Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Eksperter kan og skal ikke være neutrale, argumenterer politolog i ny bog

Usikkerhed, ufuldstændig viden og uenighed er vilkåret for megen forskning, der bruges i politik. Derfor må forskernes antagelser og indfaldsvinkler frem i lyset og diskuteres, lyder det i ny bog
Pamuk anfægter forestillingen om, at videnskaben kan være neutral, når vi som samfund ønsker at betjene os af den til at forstå komplekse emner såsom pandemier, klima og miljøforurening.

Pamuk anfægter forestillingen om, at videnskaben kan være neutral, når vi som samfund ønsker at betjene os af den til at forstå komplekse emner såsom pandemier, klima og miljøforurening.

Katrine Hørup Noer

Moderne Tider
11. juni 2022

Når videnskabsfolk skal rådgive beslutningstagere, kommer de hurtigt i klemme. Det skyldes, at det på den ene side forventes af dem, at deres anbefalinger baserer sig på neutrale, tekniske fakta. De skal optræde som lødige eksperter, som ikke fletter deres egne værdier ind i de faglige vurderinger, og netop denne rolle giver dem en særlig autoritet og troværdighed, når komplekse problemer skal forstås, og svære beslutninger træffes.

På den anden side skal videnskabsfolkene give brugbare råd, der kan realisere konkrete mål. Det indebærer, at de må forholde sig til politiske hensigter i deres arbejde, og dermed kompromitterer de den neutralitet, som skulle være kilden til deres unikke pålidelighed. Prøver de at se bort fra disse hensyn, risikerer de at miste evnen til at fremsætte praktisk anvendelige råd for politikerne.

Konsekvensen er, at uanset hvad videnskabsfolkene gør, kan de klandres – enten for forskeraktivisme eller for ubehjælpsomhed. Dette paradoks udgør omdrejningspunktet i Zeynep Pamuks grundige og forbilledlige værk, Politics and Expertise.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her