Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Spivaks postkoloniale hovedværk tager stadig pusten fra læseren

En ny indpakning gør desværre ikke Gayatri Spivaks berygtede gennembrudsværk fra 1988, ’Can the Subaltern Speak?’, lettere at fordøje. Men har man tålmodigheden, forstår man, hvor dybt dets postkoloniale kritik fortsat stikker
Pointen i bogens beskrivelse af den briternes forbud mod de traditionelle indiske enkebrændinger er ikke et forsvar for skikken, men at kolonimagten fastholdt kvindernes stemme som ubetydelig

Pointen i bogens beskrivelse af den briternes forbud mod de traditionelle indiske enkebrændinger er ikke et forsvar for skikken, men at kolonimagten fastholdt kvindernes stemme som ubetydelig

Collection Abecasis/Science Photo Library/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
25. september 2021

Can the Subaltern Speak? slutter med et eksempel fra historien. Mens Indien var underlagt den britiske krone, indførte briterne et forbud mod den traditionelle praksis Sati, som foreskriver, at enken kaster sig på sin afdøde mands begravelsesbål og viser sig som den gode hustru ved at følge ham i døden.

Det er i al sin gru ikke svært at tolke denne praksis for enkeselvmord som et udtryk for en perverteret patriarkalsk kultur, og den imperiale magts indgriben som et humant forsøg på at frigøre kvinden fra mandens kontrol, der altså virker helt fra det hinsides. Er det på dette tidspunkt lykkes læseren at få opsnappet bare nogle af hovedpointerne fra bogens forudgående kapitler, må man imidlertid forstå, at det hele ikke er så simpelt endda.

Med Can the Subaltern Speak? fra 1988, der med årene har fået status som et hovedværk inden for køns- og postkoloniale studier, fremfører den indiske filosof og litteraturkritiker Gayatri Spivak en kritik, der udstiller, hvad der er på spil, når vi antager, at samfundets overhørte grupper ikke har stemmen til at regere sig selv og behøver andre til at tale for sig.

Gayatri Chakravorty Spivak: ’Can the Subaltern Speak?’ 148 sider. 17 dollar. Afterall Books

Gayatri Chakravorty Spivak: ’Can the Subaltern Speak?’ 148 sider. 17 dollar. Afterall Books

I et nyt, lækkert genoptryk fra Afterall Books optræder teksten i dialog med manipulerede fotografier af den ecuadorianske kunstner Estefanía Peñafiel Loaiza. En indpakning, der ikke bidrager væsentligt til en udlægning af teksten, men heldigvis heller ikke forfladiger den.

Der er mange vanskeligheder forbundet med at sætte sig i marginaliserede gruppers sted og tale deres sag. Spivaks pointe er, at vi altid er forpligtede til at forsøge. Men også, at vi konstant bør være opmærksomme på forskellen mellem at tale på vegne af en gruppe og så at fiksere dens identitet. I skabelsen af vores forståelse af den smugles der nemlig altid et magtforhold ind.

Hvad Foucault overså

Det kræver koncentration at holde styr på, hvilke marginaliserede dele af det globale samfund Spivak undervejs i teksten sigter til. Selv om det er den tidligere koloniserede, som er centrum for undersøgelsen, angår det mere overordnede ærinde de vagt definerede ’subalterne’, der kan oversættes til ’de underordnede’, oprindeligt navngivet af filosoffen Antonio Gramsci.

Betegnelsen dækker over individer, som er udgrænset fra den vestlige hegemoniske kultur og dens maskuline dominansstrukturer, og som derfor ingen eller kun ringe adgang har til at komme til orde i samfundet – ud over den koloniserede fremhæves kvinden, immigranten, arbejderen. Spivaks tese er, at fordi de identitetskategorier, vi har til vores rådighed, er rodfæstet i den hegemoniske kultur, som vi selv befinder os inden for, undslipper disse grupper enhver fyldestgørende bestemmelse i kraft af deres placering i periferien af eller uden for denne kultur.

