Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ny bog forsøger at indkredse kapitalismens væsen. Marx ville næppe være tilfreds

Hvad er kapitalisme? Det er der mange, der gerne vil vide. Ikke mindst fordi kapitalismen synes at være blevet global og svær at komme af med. En nyoversat og nyttig bog vover et svar, men efterlader også utallige ubesvarede spørgsmål
Richard S. Fuld Jr. var administrerende direktør for Lehman Brothers, da den krakkede i 2008 under finanskrisen i 2008. Krisen kaldte på en andenudgave af ’En meget kort introduktion til kapitalisme’ fra 2004. Den kom i 2015 og er nu oversat til dansk.

Richard S. Fuld Jr. var administrerende direktør for Lehman Brothers, da den krakkede i 2008 under finanskrisen i 2008. Krisen kaldte på en andenudgave af ’En meget kort introduktion til kapitalisme’ fra 2004. Den kom i 2015 og er nu oversat til dansk.

Karen Bleier

Moderne Tider
22. januar 2022

Hvad er kapitalisme, lyder spørgsmålet, og svaret falder prompte og tilsyneladende autoritativt i anslaget til En meget kort introduktion til kapitalisme – en ny oversættelse af en bog i Oxford University Press’ serie Very Short Introductions.

Kapitalisme indebærer, at der investeres penge for at tjene flere penge. Det sker først på samfundsmæssigt niveau, når hele økonomien bliver afhængig af investeringer af kapital. Det vil sige, når det ikke bare er handlen, men også produktionen, der finansieres på denne måde. Den kapitalistiske produktion hviler på en udnyttelse af lønarbejde og har en forandringsskabende kraft. Produktionen og forbruget forbindes via markedet, og efterhånden breder kapitalismen sig over hele verden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jens Voldby Crumlin

Det er utopi at forestille sig et kapitalistisk system i balance, det er simpelthen i modstrid med hele kapitalismens iboende modsætninger. Kriserne er en central del af kapitalismens dynamik der hele tiden presser systemet til at finde nye områder af økonomien der kan skabe profit og/ eller forstærke udbytningen af de eksisterende.
Kapitalismen løser aldrig sine grundlæggende modsætninger men flytter bare rundt på problemet. Det er denne grundlæggende forståelse der er basis for at marxister bedre forstår at forudsige karakteren af den næste økonomiske krise end mainstreamøkonomerne som konsekvent nægter at forholde sig til kapitalistiske kriser som en systemfejl men altid referere til eksterne påvirkninger og uforudsigelige udviklinger.

Martin Lau, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Karsten Nielsen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Både arbejdskraftens bytte- og brugsværdi må ses ud fra en aktuel klasseanalyse - for nu at blive i det marx'ske sprogbrug. Guy Standing, den engelske kritiske sociolog, har i en artikel fra 2015: The Precariat and Class Struggle givet et signalement af brudflader i en nyere klasseanalyse bl.a. ved at tilskrive lumpenproletariatet en mere central placering, end Marx havde forudset. Prekatiatet er Standings betegnelse for Marx' lumpemproletariat: De arbejder i løsrere ansættelser til meget svingende aflønning underkastet en benård og uberegnelig bytteværdi som det post-liberale arbejdesmarked tilbyder.

Standing inddeler klasserne efter efter gennemsnitsindkomsten. Øverst findes et plutokrati, nemlig nogle få med både stor erhvervet og arvet rigdom og med enorm uformel magt, der delvis er knyttet til finanskapitalen. Disse mennesker er løsrevet fra nationalstaten, ofte med bekvemmelighedspas fra flere lande. Meget af deres magt er manipulerende, gennem agenter og gennem finansiering af politikere og politiske partier og gennem trusler om at flytte deres penge og ejendomme, medmindre politikerne efterkommer deres ønsker.

Under plutokratiet findes en elite, som plutokratiet har meget til fælles med, blot er eliten i en eller anden forstand bofaste borgere i nationalstaten. De to grupper fungerer som én herskende klasse, næsten hegemonisk ud fra deres nuværende status. De legemliggør den neoliberale stat og manipulerer politikere og medier, mens de stoler på, at finansielle agenturer tolker og opretholder reglerne til deres fordel.

