Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Søren Maus bog er et nybrud i en debat, som økonomer og livsstilseksperter har domineret alt for længe

Søren Maus kapitalismekritiske ’Stum tvang’ er en banebrydende udgivelse, som vidner om fremkomsten af en ny generation af venstreintellektuelle, der ikke sidder fast i det 20. århundredes traumer
Der ligger en opgave i at genvinde beskrivelsesretten over virkeligheden. Med Søren Maus (på fotoet) bog er slaget for alvor i gang, skriver Matthias Dressler-Bredsdorff.

Der ligger en opgave i at genvinde beskrivelsesretten over virkeligheden. Med Søren Maus (på fotoet) bog er slaget for alvor i gang, skriver Matthias Dressler-Bredsdorff.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Moderne Tider
2. oktober 2021

Ingen tvivl: Søren Mau har med Stum tvang skrevet en banebrydende bog. Den er der nok at sige om. Tillad mig dog at begynde et andet sted.

For siden finanskrisen har man i de internationale medier med en omtrent toårig frekvens kunnet læse en artikel om Karl Marx’ genopstandelse. Historien går tit sådan her: Kapitalismen er i krise, og nu søger særligt de unge tilbage til dens største kritiker for at finde ammunition til den politiske kamp.

Et par tegn i tiden tages som en tendens: I Storbritannien valgte Labour i 2015 en uforfærdet marxist som leder – normalen har siden indfundet sig with a vengeance – og en meningsmåling viste endda, at et flertal af unge briter hellere ville leve under socialismen end under kapitalismen.

På den anden side af Atlanterhavet ser man noget af det samme: Under sidste års demokratiske primærvalgkamp samlede entusiasmen og forandringsviljen sig omkring den gamle socialist Bernie

Søren Mau. ’Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt’. 410 sider. Klim. 300 kroner

Søren Mau. ’Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt’. 410 sider. Klim. 300 kroner

Sanders, og centrale pointer fra den venstreradikale kritik – for eksempel erkendelsen af den systemiske racisme – er gået fra at være tabubelagte til nu at stå som acceptable dele af den offentlige debat, i hvert fald i USA.

I en eller anden forstand er kapitalismekritikken altså tilbage, og venstrefløjen er igen, i idémæssig forstand i hvert fald, i offensiven. Også herhjemme: I forrige uge var ’Marx’ et af de fem mest brugte ord på dansk Twitter.

Marx er altså blevet trendy igen. Spørgsmålet er dog: Hvilken Marx?

Er det den olme DDR-onkel, der stenagtigt skuer ud over pladsen ved Das Rote Rathaus i Østberlin? Den filosofiske determinist, der fra sit dårligt opvarmede hus i Soho i London havde identificeret den historiske udviklings jernlove og vist os den uundgåelige march mod den klasseløse fremtid? Eller er det snarere den tidlige og mere romantisk tænkende Marx – ham fra Feuerbach-teserne og Parisermanuskripterne – der taler om fremmedgørelse og er nervøs på vegne af den menneskelige sjæl?

Søren Maus svar: Hverken-eller.

I stedet for at fæstne blikket ved det 20. århundredes klicheer og kampe dykker Mau nemlig ned i kildeteksten, nærmere bestemt Kapitalen, som Marx arbejdede på i de sidste årtier af sit liv. Her har den tidligere ph.d.-studerende opdaget et lidet diskuteret begreb – det om økonomiens »stumme tvang« – der kun optræder enkelte gange i værket. Med afsæt i dette ene begreb tager han læseren på en til tider svimlende abstrakt rejse ind i den sociale virkeligheds grunddynamik: kapitalen.

Pistolen og kulturen

Maus pointe er, at de fleste hidtidige kritikere af kapitalismen har stirret sig blinde på to former for magt: vold og ideologi. Eller med andre ord: pistolen og kulturen.

