Man forstår godt, hvorfor amerikaneren Jonathan Marks undrer sig. For det er da også mærkeligt, at der stadig går mennesker rundt i hans land, som tror, at gud skabte jorden for sådan cirka 5.000 år siden, og at vi kan takke Noa og hans ark for den mangfoldighed af liv, som trives på jorden i dag.
Hvordan kan det gå til, at der findes såkaldte kreationister, som betvivler både geologi og evolution?
Det nemme svar er selvfølgelig, at dumhed synes at være en historisk konstant, og Marks kunne således have stoppet sin bog Why Are There Still Creationists? efter sin kække indgangsreplik om, at det jo ikke er nogen »hemmelighed, at omkring halvdelen af amerikanerne er debile«.
Men så ville ingen blive klogere på denne omfattende bevægelse, som insisterer på at læse Biblen bogstaveligt.
Tanken hos Marks er, at vi skal prøve at forstå, hvad der driver kreationisterne og deres modstand mod videnskabelige forklaringer. Han er professor i biologisk antropologi ved University of North Carolina, og hans nye bog er båret af en tese om, at vi ikke bør anskue debatten om kreationismen som et spørgsmål om »videnskab versus religion«, men snarere om »religion versus religion«.
I sidste ende, mener han, er kreationisterne ikke interesserede i videnskab, men i at promovere en bestemt måde at læse Biblen på og herigennem skabe mening i verden:
Jonathan Marks. ’Why Are There Still Creationists?’ 112 sider. 13 dollar. Polity Books.
»Kreationister er ikke levn fra ældre, dummere tider. De er reaktionære, ikke primitive. De har taget en ekstrem teologi til sig i mødet med rationalistiske fortællinger om, hvem vi er, og hvor vi kom fra. Deres teologi er følgelig det, der definerer dem, ikke deres tilgang til videnskab.«
Sagt med andre ord går man forkert til problemstillingen, hvis man tror, at kreationismen bare bør fejes af banen med en henvisning til, at den moderne videnskab er bedre til at forklare menneskets oprindelse end det hellige skrift. Videnskab er en måde at opnå »maksimal præcision« i beskrivelsen af verdens beskaffenhed på, men spørgsmålet om akkuratesse er slet ikke centralt for kreationisterne, påpeger Marks. I stedet er de interesserede i at forstå meningen med, at vi er her, og hvad vores forfædre fortæller os herom.
Og her kommer den empiriske videnskab til kort – for videnskabsfolk »ved noget om livets historie, ikke om dets mening«.
Hellige forfædre
Evolutionsteorien peger på, at mennesket har udviklet sig over tid, og at vores race sammen med aberne kan spores tilbage til en fælles forfader for omtrent syv millioner år siden. Dette faktum rimer imidlertid ikke på den ophøjethed, som forfædre nyder i mange kulturer.
»Forfædre er hellige. De kan være spøgelser, lig, fossiler eller et nøgent par i en have, men ideen om, at man er en del af en slægt, er stærk og universel, fuld af symbolsk energi,« skriver Marks.
At henvise til en lodden træklatrer som fælles stamfader opfattes af kreationisterne som et angreb på menneskets herkomst:
»Kreationisme er et forsøg på at tilbageerobre forfædrene, på at genforbinde en bestemt hellig afstamning.«
Marks påpeger, at en sådan modstand ikke er unik for kreationisterne, den findes også blandt USA’s oprindelige folk, som har egne fortællinger om, hvordan verden blev skabt. Men kreationisterne er teologisk særegne: De insisterer som sagt på at læse Biblen bogstaveligt frem for symbolsk og metaforisk.
Professoren sætter sig af den grund for at vise, at en sådan læsning af Biblen hverken er teologisk nødvendig eller meningsfuld. Man kan, som han skriver, sagtens tage Biblen seriøst uden at læse den bogstaveligt, og forsøger man at læse den bogstaveligt, geråder man hurtigt i vanskeligheder.
Dette skildrer han glimrende ved at fremhæve centrale passager i Biblen, der modsiger sig selv, og som uvægerligt kalder på læserens aktive tolkning. Og han viser, at der sagtens kan være plads til moderne naturvidenskabelig lære inden for kristen teologi.
Marks engagerer sig altså i den teologiske debat, som han mener, at kreationismen hører hjemme i, og han kommer med nogle fine begrebslige og historiske betragtninger.
Men det er så også det. Bogen er mestendels en akademisk skrivebordsøvelse, der gør læseren en kende klogere på kreationisternes umulige teologi. Den prøver kun i ringe grad at forstå, hvad der politisk er på spil, når bibelfanatikere i USA har held til at bestemme, hvilket nonsens skoler skal undervise i.
Og da skoler flere steder tvinges til at sidestille kreationisternes fortællinger med klassisk naturvidenskab, fremstår det komisk og klodset, når Marks insisterer på, at kreationismedebatten ikke skulle handle om »videnskab versus religion«.
Det gør den i allerhøjeste grad i skolepolitikken.