Under dem findes en akademisk lønmodtagerklasse med lang ansættelsessikkerhed, høje lønninger og omfattende virksomhedsgoder. De tjener til livets ophold i statslige bureaukratier og i virksomheders kernelag af medarbejdere. En nøgle til at forstå deres klasseposition er, at de modtager en voksende del af deres indkomst og ansættelsessikkerhed i form af aktier. Det betyder, at deres egen indkomst kan stige, hvis lønningerne presses ned, hvilket betyder, at overskudsandelen stiger præcis som værdien af deres aktieportefølje.
Med privatisering af den offentlige sektor og med outsourcing og offshoring af virksomheder og statslige organer skrumper lønsummen, og mange fra den fastansatte lønmodtagerklasse frygterderfor hele tiden at falde ned i prekariatet.

Under de fastansatte findes en gruppe som man kunne kalde for selvstændige professionelle, en voksende gruppe, der lever som entreprenører, konsulenter med selvstændige virksomheder og lignende. De tjener høje indkomster, men lever med stor risiko for udbrændthed og altid fristet af finansielle shortcuts og lovbrud. Deres antal vokser, ligesom deres indflydelse på den politiske diskurs i samfundet og med populært management-billedsprog. De kan også betegnes som såkaldte iværksættere, der sælger sig selv som iinvesteringer i eget koncept eller egen ide.

Under disse grupperinger findes det gamle proletariat, der over hele verden er skrumper betydeligt de seneste 50 år. Proletariatet har ikke længere styrken til at udvikle eller påtvinge det politiske domæne deres dagsorden, for slet ikke at kunne skræmme kapitalejerne til at give indrømmelser

Man kan som Standing gør flere steder se disse nye klasser som et opgør med dikotomien bytte- og brugsværdi idet bytteværdien under neo-liberalismen er blevet altoverskyggende ift. brugsværdien. Hvad er brugsværdien af en konsulentydelse, af hurtige aktiekøb- og salg og af varesalg, som markedet annulerer, inden reklamen for produktet er offentliggjort?

Torben Skov, Alvin Jensen, Søren Dahl og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Den antropologiske konstant 'arbejde' splittes i kapitalismen (og andre økonomier) op mellem ejere og arbejdere.
De første bestemmer, hvad der skal produceres og dermed levevilkårene.
Arbejderne må adlyde og ind/underordne sig livsformen.
Dermed er 'mennesket' sat ud af spillet.
I grove træk.

Grundlæggende kan man vel sige, at kapitalismen er rigtig dygtig til at fremme udvikling og produktion af alle former for materielle forbrugsgoder, men er født uden hæmninger, hvorfor den uden (eller med ringe) regulering løber løbsk.
Uden effektiv regulering ender kapitalismen med at trampe alting omkring sig ned - herunder de mekanismer, som indtil kapitalismens indtog forhindrede ulighed og
global opvarmning.
Sådan behøvede det ikke at være. Jeg tror, at en velreguleret kapitalisme via hård beskatning af de rigeste mennesker og hård beskatning af vores allesammens forbrug af de materielle ting, der fremmer klimaskaderne mest, vil gøre kapitalismen til en velsignelse, og ikke som nu en forbandelse, der udsletter vore efterkommere.

Steffen Gliese

Penge er et abstractum, et fremmedelement, der nok engang var smart at operere med upersonligt og over afstande; men det forvrider transaktionernes karakter, så vi f.eks. ikke ser, at arbejdet afhandles imellem en arbejdstager og en arbejdsgiver - det er adgangen til at udøve sin kunnen for at opnå personlig tilfredsstillelse og almen anerkendelse, der er på spil.
I den relation falder det vigtigste ved fantasmen 'kapitalisme' bort: at der skulle eksistere en meningsbærende afhængighed imellem den ene form for aktivitet, som f.eks. kan være fremstillingen af fødevarer, og f.eks. det at passe ældre mennesker på et plejehjem.
De er begge afgørende vigtige opgaver i samfundet, arbejdets udførelse er af vigtighed i begge lejre, men det er ikke den ene eller den andens prissætning, der forudsætter den enes eller andens muliggørelse.

Marxismen er ikke blot en teori om kapitalismen. Teorien er i sig selv lukket inde i kapitalismens tænkning, som når merværdi er relateret til profit og akkumulation. Vi har brug for at komme væk fra en materialistisk kvantitativ forståelse af menneskelige aktiviteter, ikke kun på grund af klimakrisen, men især fordi værdi grundlæggende er at gøre noget godt for andre mennesker, og fordi arbejde bør være en leg fremfor en byrde. Læs Graeber og Wengrows "The dawn of everything" og bliv inspireret.