I den nyere russiske science fiction får de nationalistiske fantasier frit løb

Hvad har Rusland gang i?

Det spørgsmål optager sindene intenst i Vesten for tiden, og en lang række eksperter og faglitterære udgivelser leverer forskellige bud.

Men man kan også søge svaret et helt andet sted: i den russiske science fiction. Der udgives årligt hundredvis af sci-fi-udgivelser i Rusland, og mange begræder tabet af Sovjetunionen og forsøger at omgøre det i fiktionens verden.

Her får Vesten skylden for alle dårligdomme, og forholdet til Vesten ses som én lang krig. Her er utopierne tilbage, men de handler ikke om en ny og bedre verden, hvor teknologien gør os frie, men minder snarere om de dystopier, vi troede, vi havde lagt bag os i det 20. århundrede.

Kort sagt: Skal man forstå Rusland i dag, så er russernes forestillinger om fremtiden et godt sted at begynde.

Faktisk kan man ikke »overvurdere betydningen af science fiction-genren i Rusland, når det gælder betydningen for den kollektive bevidsthed«, skriver slavisten Mikhail Suslov fra Københavns Universitet i en artikel om genren.

Langt fra systemets krav

Science fiction fik oprindeligt sit russiske gennembrud med romanen Rød stjerne af Aleksandr Bogdanov i 1908, som handler om et virkeliggjort kommunistisk samfund på Mars. Bogen fik en del

genoptryk efter revolutionen i 1917.

Men i de efterfølgende år var der længere mellem de utopiske fantasier, og i stedet prægedes science fiction-litteraturen af dystopier, som kun de færreste var i tvivl om var portrætter af stalinismens helvede.

Jevgenij Zamjatins Vi om det ultimative kontrolsamfund i ’Enhedsstaten’ er det mest berømte eksempel, men sigende nok udkom bogen fra 1920 først i Rusland mange årtier senere: Censuren forbød stort set al sci-fi frem til Stalins død i 1953, fordi den befandt sig milevidt fra systemets krav om »socialistisk realisme«.

Vi skal helt frem til tøbruddet i 1960’erne, før genren igen sætter sig igennem. Denne gang er det især Strugatsky-brødrene med udgivelser som En picnic i vejkanten, der tegner billedet, og de indskriver sig i den vestlige kanon af progressiv science fiction: Her dominerer videnskab og teknologiske løsninger, humanisme og universelle rettigheder, optimisme og fremskridtstro. En litteratur, som stod på skuldrene af de teknologiske landvindinger, som havde præget sovjetsamfundet, ikke mindst de store fremskridt i udforskningen af rummet.

Den russiske sci-fi nåede et litterært højdepunkt i 1960’erne, hvor den ifølge antologien The Post-Soviet Politics of Utopia havde karakter af en litteratur af intelligentsiaen, for intelligentsiaen og om intelligentsiaen.

En storslået fortid

I dag har genren et noget mere folkeligt publikum – og et ganske anderledes fokus. Utopier spiller stadig en fremtrædende rolle, men de er nu præget af en længsel efter en storslået fortid, som skal genrejses. Forlaget EKSMO har således en hel serie med genren ’imperial science fiction’ med titler som Liberal apokalypse, Imperium, Russisk imperium, Russiske grænser og naturligvis Krim.

Nutidens russiske science fiction er især optaget af to ting: 1) spørgsmålet om identitet og 2) spørgsmålet om grænser (det vil sige geopolitik). Præcis de samme spørgsmål, som optog de slavofile i 1800-tallets Rusland, hvilket giver den russiske science fiction en sær bagudskuende position.

Tidsrejser til middelalderens Rusland fylder en hel del, men også til andre perioder: I romanen En student. Et komsomolmedlem. En sportskvinde af Sergei Arseniev fra 2012 forsøger en pensionist, som lever i en dystopisk liberal verden i 2040, at rejse tilbage til 1980’ernes Sovjetunionen for at likvidere Gorbatjov, inden glasnost og perestrojka ødelægger imperiet.

EKSMO har frem til 2018 publiceret mindst 60 romaner med et plot, hvor opløsningen af Sovjetunionen bliver forhindret. Den kan ligne en litterær form for traumebehandling. Men som Mikhail Suslov fra Københavns Universitet skriver i en artikel om den imperiale sci-fi, er hensigten ikke at sørge over det tabte, men snarere at genvinde det.

’Ikkerusserne kommer’

Den vigtigste strømning inden for den imperiale science fiction er »den konservative utopisme«, som er et åbenlyst opgør med den klassiske sci-fis håb om en global, universel fred. Frygt er her den mest dominerende følelse: Rusland er belejret, omgivet af fjender, og det postsovjetiske rum er i disse romaner en regulær kampplads. Fjenderne kan tage sig forskellige ud (som oftest ligner de amerikanere), men Rusland vinder heldigvis til sidst.