Det er derfor en farlig illusion at bilde sig ind, at vi gennem magt- og ideologikritik kan opnå et fuldstændigt transparent blik på de vilkår, de subalterne lever under. En illusion, der ifølge Spivak ikke mindst vandt udbredelse med det i hendes samtid tiljublede poststrukturalistiske projekt, anført af de franske filosoffer Foucault og Deleuze.

Det hvide herredømme

Den blinde vinkel hos Foucault og Deleuze består ifølge Spivak i, at de ignorerer begrænsningen i deres egen udsigelsesposition og tyngden af den institutionelle magt, de bringer med sig ind i deres analyser. Hvad de i virkeligheden gør sig skyldige i, er at vurdere andre kulturer ud fra egne standarder uden samtidig at problematisere, hvordan ulige værdinormer opstår inden for ulige kulturelle horisonter. Det vil sige uden at have blik for de forskelle, som den fremmede kontekst indebærer.

I Spivaks læsning bliver nogle af datidens mest hyldede intellektuelle på den måde til billedet på den udenforstående akademiske autoritet, der – stik imod et erklæret mål om at blotlægge magtens strukturer – reproducerer gældende koloniale magtforhold og forestillingen om, at den subalterne ikke kan tale for sig selv. Det er denne indsigt, der går forud for aktuelle diskussioner om ’den hvide mands’ herredømme i åndsvidenskaberne og den postkoloniale kulturkamp, der for alvor greb Danmark i 2010’erne.

»Jeg forsvarer selvfølgelig ikke enkedrab,« skriver Spivak afslutningsvis. Pointen er, at den britiske kolonimagts udlægning af Sati også diskvalificerer den indiske kvindes egen stemme og autonomi. I den ideologiske kamp mellem den traditionelle patriarkalske kultur og den imperiale kolonimagt fratages hun enhver mulighed for selv at komme til orde. Præcis som det er tilfældet, når intellektuelle eller offentligheden diskuterer en samfundsgruppe uden at føle behov for at konsultere den.

Can the Subaltern Speak? er eksplosiv, fortættet og intervenerer både i fransk poststrukturalisme, indisk historiegrafisk tradition og feministisk teori. Selv om den fortsat efterlader læseren forpustet, kan den med lidt tilløb og tålmodighed opløses i stadigt knivskarpe betragtninger over en global virkelighed, hvor nogle har muligheden for at tale, mens andre ikke har.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

  • Politolog drejer kniven rundt i tyskernes sår i strålende debatbog om EU’s myter

    19. februar 2022
    Det europæiske projekt svømmer i sort-hvide heltefortællinger om sig selv. En god medicin mod den tendens er bogen ’7 Mythen über Europa’, der er et passioneret forsvar for et langsomt EU med nationalstaterne i førersædet
  • Stærk bog om den tysk-tyrkiske virkelighed planter en utopisk længsel i læseren

    12. juni 2021
    Den tysk-tyrkiske forfatter Mely Kiyak har skrevet et bevægende og perfekt tilslebet selvbiografisk essay om at skrive og være sig selv – som kvinde, migrant og menneske i et Tyskland, hvor gæstearbejderne aldrig rigtig har fået deres egen stemme
  • Med Hannah Arendt på briksen

    13. marts 2021
    Tidens store interesse for Hannah Arendt giver også plads til mindre kendte veje ind i hendes tænkning. Genudgivelsen af filosoffen Julia Kristevas forelæsningsrække over den tysk-amerikanske tænker er en lejlighed til endelig at få pudset dine psykoanalytiske briller
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forskellige kulturindehavere har mangfoldige habitus at spille ud mod hinanden. Det kan se ud som strategier der udnytter eksisterende magtstrukturer, men er det ikke ubetinget. Kulturforskelle kan optræde med en pludselighed og dermed definerer en anderledes dagsordenen udenfor magtrelationerne – eller man kan sige de unddrager sig. Et godt eksempel er Thule eskimoernes insisteren på egne kulturelle udtryk, der fik Knud Rasmussen til at sige om dem: ”.de har en ualmindelig smuk evne til aldrig at optræde som underordnede”
(Kurt L. Frederiksen ”Kongen af Thule ” side 114)
Og lad for Guds skyld være med at tro at koloniale relationer er en et til en relation. Ligesom man bør droppe ideen om dem og os, det taler alt imod.