Er staten bedre til at tage vare på individet end individet selv? Det er et af den slags teoretiske spørgsmål, vi pludselig alle sammen måtte forholde os til på en meget håndgribelig måde under COVID-19-krisen, hvor statens hensyn til borgerne som autonome individer med ét blev sat under pres.
Hvad stiller staten op, når dens borgere med deres grundlovssikrede rettigheder befinder sig i en ekstraordinært sårbar situation og må sikres mod både udefrakommende og selvpåførte trusler?
Det problem opstilles gerne som en konflikt mellem individets personlige ret til frihed og samfundets kollektive krav på sikkerhed. En konflikt, der er lige så gammel som menneskeheden selv.
Men det er faktisk ikke den konflikt, som er den interessante i lyset af coronakrisen, hvis man spørger den russiske filosof og medieteoretiker Boris Groys, der til daglig virker som professor ved New York University.
