Vi lever i gruppenarcissismens tidsalder, skriver stjerneforfatteren Elif Shafak i veloplagt essay

Elif Shafak tror på fortællingens forløsende kraft. Det er givetvis derfor, hun endte med at veksle en ph.d. i statskundskab til en karriere som forfatter og journalist.

En karriere, der på få år gjorde hende til en af Tyrkiets mest populære intellektuelle, og som er båret af en social indignation, der med tiden blev så stort et problem for den tyrkiske regering, at hun i dag lever i selvvalgt eksil i London.

Med How to Stay Sane in an Age of Division har hun nu skrevet et essay på bare 90 sider om coronapandemiens sociale og politiske følgevirkninger – en slags overlevelsesguide til mennesket på den anden side af den globale lockdown. Teksten læner sig op ad de utallige debatbøger, der blev undfanget under pandemien, hvor mange pludselig fik travlt med at spå om fremtiden i lyset af den usædvanlige periode.

Og så alligevel ikke. For med udgangspunkt i egne erfaringer undersøger Shafak også fortællingens evne til at bringe mennesker sammen og understøtte en mere demokratisk og empatisk fremtid. Det er velskrevne tanker om verdens aktuelle tilstand, om end flere sider klart havde været at foretrække.

Tabet af selvet

Shafak betragter coronakrisen som en meningskrise, der endegyldigt har gjort vores fælles ordbog forældet. Vi er ikke længere enige om, hvad begreber som normalitet, demokrati og lykke dækker over, skriver hun. Ord, som vi troede, vi kendte.

Samtidig har pandemien skærpet en i forvejen udbredt global utilfredshed med det politiske system, som stadig flere føler sig frakoblet i det 21. århundredes polariserede og teknologisk accelererende virkelighed. Folk føler sig overflødige og overhørte – også dem, der på papiret lever i et demokrati.

Forvirret og desillusioneret trækker mennesket sig ind i sig selv. For når vi ikke længere føler os lyttet

Elif Shafak. ’How to Stay Sane in an Age of Division’. 96 sider. £4.99. Profile Books Ltd

»Vi oplever et tab af selvet,« skriver Shafak.

For at kompensere for dette tab omgiver vi os med mennesker – på gaden eller på Reddit – der ligner os, og hvis fortælling er identisk med vores egen. Dem, som gerne vil lytte, fordi de forstår vores kvaler.

I det øjeblik forlader vi verden til fordel for spejlsalen. Herinde, blandt mennesker der tænker og taler på samme måde som os selv, er der ikke noget nyt at lære. Der er kun gentagelser og ekko. Til gengæld får vi lov til at leve i illusionen om, at det er os, verden kredser omkring. Ikke overraskende med den konsekvens, at vi begynder at foragte alle dem, der står uden for og ikke anerkender vores krav på oprejsning.

I sådan en verden skal der ikke meget til at antænde slumrende følelser af vrede og skuffelse. En pludselig begivenhed eller en demagogisk leder.

Shafaks pointe er, at narcissisme ikke bare er en individuel personlighedsstruktur. Den kan også vokse ud af et fællesskab. Gruppenarcissisme, kaldes det, og er tidligere blevet udforsket af tænkere som Erich Fromm og Theodor Adorno, der begge havde førstehåndserfaring med 1930’ernes spirende totalitarisme. Det er den linse, vi ifølge Shafak må se verden gennem, hvis vi ønsker at forstå, hvad der nærer den globale politiske polarisering i dag.

Det stumme g

Tidens store og svære erkendelse er ifølge Shafak, at verden er holdt op med at blive bedre for hver generation. Den fortælling, vi hver især udlever, er ikke længere den, vi selv ville have valgt. Derfor er det også helt i orden ikke at være okay, skriver hun. Er man velorienteret om verdens tilstand, er det faktisk underligt, hvis man er okay. Men, afsluttes det i en fritsvævende sætning, »at erkende de mørke følelser må være der, vi begynder. Det må ikke være der, vi slutter«.

Vreden kan være produktiv, men den må tøjles, hvis vi ikke skal tabe os selv. Spejlene må afmonteres, og vi »må åbne vores øre for de store, endeløse og utallige fortællinger, verden har for os«. Det er vores tids dannelsesopgave.

Shafak beretter, at hun som et venstrehåndet barn blev tvunget af et rigidt tyrkisk skolesystem til at skrive med højre hånd. Knækket af mobning fandt hun et slægtskab med et bogstav fra det tyrkiske alfabet – det stumme ğ, der minder om det bløde g på dansk. Bogstavet blev en besættelse, erindrer hun.

»Måske talte det alligevel på sin egen måde, men uden at nogen var interesserede i at høre, hvad det havde at sige.«

Skønt bogens store emne kæmper med at finde sig til rette i det lille format, så er How to Stay Sane in an Age of Division en overbevisende bøn til læserne om ikke at trække sig ind i sig selv, men i stedet at se ud på verden og lytte til samfundets stumme bogstaver.

Kun sådan lærer vi at forstå virkeligheden på nye måder.