Det er hårdt trukket op. Men der er også noget om det, selv om det i givet fald har været en produktiv blindhed. Rigtigt er det under alle omstændigheder, at den vestlige marxistiske tradition – fra Georg Lukács og Antonio Gramsci over Frankfurterskolen til de parisiske Marx-læsere på École Normale Supérieure i Paris – har været stærkt optaget af at analysere, hvordan meningsdannelsen i samfundet finder sted.

Over for dette er Maus elegante piruet at træde et skridt tilbage og til siden. Grundlæggende er han mindre interesseret i æstetik end de ovennævnte tænkere. Hans undersøgelse handler ikke om, hvordan økonomi og kultur organiserer og producerer vores bevidsthedsformer. Hans ærinde er snarere at stille det på en gang vidunderligt simple og samtidig vanvittig komplicerede spørgsmål: Hvad vil det sige, strukturelt, at leve økonomisk? Og: Hvordan bliver økonomien overhovedet mulig?

Noget kunne tyde på, at vi har haft behov for en filosof til at stille det spørgsmål. I hvert fald synes de fleste økonomer, som Mau konstaterer, ikke at beskæftige sig med problemet. De gør sig deres grundantagelser, som de hurtigt glemmer – eller baserer sig på et sæt af for længst overleverede – og giver sig så til at regne. Så må andre give sig af med metafysik.

Søren Mau.

Søren Mau.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Økonomiens grundudfordring er, at den kun kan regne på det, der kan udregnes: Virkeligheden bliver det, der kan omsættes til tal. Det er selvsagt et alvorligt handicap – og et med meget virkelige konsekvenser. Som vi har set det i diskussionen om Finansministeriets regnemodeller herhjemme, forstås topskattelettelser for eksempel altid som et fælles gode, mens kultur og uddannelsen af vores børn betragtes som en udgift. Med andre ord: Det teoretisk fornuftige er altid at gøre de rige rigere og alle os andre mere åndeligt forarmede. Den tilsyneladende neutrale empiri er voldsomt biased.

Men hvad med alt det, der ligger som en forudsætning for udregningerne overhovedet?

På en måde ligger der en usynlig syndefaldshistorie gemt her i Maus bog, en idé om et oprindeligt brud – lad os for nemheds skyld tidsfæste det til det 19. århundrede – hvor økonomien spalter sig ud fra filosofien og ikke ser sig tilbage.

Det er et brud med enorme konsekvenser. For som Mau viser, med henvisning til blandt andet marxistiske feminister som italienske Silvia Federici, så er økonomien jo aldrig forudsætningsløs. Den liberale idé om ligestillede individer, der handler fornuftigt og nyttemaksimerende på det frie marked, er først og fremmest det: en fantasi, en udpræget maskulin abstraktion i aktion.

For hvad med det reproduktive arbejde for eksempel? Det historisk set traditionelle kvindearbejde med at føde og made, skrælle og koge, gøre rent og holde hus – ville vi kunne have en økonomi uden dette? Selvsagt ikke, og alligevel integreres selve det materielle udgangspunkt for økonomien sjældent i den økonomiske videnskab.

Kapitalen er samfundet

I videre forstand betegner ’den stumme tvang’ det grundforhold, at vi som mennesker er indlejret i økonomien, om vi vil det eller ej. Man kan ikke bare melde sig ud af samfundet. Ikke fordi nogen ville forhindre os i det, men fordi den måde, ressourcerne er organiseret på som varer, gør det umuligt. Henry David Thoreaus selvopretholdende ’Walden’ findes ikke – hvad det i øvrigt heller ikke gjorde i det 19. århundrede, hvor forfatterens mor gerne kom og hjalp ham med vasketøjet.

Denne pointe kan måske synes abstrakt. For kan vi overhovedet tænke os et liv hinsides eller før den kapitalistiske økonomi?

Hvis svaret er nej, er grunden lige præcis, at vareliggørelsen er nået til et punkt, hvor vi ikke længere er i stand til at skelne fænomenet fra den vareform, der lægger sig oven på det. Kapitalen er ikke lokaliserbar et vist sted i samfundet; den er samfundet. Allestedsnærværende altså, men også samtidig upersonlig, som Mau siger. Vi er tvunget til at gå på arbejde, tvunget til at indgå i vareudvekslingen, og den tvang fremstår for os som en simpel neutral nødvendighed.

