Udtrykket ’det nye venstre’ henviser som regel til de politiske bevægelser og partier, der opstod mellem slutningen af 1950’erne og starten af 1970’erne – i en dansk kontekst eksempelvis Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne samt bevægelserne mod Vietnamkrigen og atomkraft. Men som den amerikanske historiker Terence Renaud viser i sin nye bog New Lefts: The Making of a Radical Tradition, bør denne periode i venstrefløjens historie forstås som en genoplivning af en tradition, der går tilbage til antifascismen i mellemkrigstidens Europa.
Det, der ifølge Renaud definerer det nye venstre, er et særligt dilemma, som generationer af revolutionære har kæmpet – og stadig kæmper – med: »Hvordan opretholder man internt demokrati og opnår social forandring uden at ty til hierarki, uddelegering og andre institutionaliserede former for politik? Med andre ord: Hvordan holder man sit nye venstre evigtung?«
