidig at kunne føre to konventionelle krige, har man i virkelighedens verden måtte trække sig ud af både Irak og Afghanistan.

På ét punkt, kulturens, lever vi imidlertid stadig i det amerikanske århundrede. Amerikanske techgiganter som Google, Apple, Facebook og Microsoft sørger for snart sagt alt i både vores arbejds- og privatliv. Og inden længe køber vi dagligvarer ind via Amazon.

Techgiganterne kender os bedre end selv vores livspartnere, hvorfor de kan målrette vores forbrug, men potentielt også forme vores verdensanskuelse og politiske holdninger. Vi lytter til amerikansk musik, streamer amerikanske film og tv-serier og følger indgående med i amerikanske præsidentvalg.

Ja, selv i tidens ophedede debatter om såkaldt identitetspolitik er det ikke til at sige, om det er kritikerne eller forsvarerne, der henter mest inspiration fra USA.

Fravær af rigtig krig

Men hvordan opstod dette amerikanske kulturelle overherredømme? Det giver Louis Menands nyligt udkomne bog, The Free World – Art and Thought in the Cold War, et velskrevet bud på.

Til forskel fra tidligere tiders stormagtskonflikter var det på paradoksal vis fraværet af direkte, militær konfrontation mellem supermagterne USA og USSR, der skabte rum for en omfattende kulturkamp, en »kamp om sjælene«.

Bogen er dog ikke reduceret til et studie i kulturens kolde krig, forstået som brugen af kulturdiplomati. Ej heller er den et studie i koldkrigskultur, altså opfattelsen af ideer og kunst som en simpel afspejling af koldkrigssituationen og tilhørende ideologier. Bogen er et stykke intellektuel historie, hvori Menand også knytter an til både racespørgsmålet i USA og efterkrigstidens afkoloniseringsprocesser.

Menand er professor i engelsk på Harvard University og tidligere vinder af Pullitzerprisen. The Free World er et mindre livsværk, mere end 700 sider om kulturudviklingen i årene 1945-1965 hvor Menand selv voksede op. De næsten 100 siders ekstra noter, vidner om den omfattende research, der ligger til grund. Til gengæld indeholder bogen desværre få billeder til trods for de jævnlige referencer til væsentlige kunstnere og deres værker.

Distraherende detaljerigdom

Lige så tung bogen er fysisk, lige så letlæst er den. Menands pen er tydeligvis blevet formidlingsspidset af at skrive for blandt andet magasinet The New Yorker. Derfor er bogen heller ikke en traditionel, akademisk eksercits, men en forførende fortælling, hvori en perlerække af kunstnere og intellektuelle forbindes på hidtil usete måder, som var Menand astronomen, der tegnede stjernebillederne af de tilsyneladende løsrevne stjerner på nattehimlen.

Bogen minder om en roman af Tolstoj med talrige hoved- og bipersoner, blandt andet kommer Menand ind på skønlitterære forfattere som William Faulkner og George Orwell, filosofferne Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og Jacques Derrida, tænkerne Hannah Arendt og Isaiah Berlin, forkæmperne for sortes rettigheder Aimé Cesaire, James Baldwin og Franz Fanon, samt malerne Jackson Pollock, Robert Rauschenberg og Jasper Johns.

Men lige så betydningsfulde er miljøskildringerne og gruppebiografierne. Dog bliver de mange biografiske detaljer og intellektuelle kontekster til tider en distraherende digression fra hovedfortællingen, andre gange åbenbares hidtil oversete baggrunde og sammenhænge.

En diskussion om frihed

I centrum står periodens kendte kulturskikkelser, deres praksis og værker, de ideer, de fostrede, receptionen af dem, samt de overordnede socioøkonomiske og geopolitiske kræfter, der formede dem. Men fokus er i større grad på omstændighederne ved end kvaliteten af argumenterne eller kunstværkerne. Vi lærer mere om, hvordan Sartre blev skabt af Væren og intet, end om hvordan og med hvilket filosofisk ærinde han skabte værket. At kunne netværke, være entreprenant og en god performer synes allerede dengang mindst lige så vigtigt som originalitet.

