Millioner af turister besøger hvert år Athens Akropolis. Her, i midten af en pulserende storby, står nogle af antikkens største monumenter – hvide ruiner, hvis skønhed kan betragtes fra alle sider.
Sådan var det ikke i 1820’erne. Her var Athen en ubetydelig provinsby i det osmanniske imperium. Akropolis var hjemsted for en osmannisk garnison, fyldt med barakker, spisesteder og en moské bygget ind i Parthenon-templets ruiner. For foden af Akropolis levede omkring 6.000 albanere, grækere, jøder, bulgarere og tyrkere i relativ fredelig sameksistens, som de havde gjort i århundreder.
Det ændrede sig i 1821, da Den Græske Revolution brød ud. Muslimer og jøder blev systematisk udrenset, hvor revolutionen skred frem. Og når den osmanniske hær rykkede ind, blev græske mænd myrdet og kvinder og børn solgt til slaveri. I 1830, efter ni års blodig kamp, var den græske nationalstat en realitet, og verdens første befrielsesbevægelse baseret på den moderne idé om nationale tilhørsforhold var endt som en succes.