Eller som det ganske iørefaldende lyder på dansk: Det er mig, der tjener pengene. Og altså ikke pengene, der tjener mig. Eller for at sige det på en anden måde: Ligesom kommunismen i det 19. og 20. århundrede var det spøgelse, der hjemsøgte kapitalismen, er den ’stumme tvang’ den fortrængte krop, der bevæger Adam Smiths ’usynlige hånd’. For mens den kapitalistiske orden blev indstiftet med vold – bønderne blev adskilt fra deres jord og tvunget til at købe produkterne af deres arbejde tilbage som varer – er den måde, volden lever videre på i dag som nødvendighed.

Det tjener til Maus ære at have fået øje på denne primære økonomiske magt, økonomien nærmest som en social anskuelsesform, der er blevet så selvfølgelig, at vi ikke ser den.

At bogen så også er præget af de sædvanlige oversættelsesproblemer mellem akademisk publikation og bredspektret udgivelse, undskylder man gerne: Jeg havde for eksempel gerne været foruden flere af de lange intramarxistiske udredninger og diskussioner, der virker til mest at være der for at give forfatteren rygdækning og positionere ham i forskningsfeltet.

En frigørelse fra den gamle verden

Som lokal intellektuel begivenhed kan udgivelsen dog meget vel komme til at signalere et tidehverv. For med dens blotte tilstedeværelse repræsenterer Stum tvang et brud, modningen af en ny generation af venstreorienterede filosoffer, sociologer, kulturteoretikere og skribenter, der ikke har det fjerneste i klemme i retning af det 20. århundrede.

Naturligt nok: De var knap nok født, da Berlinmuren faldt. Hvor deres forældre og storebrødre og storesøstre fik jaget en uoverkommelig skræk i livet af Sovjetunionens bureaukratiske og statskapitalistiske diktatur, er deres monstre snarere stærkt samtidige: den økologiske katastrofe, affaldsgørelsen af mennesket og dens verden.

Dén forskydning i den historiske erfaring gør, at vi for første gang i mange årtier kan begynde at frigøre os fra den gamle verden med alle dens neuroser, fortrængninger og tvangstanker. Og måske endda begynde processen, teoretisk og praktisk, med at forestille os den nye.

Alt for længe har vores hjemlige intellektuelle debat været domineret af politologer, økonomer, reklameetnologer og livsstilseksperter, der har ophøjet kapitalens selvfremstilling til videnskab. Der ligger en opgave i at genvinde beskrivelsesretten over virkeligheden. Med Søren Maus bog er slaget for alvor i gang.

Matthias Dressler-Bredsdorff er kritiker ved Politiken og redaktør på Magasinet Eftertryk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Alt for længe har vores hjemlige intellektuelle debat været domineret af politologer, økonomer, reklameetnologer og livsstilseksperter, der har ophøjet kapitalens selvfremstilling til videnskab".

Jeg er meget enig. Det må være vigtigt at fremhæve, at udgangspunktet for Marx kritik i hans senere økonomiske værker er politisk og ikke økonomisk, til trods for at det kommer til at dreje sig om økonomi og vores måde at indrette samfundet på.

Som der står i artiklen "Marxistisk økonomi" i www.leksikon.org:

"Udgangspunktet for Marx’ samfundskritik og hans udvikling af en kritisk teori om kapitalismen var samfundets materielle produktion og dennes organisering. Det er vigtigt at være opmærksom på, at Marx selv brugte begrebet politisk økonomi om sin samtids økonomiske teorier og betegnede sine egne arbejder med at undersøge disse teorier som «kritik af den politiske økonomi» eller som han skriver i et brev til Lassalle: «en kritisk fremstilling af den borgerlige økonomis system»".