Hovedstrukturerende for fortællingen er diskussionen af frihed, herunder kritikken af totalitarisme, ikke blot i øst, men også tendenserne i vest. Bogen bevæger sig kronologisk fremad, og i hvert kapitel væves personligheder og ideer sammen. Som navnene antyder, gik udvekslingen på tværs af Atlanten, med Paris som vigtigt knudepunkt. En af Menands tilbagevendende pointer er, at kulturel cirkulation og tilegnelse hen over Atlanten i perioden førte til et vestligt blandingsprodukt fremfor egentlig amerikansk kultureksport.

Processen var i og for sig allerede undervejs, da tysk-jødiske intellektuelle og kunstnere i stor stil flygtede til USA efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 samt fra resten af Europa under verdenskrigen, men også uafhængigt heraf. Sartre var tidligt inspireret af amerikanske film og romaner, hvor helten handler snarere end reflekterer, senere fik hans eksistentialisme en enorm gennemslagskraft blandt intellektuelle og kunstnere i USA. Pollock var som mange amerikanske avantgardister dybt europæiseret, inden han slog igennem med sin action painting. Flere havde som forfatterne Ernest Hemingway og Faulkner boet i Paris, modernismens hovedstad.

Paris, New York, Paris …

En tilbagevendende diskussion i bogen handler netop om, hvorvidt New York erstattede Paris som verdens kulturhovedstad. Menand gør opmærksom på, at amerikanske kunstnere og intellektuelle stadig valfartede til Paris i efterkrigstiden, hvilket også mere jordnært skyldtes, at francen var så svag, at det var ganske billigt at opholde sig der frem til 1959. Da forskydningen endelig så ud til at have fundet sted, fra midten af 1950’erne, hvor New York definitivt etablerede sig som verdens finanscentrum, var kunsten blevet internationaliseret og uden et egentligt epicentrum. Snarere er fortællingen om denne forskydning ifølge Menand udtryk for en koldkrigslogik, der ser en amerikansk kulturimperialistisk hånd bag enhver udvikling.

The Free World forbliver ikke kun i den finkulturelle afdeling, selv om det i efterkrigsårene var magtpåliggende for USA at excellere på området. Den europæiske bevidsthed var stadig domineret af stereotyper om amerikansk massekultur, standardisering og forbrugerisme. De udfordres imidlertid af blandt andet beatforfatterne, der har en fremtrædende plads i fortællingen.

The Beatles

Samtidig bliver The Beatles billedet på den transatlantiske kulturcirkulation. Fire gæve gutter fra Liverpool, den vestvendte havneby, som husede den største amerikanske flybase i Europa, imiterede og udviklede amerikansk musik, for derpå at reeksportere den nye udgave af rock’n’roll til moderlandet. Historien er ikke ny, men Menand overrasker ved at påvise, hvordan den nye teenagekultur, der voksede frem, indledningsvis var målrettet unge piger.

Eksemplerne begrunder samtidig Menands to hovedteser: at det var amerikansk populærkultur snarere end finkultur, der gik sin sejrsgang verden over, samt at den slet ikke længere var amerikansk, men et vestligt blandingsprodukt. »Kulturer bliver ikke forvandlet bevidst eller kontrolleret,« skriver Menand, »men som konsekvens af sociale, politiske og teknologiske forandringers uforudsigelige konsekvenser og ved tilfældig krydsbestøvning.«

Kan hænde, at der som led i amerikansk public diplomacy var en interesse i at eksportere abstrakt ekspressionistisk malerkunst til omverdenen. Den skulle demonstrere Amerikas kreativitet, frihed og pluralisme, til forskel fra den socialrealistiske kunst i Øst. Men ifølge Menand er vores kulturelle univers i langt større grad præget af arven fra Elvis Presley og Andy Warhols Pop Art.

Ensporet

Men passer det nu også? Der er meget sandt i Menands fortælling, både når det gælder den kommercielle drivkraft i spredningen af amerikansk massekultur, og at kulturoverførslen var succesrig, fordi den i overvejende grad blev frivilligt importeret og konsumeret. I samme ombæring blev den omformet og tilpasset lokale forhold, som sikrede nødvendig lokal forankring. Få moderne kulturer har desuden udviklet sig isoleret fra andre – slet ikke den amerikanske, som gennem århundreder var formet af fri europæisk og tvungen afrikansk migration.

