2017 var et skidt år for filosoffen Georg Lukács, som på det tidspunkt havde været død i 46 år. Dels blev hans arkiv, en vigtig forskningsinstitution, lukket af Det Ungarske Videnskabsakademi. Dels blev bronzeskulpturen i Szent-István-parken i Budapest af den melankolsk udseende tænker, støttende sig til et brogelænder, beordret fjernet af hovedstadens byråd.
Begge dele, pakket ind i en sælsom blanding af uldne, administrative begrundelser og politiske tilkendegivelser, var kamphandlinger i den kulturkrig, den højrepopulistiske Orbán-regering fører mod alt, der overhovedet kan betegnes som ’liberalt’, men også mod det meste andet, som det er opportunt at være imod.
Her kommer Lukács ind i billedet.
Ikke bare var han kosmopolit, bevægede sig mellem sprog og lande, han var også en forbenet marxist, kommunistisk propagandist, østblok-dignitar og altså repræsentant for fordums undertrykkelse.
Lukacs' bog om den unge Hegel er fremragende. Og hans studier i den tyske oplysning (Goethe) er ogsaa kraes.
"I stedet for at ændre verden frydes de over at betragte og begræde den kapitalistiske verdens dårligdomme og lidelse; de kigger ned i afgrunden, mens de nyder udsøgt mad og kunstnerisk underholdning."
Noget lignende kan man vel mere eller mindre sige om hele Informations læser og skriverskare...
Og hvad angår det praktiske er hverken eventuel medvirken i henrettelse, stalinsupport eller deltagelse i et parti da særlig frihedsfremmende