Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Norsk kulturhistoriker gennemgår 2.700 års forsøg på at definere, hvad en sjæl egentlig er

Den norske kulturhistoriker Ole Martin Høystad har skrevet et beundringsværdigt værk om menneskets forsøg på at definere sjælen gennem tiden – og hvordan den udviklede sig fra et religiøst til et psykologisk fænomen
Moderne Tider
16. oktober 2021
Med Nietzsches frontalangreb kom sjælen igen for alvor til at omfavne livets frodighed, begær og livskraft. Han er blot én af mange store (mandlige) tænkere, man støder på i Ole Martin Høystads bog om sjælens historie.

Med Nietzsches frontalangreb kom sjælen igen for alvor til at omfavne livets frodighed, begær og livskraft. Han er blot én af mange store (mandlige) tænkere, man støder på i Ole Martin Høystads bog om sjælens historie.

Scherl/Sueddeutsche Zeitung Photo

Den norske kulturhistoriker og litterat Ole Martin Høystad stod bag en opsigtsvækkende kioskbasker med storværket Hjertets kulturhistorie, som kom på dansk i 2008, hvor han kortlagde de enormt varierede betydninger, som musklen i brystets mørke er blevet tildelt gennem historien.

Siden fulgte han op med en lignende lærd lystvandring, denne gang om sjæleopfattelsen, i en bog fra 2016, der endelig er kommet i en fornem dansk oversættelse.

Man kan være uenig i mangt og meget i sådan en fremstilling, men først og fremmest er bogen en stor bedrift. Det analyserede materiale er omfattende, men pointerne leveres i en fængende og engageret stil, der hverken taler ned til læseren eller gør det kringlede emne unødigt indviklet.

Nu sidder der givetvis en del læsere og spørger, hvad sjælen egentlig er. Men Høystad definerer ikke begrebet én eneste gang, hvilket kan virke sælsomt. Det skyldes imidlertid, at han nærmere giver, hvad den tyske filosof Lorenz Puntel kalder en eksplikation end en definition: En eksplikation er her en detaljeret tematisering af noget, der indtil videre ikke endeligt kan afgrænses. Og Høystad cirkler og cirkler igennem historien, før han kommer med den vidtåbne formulering, at sjælen betegner »menneskets sammensatte indre, dets fornemmelser og anelser, dets vilje og følelser, dets tanker og forestillinger i en oplevelse af at være en del af noget, der er større end individet, som samtidig er personens inderste selv«.

På en underlig måde opleves den slags forsøg som både ekstremt vage og helt nøjagtige, hvilket formentlig siger ganske meget om emnets diffuse karakter.

Sjælen i hjertet, hjernen eller koglekirtlen

Bogens kapitler tager oftest udgangspunkt i en tænker, der har sagt noget afgørende om sjælen. Tværbjælken i fremstillingen kan siges at være en redegørelse for, hvordan sjælen er gået fra at være et religiøst begreb til at blive et filosofisk, inden det bliver et psykologisk begreb på bagkant af religionskritik og biologisk udviklingslære.

Ole Martin Høystad. ’Sjælens historie. Fra antikken til vores tid’. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen. Gyldendal. 2021. 430 sider. 270 kroner.

Ole Martin Høystad. ’Sjælens historie. Fra antikken til vores tid’. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen. Gyldendal. 2021. 430 sider. 270 kroner.

Her er meget at hente for enhver læser, uanset hvordan man så selv forstår sjælen.

Der kan dog også sættes spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, Høystad drager. Et af hans argumenter er, at når sjæletermen tilsyneladende er opstået i den græske antik og har gennemgået sin udvikling i kulturhistorien, så er sjælen selv en konstruktion, der alene består og har betydning, hvis vi giver den det.

Det er muligvis rigtigt, at det skal være konklusionen, men den måde at historisere på overser, at sproget ikke altid skaber verden, men også nogle gange blot sætter mærkater på.

Bogens gennemgang begynder hos Homer, hos hvem vi ser et skel mellem krop og sjæl – soma og psyke – men først ved døden træder de frem som selvstændige enheder, da sjælen som livsprincip må forlade kroppen, der nu er blevet et lig. Allerede her ser vi, at sjælen spiller en afgørende rolle i menneskets kamp med at acceptere dødens grufulde faktum.

Ifølge Høystad kan hele sjælens drama koges ned til dette livtag med døden, og han belægger sin påstand glimrende med mangfoldige eksempler. Det ses fra Heraklit til apostlen Paulus, fra Augustin til Descartes, fra Muhammed til Grundtvig, og det er nok først med Nietzsches frontalangreb, at sjælen igen for alvor omfavner livets frodighed, begær og livskraft.