Det er der intet nyt i. Menand indskriver sig her i en tradition, som blandt andet tæller historikeren Richard Pells. Besøger man Disneyland i Paris, kan man, som Pells gør opmærksom på, rigtigt nok få serveret både rødvin og baguette. Alligevel går Menands fortælling kun op, fordi han præsenterer den noget ensporet. Marshall-planen får således ikke megen spalteplads. Det var imidlertid gennem især Marshall-hjælpen, 1948-1952 og efterfølgende programmer, at den statsligt drevne, mere styrede side af den amerikanske kultureksport fandt sted. Den hører også med til fortællingen.

Taylorismen og Fords samlebåndsproduktion var allerede kommet til Europa før Anden Verdenskrig, men med Marshall-hjælpen blev der fra USA’s side målrettet arbejdet på at forme europæisk økonomi, industri og forbrug i eget billede. Vel at mærke ikke laissez faire-kapitalisme, men i høj grad New Deals blandingsøkonomi, hvor staten spillede en regulerende rolle. Samtidig blev Vesteuropas økonomiske integration påbegyndt og forsvarsalliancen NATO etableret.

Vækst og antikommunisme

Marshall-planen handlede imidlertid ikke blot om genoprettelsen af europæisk økonomi, men også åndsliv og civilsamfund. Produktivitet, vækst og frihandel blev koblet med masseforbrug, klassesamarbejde og antikommunisme. Tusinder af europæiske delegationsrejsende turnerede i USA for at lære »the American way«, omfattende studenterudveksling blev iværksat, og i 1953 blev The United States Information Agency dannet med henblik på diverse propagandafremstød, hvilket blev suppleret med psykologisk krigsførelse.

Allerede i 1948 havde den amerikanske efterretningstjeneste CIA held til at påvirke det italienske parlamentsvalg, blandt andet ved at kanalisere penge til venligsindede partier, svække den italienske fagbevægelse og gennemføre en storstilet kampagne, hvor italienske migranter bosiddende i USA personligt skrev hjem til deres familie. I brevene blev der advaret mod at stemme kommunistisk.

CIA fik blod på tanden og oprettede de følgende år en række radiostationer, datidens fremmeste massemedium, såsom Radio Free Europe. Samtidig kanaliserede CIA omfattende midler relateret til Marshall-hjælpen ind i en række kulturelle aktiviteter.

Det største og mest langvarige program tog form af organisationen Congress for Cultural Freedom, som Menand nævner, men ikke beskæftiger sig indgående med. Organisationen bestod af fremtrædende vestlige og ofte venstreorienterede intellektuelle og kunstnere, der snart fik afdelinger i mere end 30 lande verden over og udgav førende kulturtidsskrifter på alle verdens kontinenter. Også Danmark fik sin egen underafdeling, Selskabet for Frihed og Kultur, og et af datidens førende kulturtidsskrifter, Perspektiv, nød godt af den hemmelige støtte.

Marked og stat – hånd i hånd

Kulturen blev ikke ufri af den grund, men den var heller ikke upåvirket af diverse manipuleringsforsøg. USA’s økonomiske dominans kom ikke blot til udtryk på kulturens område via markedet, men også gennem statslig intervention, ad både åbne og skjulte kanaler. Derfor må det magtkritiske blik i større grad anlægges end tilfældet er hos Menand, hvis kulturudviklingen i perioden skal forstås i sin helhed. Ikke at vi skal forfalde til konspirationsteorier, men demokratiet er heller ikke blot at ligne med en solbeskinnet plads i Athen, hvor vi alle mødes ligeværdigt, debatterer og det bedste argument vinder.

Til trods herfor er The Free World et vægtigt, velargumenteret og velskrevet indlæg i debatten om de formative år efter Anden Verdenskrig, hvor mange af grundstene til vores nuværende samfund blev lagt. Hvad værket mangler i analytisk præcision, har det i overflod af fortælleteknik, kildekritiske betragtninger og en sammenfattende kraft, der giver os både nyt indblik i og overblik over perioden.