Lad os kaste et blik på to af de mest læste forfattere inden for genren, Vasilii Golovachov og Aleksandr Prokhanov.

Vasilii Golovachov (f. 1948) har som mange andre forfattere på feltet en baggrund som både soldat og ingeniør, og han var allerede i Sovjetunionen en særdeles produktiv skribent.

Golovachovs verdensbillede er taget direkte fra den nationalistiske filosof og forfatter Aleksandr Dugins manikæiske univers: Der er en evig krig mellem de transatlantiske magter (USA og England) og de kontinentale (Rusland og Kina). Og mens ’kystlandene’ – altså de traditionelle flådenationer som Storbritannien – er præget af ustabilitet og usunde værdier såsom materialisme, repræsenterer ’jordlandene’ som Rusland de traditionelle værdier og en åndelig overlegenhed.

Rusland er bevidst om sin messianske rolle og tager sit ansvar på sig. I romanen Ikkerusserne kommer, eller bærere af døden fra 2009 kæmper blonde russiske riddere mod mørkhårede fjender, som konsekvent bærer jødiske navne. De forsøger naturligvis at ødelægge Rusland ved at udvikle programmer, der skal sænke befolkningstallet. Samtidig er landets grænser under angreb fra transatlantiske modstandere, som forsøger sig med sabotage og dekadent vestlig indflydelse.

Det xenofobiske i denne litteratur kunne få én til at tro, at Golovachov var en marginaliseret forfatter, men det er ikke tilfældet. Han er blandt de mest succesfulde nulevende russiske forfattere med et samlet oplag på omkring 18 millioner eksemplarer.

Et politisk instrument

Aleksandr Prokhanov (f. 1938) er ligeledes en fremtrædende repræsentant for den konservative utopisme. Som medstifter af den højreradikale tænketank Izborsk-klub fik han opmærksomhed med sit slogan om Den Russiske Føderation som ’det femte imperium’ (efter Kiev-riget, Moskva-riget, tsarismens tid og Sovjetunionen). En tanke, der taler til et vist segment af den russiske befolkning.

Den svenske ruslandsekspert Per-Arne Bodin fra Stockholms Universitet hævder ligefrem, at russerne er »besatte af imperiet som historie, som virkelighed, som nostalgi, som terapi, som fremtid, som mareridt«, som han formulerer det i bogen Rysk litteratur i tusen år.

I Prokhanovs bøger står russisk messianisme og aggressiv militarisme i centrum. I romanen Krim følger man ingeniøren Lemekhov, som på sin vandring gennem »det rigtige Rusland« ender langt inde i Sibirien. Han lægger sig ned på jorden, og med sin krop tegner han et kort over et nyt Rusland – et kort, der fuldstændig svarer til filosoffen Aleksandr Dugins vision om en storslået eurasisk verden: Her forbindes Moskva med Teheran, Tokyo og Berlin, og de transatlantiske magter er fuldstændig fraværende.

Putin har ved flere lejligheder hyldet Prokhanov og tildelt ham bestyrelsesposter, blandt andet i det statslige råd for offentlige tv-stationer.

En hel del af de nationalkonservative bøger er samtidig mere eller mindre direkte finansieret af regeringsvenlige organisationer og tænketanke. Derfor kan man med en vis ret tale om, at genren fungerer som en slags politisk instrument for Kreml.

Utopien skal realiseres

Ruslands konservative sci-fi er på den ene side en tragisk litteratur, som dyrker tabet af og længslen efter en imperial identitet, men på den anden side også en aktivistisk brugslitteratur, som gennem en forestillet geografi skal påvirke russernes forestillinger og handlinger.

Eller som Aleksandr Prokhanovs erklærede mål lyder: Sovjetunionens grænser skal genoprettes.

Genren vidner om det intellektuelle klima, som har udviklet sig under Putin, hvor der ikke levnes megen plads til liberal oppositionel tænkning, men hvor de nationalistiske fantasier til gengæld får ganske frie tøjler – selv hvis det drejer sig om en tilbagevenden til en mytisk, etnisk homogen og imperial fortid.

I den konservative sci-fi forbindes det utopiske ikke med en fjern fremtid, men en tilbagevenden til et autentisk Rusland. Og utopien skal realiseres: Himlen skal rives ned på jorden.

Hvor har vi hørt det før?

Kilder: ’The Post-Soviet Politics of Utopia’ af Mikhail Suslov & Per-Arne Bodin (red.), 2020. ’Rysk litteratur i tusen år’ af Per-Arne Bodin, 2020. ’Of Planets and Trenches. Imperial Science Fiction in Contemporary Russia’ af Mikhail Suslov, 2016.