Ny bog: Glem populisterne – det er den intellektuelle højrefløj, vi skal holde øje med

På vores del af kloden har vi en tendens til at opdele historien i et før og et efter liberalismen. En formørket tid, hvor mennesket var underlagt magthavernes tvang og vilkårlige vold, og så en oplyst tid, hvor mennesket blev fri til at vælge sit eget liv, og hvor det blev statens opgave at beskytte denne frihed.

Selv om vi let kan forestille os tiden, før mennesket smed sine lænker, er det straks vanskeligere at forestille sig en verden, hvor det oplyste menneske forkaster det liberale tankesæt. For under hvilke omstændigheder ville vi dog foretrække at vende tilbage til en tilstand, hvor den individuelle frihed ikke længere udgjorde rammen for det meningsfulde liv?

Spørger man den nye generation af højreradikale, som vokser i hjertet af vores egne demokratier, har vi misforstået noget helt centralt, hvis vi tænker, at afskeden med liberalismens værdier repræsenterer et tilbageskridt. Og læser man A World after Liberalism: The Philosophers of the Radical Right, forstår man, at denne modkultur for tiden har skræmmende stor succes med at kritisere liberalismens grundlag indefra.

Ideer, som historien ellers havde dømt ude, er på banen igen. Debatter, som vi for længst troede var overstået, dukker op i nye forklædninger. For det meste på radikale blogs og brugerdrevne onlinefora, der sjældent når den brede offentlighed, men som hver dag samler millioner af følgere på tværs af kontinenter.

Ifølge bogens forfatter, Matthew Rose, en amerikansk forsker i politisk teori og religionstudier, befinder verden sig lige nu i et postliberalt øjeblik, hvor man er godt naiv, hvis man tager for givet, at de liberale doktriner vil dominere ud i al fremtid.

For at forstå højrefløjens postliberale visioner beskæftiger han sig med fem af historiens mest kontroversielle intellektuelle. Tænkere, der ofte afvises som halvstuderede amatørfilosoffer, og hvis radikalitet kun undtagelsesvist lader dem optræde på uddannelsernes pensumlister. Men hvis tanker er profetiske for de ideer til en postliberal fremtid, som den radikale højrefløj diskuterer lige nu.

Civilisationen har en skæbne

Rose går kronologisk til værks og begynder gennemgangen ved den tyske historiker Oswald Spengler, bogens mest navnkundige figur.

Øjeblikkeligt berømt og berygtet efter udgivelsen af Vesterlandets Undergang i 1918 virkede Spengler i mellemkrigsårene som den radikale konservatismes store inspirator. Han forblev til sin død kritisk over for både nazismens racedoktriner og Hitler, som han betragtede som en undermåler.

Spengler advarede om, at Europa befandt sig i en afgrundsdyb identitetskrise, truet af fremmede kulturer, der havde lært at betjente sig af Vestens videnskab og teknologi. I det lys påtog han sig opgaven at tilvejebringe det vestlige menneske indsigt i dets egen heroiske og revolutionære karakter.

Hos Spengler undslipper mennesket aldrig sin kulturelle identitet. Deri består den tyske historikers afvisning af liberalismen, der må vige for civilisationens skæbne, allerede fikseret af de uoverstigelige forskelle imellem verdens kulturer.

Det er svært at overvurdere, hvor stor en betydning Spenglers betoning af den demografiske udvikling og indvarsling af identitetspolitikken skulle få for hans efterfølgere.

En af dem var den intellektuelle excentriker Julius Evola, engageret i efterkrigstidens italienske fascisme. Gennem esoteriske læsninger af antikke og moderne tekster åbenbarede Evola en guddommelig forfatning med den politiske autoritet som øverste helligdom. Ulighed og ubetinget adlydelse var essentielle egenskaber ved den politisk orden, som skulle ledes af en elite modelleret efter de tyske SS-tropper. Hos Evola kan selv de største grusomheder fyldes med spirituel mening.

Fascinerende er også læsningen af den amerikanske jurist og antisemit Francis Parker Yockey, der som den første lancerede ideen om en alliance mellem det postliberale Vest og postkommunistiske Sovjet. Med læsningen af den franske journalist og filosofiske hedning Alain de Benoist afsøges det, hvordan den franske højreradikalisme inspireres af ’Det nye venstres’ kulturkamp og fokus på ’oprindelige folk’.

Kan kun dømme det, man forstår

Afslutningsvis præsenterer Matthew Rose den amerikanske ideolog Samuel Francis som trumpismens egentlige ophavsmand, der allerede i 1990’erne forsøgte at aktivere en amerikansk middelklasserevolution ved at erstatte USA’s liberale selvfortælling med en fortælling til genrejsning af den hvide, racesolidariske arbejderklasse.

A World after Liberalism er skrevet ud fra devisen, at man ikke kan dømme om det, man ikke forstår. Også når det handler om hadske tekster, som repræsenterer nogle af de mest problematiske aspekter ved menneskeheden.

Det er en prisværdig tilgang, hvis vi ønsker at konfrontere de udfordringer, der lige nu vokser under overfladen, men som i fremtiden vil udgøre den største trussel mod samfundets allermest grundlæggende principper.