Trump har tabt, men Trumps kvindesyn og bølleadfærd lever. Ny bog viser, hvordan vi kan bekæmpe den

I 2017 fyrede Trump den daværende leder af FBI, James Comey. Flere af præsidentens allierede i den konservative presse omtalte dengang den fyrede FBI-chef i påfaldende kønnede termer: Han var en »drama queen«, der skrev på en umandig måde, lød det for eksempel fra Fox-værten Laura Ingraham, mens kollegaen Charles Payne beskrev ham som »meget mere emotionel«, end en person i hans stilling burde være.

Donald Trump har ofte selv lagt en lignende retorik for dagen – i 2018 gik det således ud over forkvinden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, der blev genstand for øgenavnet Nervous Nancy til trods for, at vi ikke har set Pelosi fremstå hverken nervøs eller usikker.

Ifølge den politiske teoretiker Bonnie Honig, professor ved Brown University, demonstrerer disse eksempler et af Trumps og Trump-støtternes udbredte magtgreb, som baserer sig på en feminiseringsstrategi. Ved at feminisere Comey og på stereotyp vis skildre Pelosi som en nervøs kvinde forsøger de at undergrave dem som kompetente og respektable skikkelser. Kort sagt er feminisering med Honigs ord en destrueringsstrategi.

Trumpisme som chokpolitik

Vi kunne foranlediges til at tænke, at de nævnte eksempler blot hører historien til, eftersom Donald Trump tabte sidste års præsidentvalg. Men Honigs forståelse af trumpismen går hinsides personen Trump. Hun ser den som en mere generel strømning, hvor det hvide overherredømme manifesteres i en mandlig ret til at sige og gøre, hvad man vil. Trumpismen skaber et hierarki, hvor patriarkatet dominerer ved misogyni, misinformation og støj. En anden måde at sige det på er, at trumpisme er udtryk for en chokpolitik, der bærer præg af det, som Honig kalder svindel- og bølleadfærd. Trumps optræden som præsident var selve legemliggørelsen af denne form for politik.

Så selv om der næsten er gået et år, siden Trump tabte det seneste valg i USA, er opgaven nu at forsøge at forstå den chokpolitik, han stod for i sine fire år som præsident. Eksemplerne er mange, såsom de utallige vrede tweets og misogyne udtalelser.

Maskuline magthavere

Vi kan forstå dette fænomen ved hjælp af Honigs idé om feministisk kritik, som hun udfolder i bogen Shell Shocked – Feminist Criticism after Trump (2021). Her skriver hun, at feministisk kritik først og fremmest adskiller sig fra feministisk teori, fordi kritikken er målrettet begivenheder i den politiske verden. Med udgangspunkt i en konkret analyse af politiske handlinger er det den feministiske teoris formål at skabe demokratisk lighed og mangfoldighed. I feministisk kritik skal vi således læse verden omhyggeligt, have øje for detaljerne, dokumentere de eksisterende kønsuligheder og derfra forsøge at korrigere dem.

Honig praktiserer blandt andet denne form for kritik i sin analyse af feminiseringen som en trumpsk magtstrategi. Her analyserer hun trumpismens diskurser og praksisser, og hun viser, hvordan de skaber hierarkiske opdelinger i samfundet i form af maskuline magthavere og feminine undersåtter. Feminiseringsstrategien nedgraderer ifølge Honig de borgere, der tilskrives såkaldt feminine egenskaber, som vi så det med James Comey og Nancy Pelosi. Det er den feministiske kritikers opgave at anfægte og opløse sådanne hierarkiske sammenhænge, der forbinder svaghed og styrke med henholdsvis feminine og maskuline egenskaber.

Penelope som feministisk kritiker

En figur, der ifølge Honig netop nedbryder sådanne hierarkier og praktiserer den form for kritik, som hun argumenter for, er Penelope i Homers Odysseen. I 20 år, mens Odysseus er i krig, væver Penelope – Odysseus kone – tråde sammen hver dag, og først når stoffet er færdigvævet, vil hun gifte sig på ny. Den tid kommer dog aldrig, for det stof, hun har vævet om dagen, trævler hun op om natten. Honigs pointe er, at Penelope gør mere end blot at være tro: Hun viser også en selvstændighed og klogskab i kraft af sit blik for detaljen, som hun bruger til at undgå et nyt giftermål. Hun handler således imod de herskende normer og sociale forventninger ved at løsne de tråde, der væver det maskuline overherredømme sammen, og en feministisk læsning fokuserer på dette kritiske potentiale.

For at blive i metaforen er der dog ikke kun tale om optrævling: Trådene kan anvendes til noget nyt, ligesom feministisk kritik kan pege mod nye samfundsstrukturer. Som Penelope skal vi – borgere i et demokrati – have syn for detaljen og finde de løse tråde i patriarkatet. Håbet er, at feministisk kritik gennem læsninger af oversete detaljer i politiske begivenheder kan modarbejde den konservative chokpolitik og bevæge os hen imod en socialt retfærdig fremtid.

Bonnie Honig: ’Shell Shocked – Feminist Criticism after Trump’. Fordham University Press. 272 sider. 895 kroner.