Søren Christensen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Søren Dahl, Bent Larsen, Finn Jakobsen, Ejvind Larsen, Charlotte Mannstaedt, Poul Erik Pedersen, Susanne Kaspersen og Eva Pedersen anbefalede denne kommentar

SUPER ... SPÆNDENDE .... OG .... SÅ VIGTIG, SÅ VIGTIG!

ingemaje lange, Christian Mondrup, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Dan Ysnæs, Søren Dahl, Steen K Petersen, Annette Chronstedt, Torben K L Jensen, Ejvind Larsen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Det lyder som en god og lidt fornyet kritik af kapitalismen. Og hvad kan løsningen være? Her, Dragsteds Nordisk (demokratisk) socialisme leverer mange gode idéer og refleksioner (bland andet, et effektivt og lighed-orienteret demokratisk regulering af markeder) Kan det danske samfund prøve at fornye den danske neoliberale kapitalisme mod en solidariske og sociale hybrid økonomi, mens vi håber at andre samfund kan også prøve det? Måske, forhåbentlig,...

Alvin Jensen, erik lund sørensen, Steffen Gliese, Dan Ysnæs, Ejvind Larsen, Poul Erik Pedersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for den anmeldelse. Her bare en bemærkning til - " Vi er tvunget til at gå på arbejde, tvunget til at indgå i vareudvekslingen, og den tvang fremstår for os som en simpel neutral nødvendighed." -
Er det ikke det største problem- Tænk om "vi" begyndte at sætte livsglæde , tid osv i højsæde - i stedet for vækst og forbrug.
Bare MF og et flertal af Folketingets politikere begyndte at se på livskvalitet til alle og ikke kun vækst og forbrug samt udskamning af folk der ikke evner/kan bidrage til samfundets vækst.
Hvorfor ikke sætte livskvalitet først - mon ikke der kunne skabes et bedre samfund , hvis "vi" begyndte på det.

Søren Christensen, Hanne Boye Petersen, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Jacob Munk, Inge Lehmann, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Dan Ysnæs, Annette Finnsdottir, Steen K Petersen, Inger Pedersen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Henriette Melchiorsen

Tak til Søren Mau for at stille vigtige spørgsmål! - og tak til Information for anmeldelsen. Lad os håbe og arbejde for, at dette må starte en ny nysgerrighed efter andre værdier, som vil kunne bringe os videre mod et mere ligeværdigt og blomsterende samfund.

Hans Christian Hay, Dorte Sørensen, ingemaje lange, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Inger Pedersen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Irene Clausens og Søren Dahl anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Marxismens relevans i Deadline

22. september 2021

I forbindelse med post. doc. Søren Mau’s udgivelse af bogen Stum tvang, var forfatteren inviteret i tv-programmet Deadline for at tale om marxismens relevans i dag. I programmet forklarer Mau hvordan en moderne marxisme afviser de anklager om økonomisme, der ellers traditionelt rejses mod traditionen. Tværtimod viser Mau’s læsning af Karl Marx’ skrifter, at Marx’ magtbegreb er langt mere dybdegående end kritikerne antager.

Det er dette som Mau med Marx’ ord fra Kapitalen kalder stum tvang.

“Stum tvang er en særlig form for magt der gennemsyrer det kapitalistiske samfund.”

“En abstrakt og upersonlig tvang indlejret i hele det økonomiske system, der sikrer at hele samfundets indretning ordnes efter et grundlæggende princip, der ikke er menneskelige behov eller naturens grænser – men profit.”

“Det princip bliver gennemtrumfet, ikke kun gennem magtformer vi er vandt til at genkende, som vold og ideologisk magt, […] men også gennem en strukturel, anonym, upersonlig tvang som er indlejret i hele måden økonomien fungerer på.”

I nedenstående link er videre link til Deadlines interview med Søren Mau.

http://marxistiskanalyse.dk/2021/09/22/marxismens-relevans-i-deadline/

Ejvind Larsen, Dorte Sørensen, Mikael Velschow-Rasmussen, ingemaje lange, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Estermarie Mandelquist, Inge Lehmann, Steen K Petersen, Hanne Utoft, Steffen Gliese, johnny volke og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo godt, at det bliver formuleret; men gennemgående er det jo ligesom til at få se med det blotte øje. Det er jo tragisk, at vi først nu oplever en kritisk litteratur, der formår at løfte sig op over fagets begreber i almindelighed og teoriens i særdeleshed, så de pågældende trossætninger, der hjemsøger den økonomiske teori, kan blive afslørede for deres manglende påviselighed.
Jeg er spændt på at læse den - og om jeg overhovedet får noget ud af den - og måske især for at se, om selve prissætningens ødelæggende forvridning af varebyttet behandles.