Efter Platons antikke dualisme mellem krop og sjæl bliver tanken om sjælens udødelighed nemlig en varig idé, som forplanter sig i den kristne teologi. Her er det et åbent spørgsmål, om tanken om sjælens udødelighed med nødvendighed fører til en nedvurdering af jordelivet, men der er i hvert fald eksempler nok på den uheldige følgevirkning i perioden mellem antikken og renæssancen.

Aristoteles leverede imidlertid skyts til den modsatte position, hvor sjælen er et livsprincip, som er en del af alt liv, mennesker, dyr og planter. Hos ham giver sjælen kroppen liv, mens kroppen giver sjælen form.

Sjælens placering, dens eventuelle materialitet og dens samspil med kroppen er i det hele taget genstand for et stort antal overvejelser i tænkningens historie. Pythagoras var den første til at hævde, at sjælen er at finde i hjernen, og dermed foregreb han Descartes’ påstand om, at den sidder i koglekirtlen og binder hele mennesket sammen derfra. Hos Montaigne var det hjertet, der bar sjælen, og følelserne, der vidnede om dens rørelser.

Den plastiske sjæl

»Sjælens glansperiode« kalder Høystad den europæiske middelalder, hvor dens betydning er enorm, og hvor individualismen grundlægges, fordi det nu bliver altafgørende, om sjælen er blevet frelst og genforenet med Gud.

Sjælens status er imidlertid uafklaret i kristen teologi, fordi det mere rene skel mellem krop og ånd kompliceres af denne tredje instans. Høystad berører kun kortfattet et fåtal af det store arsenal af tolkninger, som omfatter sjælen i oldkirken og middelalderen, men han har de vigtigste med i Irenæus, Tertullian, Origenes og Augustin. Hos sidstnævnte bliver der tilføjet endnu en dimension til antropologien, fordi fornuften spiller en central rolle, og der er uklare grænser mellem ånd, sjæl og fornuft, da begreberne ofte bruges overlappende. Med til den kristne sjæl hører også efterlivet, hvor Himmel og Helvede udgør de to mulige destinationer.

Høystad portrætterer loyalt fortidens figurer, men det er med Montaignes beskrivelse i renæssancen, at sympatien skrives tydeligt frem. Sjælen forstås her som et værk, der løbende skrives. Sjælen er ikke noget én gang for alle givet, men et opus, der skal opføres gennem hele livet. Sjælen mister her den substans, middelalderen gav den – den mister med andre ord sin uforanderlighed.

Med først empirismen og siden Darwins udviklingslære skiftes sjælen ud med bevidstheden. Med Hume afskaffes sjælen nærmest, men den vinder genrejsning med Kants tanke om, at sjælens udødelighed er nødvendig som idé, for at vi kan handle moralsk.

Det er dog Freud, der aktivt redder sjælen med sin lære om det ubevidste. Allerede med Rousseau blev sjælen et psykisk fænomen, men med Freud bliver den indlejret som personlighedens vigtige instans – sjælen bliver psyke. Han samler på en måde den tænkning, som begyndte med Montaigne og nåede sit klimaks med Hegel: Ideen om at menneskets sjæl er plastisk, historisk foranderligt og underlagt en uafsluttelig udviklingsproces.

De store figurers historie

Som det nok er tydeligt fra dette drypvise resumé, er det lidt af en tilsnigelse at kalde værket for en kulturhistorie, for hovedvægten ligger på de kanoniserede tænkere – stort set alle mænd – der har præget den gængse filosofiske og teologiske historieskrivning. Bogen er tættere på at være en kombineret filosofi- og litteraturhistorie end en egentlig kulturhistorie.

Der er heller ikke mange overvejelser over, hvorfor de nævnte sværvægtere blev drevet til at mene, hvad de gjorde om sjælen. Hvem prægede dem til at formulere radikalt nye tanker? Hvad opponerede de mod i deres miljø eller opvækst?

Her bliver man som læser efterladt lidt med, hvad standardintroduktionerne siger, selv om Høystads gennemgang bestemt er kompetent.

Bedriften ved værket er dels, at det overbeviser med sin vidtrækkende introduktion til et afgørende tema i menneskets selvforståelse, dels at argumentet for begrebets uomgængelighed bliver ført helt til dørs. Uanset om man vælger et religiøst, filosofisk, biologisk eller psykologisk perspektiv på sjælen, er det noget afgørende, der indkredses – men ikke indfanges – ved dette diffuse og flertydige begreb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

17/okt/2021

Kære Venner,
som jeg ser det og forstår det, består et
menneske af Sjæl, Sind og Krop, og når
kroppen ikke kan mere, "flyver" Sjælen vi-
dere og fødes, efter en pause, i et nyt liv :-) ...

Kærlig hilsen
Claus