I Niccolò Machiavellis berømte og berygtede værk Fyrsten – altså det værk, der som en slags ’herskermanual’ forklarer, hvordan man bedst bevarer sin magt – sker der noget overraskende. Machiavelli retter først en skarp kritik mod den traditionelle politiske filosofi og erklærer, at det langt om længe er på tide at vende sig mod »tingenes virkelige sandhed«. Mens Platon og resten af den politiske tænknings kongerække alene har forestillet sig, hvordan tingene burde være, bør vi i stedet tage udgangspunkt i, hvordan tingene virkelig er.
Og her kommer overraskelsen så. For straks efter går Machiavelli over til at diskutere vores forestillinger om politik.
Men hvordan hænger det lige sammen, at vi på den ene side skal gå mere realistisk til den politiske virkelighed, på den anden side skal beskæftige os med mere rene og skære forestillinger – altså det, der i en traditionel forstand netop ikke er virkeligt?
