Man forstår godt, hvorfor amerikaneren Jonathan Marks undrer sig. For det er da også mærkeligt, at der stadig går mennesker rundt i hans land, som tror, at gud skabte jorden for sådan cirka 5.000 år siden, og at vi kan takke Noa og hans ark for den mangfoldighed af liv, som trives på jorden i dag.
Hvordan kan det gå til, at der findes såkaldte kreationister, som betvivler både geologi og evolution?
Det nemme svar er selvfølgelig, at dumhed synes at være en historisk konstant, og Marks kunne således have stoppet sin bog Why Are There Still Creationists? efter sin kække indgangsreplik om, at det jo ikke er nogen »hemmelighed, at omkring halvdelen af amerikanerne er debile«.
Men så ville ingen blive klogere på denne omfattende bevægelse, som insisterer på at læse Biblen bogstaveligt.