Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ny bog dykker ned i renæssancens opgør med middelalderens »barbariske latin«

Renæssanceforfatternes opgør med middelalderens filosofi rettede sig blandt andet mod periodens ’barbariske latin’, viser ny bog: Det skulle erstattes af et mere ’folkeligt’ sprog, som pudsigt nok fandtes hos forfatternes romerske forbilleder
Moderne Tider
20. november 2021
Den engelske filosof Thomas Hobbes skrev også på engelsk, og det gav hans reference til ’folkets sprog’ en større tyngde i forhold til den verden, han skrev i

Den engelske filosof Thomas Hobbes skrev også på engelsk, og det gav hans reference til ’folkets sprog’ en større tyngde i forhold til den verden, han skrev i

Akg-Images/Ritzau Scanpix

Jeg ser altid særligt frem til at læse bøger udgivet på Cambridge University Press, når de er skrevet af en forfatter fra kontinentet. Det kan lyde lidt chauvinistisk, men erfaringsmæssigt er denne kombination næsten altid garant for virkelig høj kvalitet.

På denne måde får man nemlig det bedste fra to verdener: den klarhed og præcision i argumenterne, der kendetegner den angelsaksiske forskningstradition, kombineret med en dyb forankring i hele forskningslitteraturen, også den ikkeengelsksprogede. Det er præcis tilfældet med den hollandske filosofihistoriker Lodi Nautas intet mindre end fremragende Philosophy and the Language of the People.

Nautas emne er den meget udbredte appel til »folkets sprog«, man finder hos store renæssanceforfattere som Lorenzo Valla, Leonardo Bruni og Giovanni Pontano. Denne idé siger nemlig noget vigtigt om, hvordan renæssancens tænkning forholder sig til den forudgående tradition. I denne periode finder man således en konstant kritik af middelalderens »barbariske latin«, der ikke blot skildres som uelegant, men også direkte misvisende i sit forsøg på at fremstille virkeligheden. Denne latins ufølsomme forvanskning betyder for renæssancens tænkere, at skolastikkens sprog hverken kan bruges til at forklare virkelighedens beskaffenhed eller overbevise tilhørere om det, man har opdaget om den.

Derfor refererer de omtalte forfattere ofte til ’folkets sprog’ eller den ’normale’ brug af latin som en rettesnor for et anderledes latin, der ville være bedre egnet til at afspejle virkeligheden. Imidlertid er denne reference tvetydig: på den ene side bruges den til at påpege, at den ’almindelige’ opfattelse af virkeligheden totalt forvanskes af det tekniske middelalderlatin, på den anden side forsøger man at genoplive et sprog, man primært finder hos lærde romerske mænd som Cicero og Quintilian.

Folkets tvetydighed

Denne tvetydighed er selvfølgelig ikke ny, og man finder den også den dag i dag: ’Folket’ betegner efter forgodtbefindende enten hele folket eller en særlig del af det – typisk taget til indtægt for noget særligt ’folkeligt’, som flugter med talerens egne overbevisninger.

På en lignende måde spiller referencerne til ’folkets brug’ en vis strategisk rolle hos de store renæssanceforfattere. Det gør dem dels i stand til at afvise middelalderens filosofi som en gang abstrakt vås uden forbindelse til virkeligheden – en kritik, man i øvrigt har set rettet mod ’filosofien’ utallige gange siden. Dels får de dermed afstivet deres eget reformatoriske program, hvor det drejer sig om at genopdage svundne tiders glemte skatte, som er bevaret hos Cicero og kompagni.

Denne reformation bliver forstået som et eksplicit opgør med middelalderens samlede tankegods, og blandt renæssancefilosofiens kendetegn finder man da også en del figurer, der har en særligt moderne aura: en henvisning til den konkrete erfaring, afvisning af abstrakte kategorier, et øget fokus på historien, kritik af filosofiske autoriteter som Aristoteles og lignende.

Folkesprog hos Hobbes og Locke

Derfor fortsætter Lodi Nauta også sin undersøgelse efter renæssancen og vier bogens to sidste kapitler til de engelske filosoffer Thomas Hobbes (1588-1679) og John Locke (1632-1704). Fælles for dem er, at de begge (delvist) skriver på engelsk. Derfor har deres referencer til ’folkets sprog’ også en lidt anden status, end det var tilfældet med de tidligere forfattere, hvis ærinde eksplicit var at genoptage et latin, som det blev praktiseret i en svunden tid. Hobbes henviser ikke til Cicero for at finde en målestok for, hvad det giver mening at tale om, men derimod til arbejdende folk uden for universiteterne, der »sjældent taler absurd«.

Styrken ved Nautas bog er således også, at den viser præcis, hvordan den moderne filosofi tog form som et direkte opgør med det, man opfattede som den ’mørke’ middelalder. Uden at forfalde til højttravende generaliseringer undersøger Nauta en helt specifik argumentationsform fra starten af det 15. århundrede til slutningen af det 17. Det giver ham mulighed for at evaluere de forskellige teoretiske ambitioner, der kendetegner de tænkere, han beskæftiger sig med, uden på forhånd at antage en specifik forståelse af renæssancen eller den tidlige moderne periode som absolutte størrelser. Metodologisk er det et helt igennem overbevisende greb, og når det eksekveres med så stort overblik over både primær- og sekundærlitteratur, er det svært ikke at blive begejstret.

Lodi Nauta: ’Philosophy and the Language of the People – The Claims of Common Speech from Petrarch to Locke.’ 275 sider. 30 pund. Cambridge University Press.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her