Alvin Jensen, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Flemming Jensen

De intellektuelle samfundsrevsere er jo nærmest forsvundet fra jordens overflade.
Ingen stiller spørgsmåltegn om samfundet kunne ændres fundamentalt .
Selv den røde blok i form af en Statsminister ( som snart minder mest om en robot ) udtaler at vi skal yde før vi kan nyde.
De ledige og udsatte skal sættes i skammekrogen, som levede vi gjorde i det 2000 århundrede, nu er vi altså nået til det 2100 århundrede.
Vel vidende at vi burde som civileseret samfund gå til næste niveau.
Der er rigelig råd til større livskvalitet i form af et fritidssamfund.
Lad automatiseringen udvikle sig og stop så sangen om manglende hænder.
50 procent af alle jobs både i den private og offentlig sektor er det rene pseudo arbejde, ren og skær bullshit arbejde.
Lad nu folk få lov til at omstille sig til et liv fyldt med fritid, uddannelse og sunde interesser.
Der er famillier og virksomheder som tjener styrtende med penge, som unddrager at betale til fællesskabet.
Mette Frederiksen er tidligere spejderleder, hun må sku da om nogen kende til sunde værdier.
Tag et kik på Island og andre lande omkring os.
Tag et kik på virksomheder som øger livskvalitet for deres ansatte og øger produktivitet/ indtjening.
Begge eksempler med fokus på automatisering og kortere arbejdstid.
Folk bliver sjovt nok mere kreative og produktive, når de ikke bliver mødt med stress og det sædvanlige hamsterhjul.
Nutidens politikere, journalister og erhverseliten lever med den samme løgn, som de gang på gang prøver at presse ned over hovedet på i deres øjne pøblen.
Hvor er det synd for os alle sammen og ikke mindst fremtidige generationer..

Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Ruth Sørensen, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Steffen Gliese og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Torben Morten Lund

Jeg kunne ønske en mere forståelig anmeldelse end denne samling forvirrede indfald blandet med upræcise begreber. Med et af anmeldelsens egne konstruktioner: affaldsgørelse.

Torben Morten Lund

Jeg kunne ønske en mere forståelig anmeldelse end denne samling forvirrede indfald blandet med upræcise begreber. Med en af anmeldelsens egne konstruktioner: affaldsgørelse.

Steen K Petersen

Det er ikke sjovt at være forvirrede, nu synes jeg dog at lix tallet ikke er så højt, så måske @Torben Morten Lund jeg kan komme med et bud på hvad der menes med “affaldsgørelse”

Dette ord er i det tredje sidste afsnit i anmeldelsen og der står,
"den økologiske katastrofe, affaldsgørelsen af mennesket og dens verden”

Jeg nøjes med affaldsgørelse og ikke økologiske, så det ikke bliver for forvirnede,
affaldsgørelse af mennesker, menes der sikkert med, at mennesker købes, bruges, udnyttes, udbyttes og kasseret, når menneskes ikke har nogen nytteværdi tilbage, du ved lige som en vare.
Håber det giver mening.

Dorte Sørensen, Andreas Lykke Jensen, Steffen Gliese, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Seneste udmelding fra de konservative:

Hvis man kan arbejde, skal man arbejde. vi andre gider ikke betale for dig!

Niels Flemming, beskæftigelsesordfører for Det Konservative Folkeparti og Brigitte Klintskov Jerkel, folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Det giver stof til eftertanke, nu kan selv dem der har penge ikke undslå sig for at deltage i arbejdsfællesskabet, for som de siger, hvis man kan arbejde, skal man arbejde.