Næsten alle ord kan bruges som skældsord. Også digterfilosof. Et par gange har jeg hørt det sagt, typisk ledsaget af fnys og affærdigende gestik, om de filosoffer, der skriver uden ærbødighed over for akademisk takt og tone. De, som ikke begår afhandlinger eller producerer forskning, men bare bedriver tænkning uden gelænder. De, som skriver forbistret godt og vibrerende, bevægende, inspirerende og sjovt.
Jeg tænker på filosoffer som Freidrich Nietzsche, Walter Benjamin, Simone de Beauvoir – men også i høj grad Simone Weil, der nyder en hidtil uset interesse i disse år.
Set i det lys lød den amerikanske idéhistoriker Robert Zaretskys The Subversive Weil på foromtalen som et kærkomment værk, nemlig som en omhyggelig indføring i Weils levned og centrale ideer, forfattet med fyndighed, kritisk sans og begejstring.
The Subversive Weil indfrier ikke helt forventningen – men bogen giver læseren lyst til at begive sig ind i Weils mangeartede, knopskydende tankeverden og hendes heftige liv, der sluttede i London 1943, da hun var bare 34 år, udhungret og tuberkuløs, flygtet fra nazisterne og engageret i det franske modstandsarbejde.
Virkelige værd at læse og blive inspireret af. En tænkere og anarkist som levede som hun lærte.