Italiensk filosof stiller dyster diagnose over vores kollektive psyke efter pandemien

»Holocaust er ikke hævet over historien eller kunsten, den er ikke unævnelig, og det må den aldrig blive. Hvis vi ikke taler om det, så bliver det en del af vores kulturs ubevidste.«

Sådan sagde den marxistisk inspirerede filosof og kulturteoretiker Bifo til nærværende avis, kort tid efter hans performance Auschwitz on the Beach blev ramt af en flodbølge af kritik og under stort rabalder fjernet fra programmet for den internationale kunstudstilling Documenta14.

Det var i 2017, og det var hverken første eller sidste gang nogen skulle komme galt af sted ved at sammenligne europæisk migrationspolitik med nazitidens koncentrationslejre.

Bifo har aldrig tøvet med at sætte tingene på spidsen, og den bombastiske stil præger også hans seneste bog, The Third Unconscious, der ligesom Auschwitz-værket beskæftiger sig med samfundets undertrykte og irrationelle kræfter.

Denne gang med ambitionen om at kortlægge, hvordan det kollektivt ubevidste har manifesteret sig gennem det 20. århundrede kulminerende med COVID-19-pandemien, der som begivenhed, må vi forstå, markerer indgangen til en ny tidsalder for samfundets kollektive psyke.

Franco ’Bifo’ Berardi. ’The Third Unconscious. The Psychosphere in the Viral Age’. Verso Books. 176 sider. £8.99.

FotoWare ColorFactory

 

 

 

Fra neurosen til skizofrenien

Gennem en læsning af psykoanalysen, som udlagt af Sigmund Freud i slutningen af det 19. århundrede og omkalfatret af Gilles Deleuze og Félix Guattari i 1970’erne, undersøger Bifo, hvordan det seneste århundredes strukturelle forandringer har sat sig igennem i samfundets ubevidste.

Det ubevidste er et menneskeligt grundvilkår, så langt er Bifo med på Freuds oprindelige tese. Impulser, tanker og følelser, der befinder sig uden for bevidstheden og viljens kontrol, men som alligevel påvirker os i alt, hvad vi foretager os. Hvad Bifo derimod afviser, er Freuds syn på det ubevidste som et reservoir for ophobede fortrængninger, der fra tid til anden dukker op til overfladen i skikkelse af neuroser.

For der er snarere tale om en dynamisk og produktiv kraft, som løbende griber ind i bevidsthedens egne strukturer – det er sådan, vi må forstå det ubevidste, akkurat som beskrevet af Deleuze og Guattari, der bruger skizofreni som en betegnelse for det ubevidstes form.

Hermed menes ikke den kliniske betydning af ordet, men følelsen af selvets opløsning. En følelse, der i anden halvdel af det 20. århundrede voksede med efterkrigstidens kapitalistiske samfunds øgede acceleration og automatisering, og som derfor blev et emne for Deleuze og Guattari.

Væk var de stabile strukturer, der hidtil havde understøttet det borgerlige samfundsliv og den sociale og moralske rigiditet, som herskede på Freuds tid. Det sociale liv transformeredes, og det samme gjorde det psykologiske landskab: Det neurotiske samfund blev til det skizofrene samfund.

Bifo påpeger, at følelsen af selvets opløsning rummer potentialet for en genopbygning. En mulighed for nye mentale konfigurationer og i sidste ende en frigørelse, som imidlertid er udeblevet. For kapitalismen har kun styrket sit greb. Ikke bare om de kroppe, der arbejder for den, men også om den kollektive psyke.

Fra skizofrenien til autismen

Inddelingen af det 20. århundrede i henholdsvis neurosens og skizofreniens tidsalder lader Bifo tegne en udviklingslinje. Og ikke overraskende har han en idé om, hvor det hele bærer hen.

I lyset af pandemien erklærer han, at vi står ved indgangen til autismens tidsalder. En tidsalder, hvor mennesket ikke længere besidder evnen til at relatere til andre, fordi politik er overladt til markedets dørmænd, og demokratiet som følge er blevet tømt for kraft og styrke.

Mennesket lukker ned, da vores bevidsthed har nået et mætningspunkt. Vi er ikke længere i stand til at processere samfundets allestedsnærværende støj og nådesløse acceleration og har ifølge Bifo svært ved at genkende andres følelser – et typisk træk hos mennesker med autismeforstyrrelser.

Og selv om mange af os er enige om at være på vej tilbage til noget, der ligner en normal tilværelse efter to års undtagelsestilstand – i hvert fald når man ser bort fra geopolitikken og fokuserer på den nære hverdag – insisterer Bifo på, at pandemien udgør et skæringspunkt. Den har definitivt forstærket de nye ubalancer i den kollektive psyke.

Hans pessimistiske konklusion lyder, at nedlukning, afskærmning og distancering som strategier til overlevelse er blevet internaliseret i vores bevidsthed og har gjort os fremmede over for hinanden. Selv om vi igen er begyndt at dyrke nærheden og tiltrækningen, er porten ind til empatiens og solidaritetens område allerede smækket i.

The Third Unconscious er et til tider anstrengende bekendtskab. Repeterende og uredigeret og med trættende bastante udbrud som: »Jeg ser ingen tredje vej mellem kommunisme og udryddelse« eller gådefulde konklusioner som »problemet er ikke markedet, problemet er sjælen«. Det er en skam, da diagnosen, som stilles, ellers kan anspore til mange frugtbare overvejelser.