
Det er en overordentligt ambitiøs bog, Charlotte Epstein har skrevet. I Birth of the State (Statens fødsel) forsøger Epstein, der er lektor i international politik ved University of Sydney, at genskrive den moderne stats historie med udgangspunkt i den naturvidenskabelige revolution, der fandt sted i kraft af skikkelser som Kopernikus (1473-1543) og Galileo Galilei (1564-1642). Det virker måske ikke særligt oplagt: For hvordan er det lige, at opdagelsen af faldloven hænger sammen med Den Westfalske Fred i 1648, hvor de europæiske stater blandt andet blev enige om at holde sig ude af hinandens religiøse anliggender, og som i Epsteins fortælling officielt knæsatte den moderne stat?