Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Spivaks postkoloniale hovedværk tager stadig pusten fra læseren

En ny indpakning gør desværre ikke Gayatri Spivaks berygtede gennembrudsværk fra 1988, ’Can the Subaltern Speak?’, lettere at fordøje. Men har man tålmodigheden, forstår man, hvor dybt dets postkoloniale kritik fortsat stikker
Pointen i bogens beskrivelse af den briternes forbud mod de traditionelle indiske enkebrændinger er ikke et forsvar for skikken, men at kolonimagten fastholdt kvindernes stemme som ubetydelig

Pointen i bogens beskrivelse af den briternes forbud mod de traditionelle indiske enkebrændinger er ikke et forsvar for skikken, men at kolonimagten fastholdt kvindernes stemme som ubetydelig

Collection Abecasis/Science Photo Library/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
25. september 2021

Can the Subaltern Speak? slutter med et eksempel fra historien. Mens Indien var underlagt den britiske krone, indførte briterne et forbud mod den traditionelle praksis Sati, som foreskriver, at enken kaster sig på sin afdøde mands begravelsesbål og viser sig som den gode hustru ved at følge ham i døden.

Det er i al sin gru ikke svært at tolke denne praksis for enkeselvmord som et udtryk for en perverteret patriarkalsk kultur, og den imperiale magts indgriben som et humant forsøg på at frigøre kvinden fra mandens kontrol, der altså virker helt fra det hinsides. Er det på dette tidspunkt lykkes læseren at få opsnappet bare nogle af hovedpointerne fra bogens forudgående kapitler, må man imidlertid forstå, at det hele ikke er så simpelt endda.

Med Can the Subaltern Speak? fra 1988, der med årene har fået status som et hovedværk inden for køns- og postkoloniale studier, fremfører den indiske filosof og litteraturkritiker Gayatri Spivak en kritik, der udstiller, hvad der er på spil, når vi antager, at samfundets overhørte grupper ikke har stemmen til at regere sig selv og behøver andre til at tale for sig.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forskellige kulturindehavere har mangfoldige habitus at spille ud mod hinanden. Det kan se ud som strategier der udnytter eksisterende magtstrukturer, men er det ikke ubetinget. Kulturforskelle kan optræde med en pludselighed og dermed definerer en anderledes dagsordenen udenfor magtrelationerne – eller man kan sige de unddrager sig. Et godt eksempel er Thule eskimoernes insisteren på egne kulturelle udtryk, der fik Knud Rasmussen til at sige om dem: ”.de har en ualmindelig smuk evne til aldrig at optræde som underordnede”
(Kurt L. Frederiksen ”Kongen af Thule ” side 114)
Og lad for Guds skyld være med at tro at koloniale relationer er en et til en relation. Ligesom man bør droppe ideen om dem og os, det taler alt imod.