For 100 år siden satte Walter Benjamin ord på statens undertrykkelse. Det er stadig relevant læsning

Der var blot gået to år siden generalstrejkerne, optøjerne og de blodige attentater, der fulgte Den tyske revolution, dødsstødet for Det tyske kejserrige, da den 29-årige Walter Benjamin i 1921 satte sig ned for at skrive essayet »Forsøg på en kritik af volden«.

Selv om Benjamin var førstehåndsvidne til det kaos, der fødte det tyske demokrati, var det ikke de konkrete begivenheder, der fangede den unge tænkers blik fra værelset i familiepalæet i Berlin. Det var voldens generelle tilstedeværelse i den europæiske politiske orden, han havde fået øje på.

Resultatet blev en tekst, der fik tæt på ingen opmærksomhed i sin samtid. Og da den endelig blev genoptrykt i 1955, var det med sociologen Herbert Marcuses bemærkning om den enorme afstand, som i mellemtiden havde skudt sig ind mellem Benjamins terminologi og den nye virkelighed.

Der skulle ikke være nogen tvivl om, at tiden siden har indhentet essayet, der med årene har etableret sig som et uomgængeligt værk inden for den politiske filosofi og er blevet grundigt behandlet af tænkere som Jaques Derrida, Giorgio Agamben, Judith Butler og Slavoj Žižek.

Derfor er det også helt på sin plads, at hundredåret for nylig blev fejret med jubilæumsudgivelsen Toward the Critique of Violence – A Critical Edition, redigeret af litteraturprofessoren Peter Fenves og filosoffen Julia Ng.

Med udgivelsen præsenterer de to amerikanere en nyoversættelse af Benjamins essay, flankeret af efterladte noter og håndplukkede passager fra de forfattere, han skrev i forlængelse af.

Således får læseren ikke bare indblik i Benjamins egen intellektuelle udvikling, men også lov til at stifte bekendtskab med litteraturen, teksten blev til på skuldrene af.

Camoufleret autoritet

I den borgerlige, liberale samfundsorden baserer staten sig altid på vold – det var dét, Benjamin fra sit vindue fik øje på. Uden sit voldsmonopol ville staten ganske enkelt ikke være, hvad den er. Den ville faktisk slet ikke være, skriver han: »Hvis bevidstheden om voldens latente tilstedeværelse i en samfundsinstitution forsvinder, forfalder institutionen.«

Vi misforstår altså noget helt centralt, hvis vi tænker vold som et element, der truer samfundet udefra. Som noget, der kan bekæmpes eller i det mindste minimeres, hvis staten tager hånd om det. Volden er nemlig ikke lovens modsætning. Den bor allerede i den.

Men hvad er det så for en vold, Benjamin mener, der udøves af staten? Der er tale om en bred forståelse af vold (Gewalt på tysk), hvis primære form er kontrol og tvang. En »mytisk vold«, statsmagten konstant må gribe til for at stadfæste sin autoritet som et uundgåeligt faktum. For det er nødvendigt, hvis ikke borgerne skal gennemskue, at dens magt ikke hviler på nogen naturgiven sandhed, men selv er grundlagt på vold.

Ved at dykke ned i fænomener som strejken, ordensmagten, militærtjenesten og dødsstraffen viser Benjamin, at volden i statens hænder bliver et middel til at etablere et mytisk retsforhold, hvis oprindelse forbliver utilgængeligt for dens egne borgere.

Men han udstiller også, at staten er mere skrøbelig, end vi forestiller os, og at dens forsøg på at begrunde sin magt finder sted som en uafbrudt, slingrende bevægelse mellem henholdsvis beskyttelse og fornyelse af loven. En bevægelse, som ifølge Benjamin uundgåeligt vil resultere i mere – og mere håndgribelig – vold.

Retfærdighed hinsides statens normer

Selv om der endnu skulle gå nogle år, inden nazisternes støvletramp gav genlyd i de berlinske gader, identificerer Benjamin på den måde en forbindelse mellem det borgerlige, liberale samfund og fascismen. I filosoffens optik er det nemlig samme mytiske voldslogik, der ligger til grund for begge systemer.

Med essayet ønsker Benjamin at skærpe læserens evne til at identificere den mytiske volds manifestationsformer. Men han bringer også en advarsel til sine revolutionære ligesindede om ikke selv at forfalde til mytisk vold i kampen mod statsmagten.

Med begrebet om »guddommelig vold« peger han på en anden, sonende form for vold, der fjerner eksisterende love og sandheder uden at skabe nye. Øjeblikket eller begivenheden, der åbner et felt for retfærdige mål og midler hinsides statens eksisterende normer, men som vi aldrig på forhånd kan forudsige. Og som vi, når den indtræffer, må sørge for ikke bare sygner hen i mere vold.

Essayet er en radikal tekst, der nok lader mange spørgsmål ubesvarede, men samtidig leverer en overlegen læsning af statens undertrykkelsesformer. Præsenteret med en velvalgt og afklarende kontekst som her kan Benjamin snildt holde hundrede år mere.

Walter Benjamin: ’Toward the Critique of Violence. A Critical Edition’. Redigeret af Peter Fenves og Julia Ng. 368 sider. Stanford University Press. 25 dollar