Ny bog afliver endnu en gang de sejlivede fordomme om den mørke og tilbagestående middelalder

Forestillingen om perioden mellem Romerrigets kollaps i 400-tallet og renæssancen i 1400-tallet som en tid præget af kulturel, videnskabelig og økonomisk tilbagegang har i mange år været udsat for kritik.

Da 1400-tallets selvbevidste humanister i deres iver efter at skabe en forbindelse til Antikkens storhed formulerede ideen om den ’mørke’ middelalder, etablerede de en fortælling, der i de efterfølgende århundreder blev yderligere udbredt af reformationen og oplysningstiden, og som mange historikere siden har forsøgt at nuancere.

Med The Light Ages – A Medieval Journey of Discovery skriver historikeren Seb Falk fra University of Cambridge sig ind i rækken af forskere, der vil vise, at den europæiske middelalder også var præget af en nysgerrig videnskabelig kultur, der ikke var begrænset af religiøs dogmatik.

Med udgangspunkt i den temmelig ukendte engelske benediktinermunk, astronom, instrumentmager og korsfarer John Westwyks livsforløb udfolder Falk en spændende og velskrevet historie om videnskabelig praksis på senmiddelalderlige klostre og universiteter i England.

Naturens bog

Det er ikke meget, man med sikkerhed ved om John Westwyk: Han blev født i midten af 1300-tallet, var munk på det store Skt. Albans kloster nord for London og studerede – ligesom 10 procent af klosterets munke – muligvis på universitetet Oxford.

I begyndelsen af 1380’erne tilbragte han et par år i et lille kloster på en vindblæst klippe i det nordøstlige England, hvorefter han som korsfarer drog til Frankrig for at tage del i den konflikt mellem to konkurrerende paver, der senere blev kendt som ’det store skisma’. Derefter opholdt han sig en periode i London, for endelig at vende tilbage til Skt. Alban-klosteret, hvor han formentlig døde på tærsklen til 1400-tallet, cirka 50 år gammel.

Det, der imidlertid gør John Westwyk særligt interessant, er, at han gennem flere årtier beskæftigede sig med det, der ifølge Falk var middelalderens vigtigste videnskab: astronomi. Munkene nøjedes nemlig ikke med at studere Guds skrevne ord i Biblen; det var essentielt at lære at aflæse Guds perfektion i ’naturens bog’, og ved at studere himmellegemernes bevægelser lærte man både om universets guddommelige orden og om en række praktiske forhold, der kunne bruges i landbrug, skibsnavigation og lægevidenskab.

Observationer af solen, stjernerne og planeterne fungerede som kalender og ur og var derfor vigtige for udførelsen af den nøje regulerede, ritualtunge dagligdag i klosteret. Ved hjælp af astronomien blev selv de mindste niveauer af munkenes liv således direkte forbundet til planeternes bevægelser i én stor, guddommelig harmoni.

Ækvatorier og astrolabier

Før opfindelsen af trykpressen var produktionen af bøger en langsommelig og kostbar affære, der til gengæld havde en vis pædagogisk og meditativ effekt, hvilket blev værdsat i klostrene. John Westwyk kopierede møjsommeligt flere astronomiske værker, og på typisk middelaldermanér tilføjede han sine egne rettelser og kommentarer undervejs.

Som Falk forklarer, var forfatterskabet i middelalderen således noget ret anderledes og på en måde mere kollektivt, end vi er vant til, eftersom de håndskrevne kopier aldrig blot var kopier, men også videreudviklinger.

John Westwyk var særligt optaget af astronomiske instrumenter og forfattede blandt andet en instruktionsmanual til et såkaldt ækvatorium – et bærbart og utroligt smukt messinginstrument, der består af en stor skive og en række mindre skiver og visere, der kan bruges til at udregne planeternes placering.

Han skrev også om astrolabiet, et lignende, men ældre og vigtigere instrument, ved hjælp af hvilket man blandt andet kunne fastslå den lokale tid ud fra planeternes position.

Store dele af The Light Ages er viet en grundig undersøgelse af disse instrumenter, der ikke begrænser sig til at forklare deres funktioner, men nærmest forsøger at gøre læseren i stand til at bruge dem.

På samme vis forklarer Falk, hvordan man laver komplicerede udregninger med romertal og de indviklede husketeknikker, som middelaldermunkene excellerede i.

Hvis man som denne anmelder er matematisk udfordret, skal man til tider holde tungen lige i munden for at følge med. Men som belønning for strabadserne får man et fascinerende indblik i tankegangen hos en middelalderlig astronommunk og i den videnskabelige praksis i en tid, hvor videnskab ikke var klart afgrænset fra eller i modsætning til religion, hvor religiøse forskelle ikke forhindrede engelske munke i entusiastisk at indoptage indsigter fra arabiske forskere, hvor astronomi og astrologi var tæt forbundne, og hvor grundlaget for renæssancens videnskabelige nybrud blev lagt.