De fleste af os kender det sandsynligvis. Den der følelse af ubehag, som melder sig, når vi tænder tv’et og mere eller mindre uforvarende må lægge øre til andres forkastelige synspunkter. Vi ryster på hovedet og spørger os selv, hvorfor i alverden disse misliebige gestalter skal have lov at gøre sig politisk gældende. Giver det mening at give dem taletid, når nu de så åbenlyst fremmer en uretfærdig dagsorden?
Spørger man filosofiprofessor Robert B. Talisse, er svaret langt hen ad vejen ja. I et demokrati er vi som borgere forpligtede på at anerkende hinanden som politisk ligeværdige. Vi er – trods indbyrdes forskelle – deltagere i et fælles selvstyreprojekt, som forudsætter, at ingen i udgangspunktet er hævet over andre, og at enhver har ret til at fremme sine synspunkter inden for lovens rammer. Kort sagt beror demokratiet på »en moralsk idé om borgernes politiske lighed«, skriver Talisse i sin nyligt udsendte bog Sustaining Democracy.
Men denne idé pålægger os også en moralsk byrde – nemlig at vi skal »anerkende nogle borgere som vores ligemænd, selv om de gør sig til talsmænd for uretfærdighed«. Resultatet er ifølge Talisse, at den demokratiske borger befinder sig i et vedvarende dilemma: Man skal både acceptere ens politiske modstanderes ligeværd og værne om sin egen moralske integritet ved at fremme det, man anser for retfærdigt.
Dilemmaet bliver for alvor tydeligt i sager, hvor der er meget på spil, anfører Talisse. Tænk blot på spørgsmål om klima eller ligestilling. Han fremhæver, at det i sådanne tilfælde kan forekomme »naivt« og »uansvarligt« at holde fast i ideen om de andres politiske ligeværd. Hvis vi ser vores politiske modstandere som nogle, der kan få dybt skadelig indvirkning på samfundet, kan det ligefrem virke uansvarligt at lade dem få indflydelse.
Skrevet i et amerikansk klima
Talisses bog henvender sig især til læsere i det højpolariserede politiske klima i USA, og den er præget af en forestilling om, at borgeres partitilhørsforhold er blevet til altomfattende »megaidentiteter«. Som han skriver: »Vi identificerer os med vores politiske holdninger. Vi ser vores synspunkter som mere end blot meninger, vi går rundt med; de er snarere forpligtelser, der gør os til dem, vi er … Politik har gennemtrængt hele det sociale liv«.
I den henseende kan det være svært at relatere til det vi, som Talisse skriver om. Selv om vi ifølge forskningen også ser en stigende politisk polarisering i Danmark, er der stadig langt til den splittede virkelighed, Talisse skriver ind i. Man kan derfor spørge, om hans antagelser og analyser også gælder for demokratiske samfund, der ikke døjer med lige så store udfordringer som USA.
Ikke desto mindre anlægger Talisse et interessant blik på forholdet mellem demokrati og polarisering. Hans centrale pointe er, at polarisering ikke er et udefrakommende politisk onde, men en (ærgerlig) konsekvens af, at mennesker tager deres demokratiske ansvar alvorligt. Den stigende fjendtlighed mellem borgere opstår, fordi de brænder for og engagerer sig i kampen for et mere retfærdigt samfund. Det er den lidenskabelige kamp for bestemte politiske sager, der gøder jorden for et uforsonligt forhold til dem, der måtte mene noget andet end én selv. Og for Talisse består politik nødvendigvis i »vedvarende og ofte fjendtlige uoverensstemmelser om vigtige forhold«.
Intern radikalisering
Når han alligevel mener, at fjendtligheden mellem borgere skal holdes i ave, bunder det således ikke i en forestilling om, at vi alle bare kan regere i fællesskab som søndagsskoleelever. Ifølge filosoffen skylder vi faktisk først og fremmest os selv og vores allierede at bekæmpe polariseringen. Grunden er, at der ikke kun er tale om et fænomen, der retter sig udad – mod dem i den anden politiske lejr. Polarisering forekommer også blandt meningsfæller.
Talisse trækker her på en række adfærdsstudier, som viser, at når vi interagerer med ligesindede, tenderer vi til at indtage stadigt mere radikale synspunkter, end vi ellers ville. Dette, mener han, fører på sigt til en stærk intern rivalisering, som vil umuliggøre samarbejde mellem dem, der ellers i udgangspunktet er allierede. Radikalisering fører til ortodoksi, pladsen til intern uenighed i gruppen skrumper, og til sidst er gamle alliancer splittet til atomer. Klasseforræderen er som bekendt værre end klassefjenden.
Læren er ifølge Talisse, at »vi er nødt til at bevare de demokratiske relationer med vores fjender, hvis vi ønsker at bevare dem med vores venner«. Kan vi ikke respektere vores nuværende meningsmodstandere som ligeværdige, mister vi også på sigt evnen til at respektere vores allierede. Det kan man så passende huske på, næste gang man åbner for tv’et og har lyst til at udstede en deltagerkarantæne eller to.
Robert B. Talisse: ’Sustaining Democracy’. Oxford University Press. 184 sider. 19,99 pund.
