Bogkritik
Læsetid: 9 min.

Habermas har undersøgt, hvordan de sociale medier påvirker vores samfund. Diagnosen er ikke opmuntrende

Jürgen Habermas’ kritiske teori var længe båret af et håb om, at det var muligt at skabe et fornuftsbåret demokrati. Det håb er der ikke meget tilbage af i den 93-årige tyskers seneste udgivelse
Det er imponerende, at Habermas i en alder af 93 år kan og gider blive ved med i den grad at sætte sig ind i samtidig politik, forskning og offentlige diskussioner. Her ses den tyske filosof i 2017.

Det er imponerende, at Habermas i en alder af 93 år kan og gider blive ved med i den grad at sætte sig ind i samtidig politik, forskning og offentlige diskussioner. Her ses den tyske filosof i 2017.

Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
26. november 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

For 60 år siden udgave den tyske filosof Jürgen Habermas sin første og til dato mest indflydelsesrige bog, Strukturelle forandringer af offentligheden, eller som den kom til at hedde på dansk: Borgerlig offentlighed.

I bogen, der oprindeligt var indleveret som en doktorafhandling ved universitetet i Marburg, argumenterede Habermas for, at det moderne demokrati hviler på fremkomsten af en ny sfære – offentligheden – i 1700- og 1800-tallets Vesteuropa. Saloner, kaffeklubber og aviser var nye institutioner, hvorigennem et fremvoksende borgerskab pludselig kunne blande sig i politik, selv om de ikke var repræsenteret ved hoffet eller de aristokratisk dominerede politiske institutioner. Her kunne man udveksle meninger, komme med argumenter og kritik og dermed i sidste ende præge den førte politik. Man kunne også fremsætte ideer om alternative politiske systemer, såsom parlamentarisme og folkelige valg, der med tiden skulle vise sig at slå igennem.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

the grand theories of thinkers such as Jürgen Habermas and Axel Honneth and
their acolytes must be understood as emerging out of this second, social-democratic welfare
statist political-economic framework. Theories of enriching democracy via communication,
discourse, justification and recognition perhaps had salience within a political-economic
framework that secured some degree of middle class life as well as robust public goods and
democratic consensus. Today, these theories strike me as increasingly hollow and even naïve (in
spite of their philosophical sophistication) in an age of rampant populism, democratic deficit,
mass-commodification, hyper-reification, oligarchic inequality and newer forms of the
technological manipulation of the self.

On the Crisis of Critique:
Reformulating the Project of Critical Theory*
Michael J. Thompson
William Paterson University
https://wpunj.academia.edu/MichaelThompson

Annette Chronstedt, Ejvind Larsen og fin egenfeldt anbefalede denne kommentar
Steen Ole Rasmussen

Habermas er konsensusteoretiker, dvs. han tror på, at sammenhængen i et samfund beror på enighed og gensidig forståelse for fælles værdier og normer i alle leder og kanter.

Øverst i hans hierarki af værdier figurerer ideen om fornuften, rationaliteten, formålsmæssigheden bygget op om det essentielt gode, sande, højeste, smukkeste.

Det er selve modernismen, som den vesterlandske filosofiskes første, Kant, formulerede den i sin vigtigste bog; Kritik der reinen Vernunft, 1804, Habermas står for i sin egen udgave.

Han forfægter "det førstes filosofi", ideen om, at alt lader sig beskrive entydigt inden for en og samme logik bestående af transitive værdier, dvs. logiske værdier der kan indplaceres i relation til hverandre i et hierarkisk system af entydig orden.

Denne tænkning har fundamentalt set og af iboende årsager ingen respekt for det heterogene, det at der findes noget uden for, ligeværdigt heterogent, og af samme årsag så er hans tænkning fundamentalt set og i udgangspunktet totalitært, til trods for sin eksplicitte fremstilling af sig selv som vejen frem mod menneskehedens ophævelse af egen umyndighed, i ophøjet ro og harmoni, dvs. frem mod det oplyste og rationelle fællesskab, hvor ingen kan være uenige, netop fordi man alle har set og forstået lyset, sandheden, det gode i en verden, hvor volden og uenigheden ikke længere er en logisk mulighed, fordi lyset har udryddet mørket, sin egen modsætning.

Den tænkning, som han står for, er smuk.

Problemet er praksis.

Han er EUs fremmeste højest feterede fortaler for den strategi, som Merkel og nu Scholz står for, globalisering, tro på wandel durch handel, dvs. han er blevet eksponent for den sidste store fortælling i praksis, fortællingen om markedet som sandhedens sted, stedet for konkurrence og udvikling baseret på respekt for fælles normer og værdier.

Hans lærermestre Horkheimer og Adorno holdt fast i den negative dialektik, dvs. forbuddet mod den absolutte negation, dvs. mod troen, hævdelsen af det mulige i ophævelsen/opløftningen af realiteten i sin absolutte gengivelse for erfaringen, dvs. erkendelsen af det gode, sande, smukke og største i ophøjet samklang og enhed.

De forblev af historiske grunde, fordi de eksplicit var bundet ind i processens ubønhørlige krav på at være realitet, forpligtet på den negative dialektik. Deres betragtninger blev udviklet i opposition til den tænkning, som modernismen tog form af i og med nazismen, der gjorde krav på at være det absolutte i helt moderne og rationel forstand og i nær intellektuel kontakt med selve Immanuel Kants fornuft og nu Habermases ditto. Resultatet af kravet på det absolutte i nazistisk form endte klart op i sin egen modsætning, frem for et levende tusindårsrige bygget op om magt, sandhed, rationalitet og skønhed så lå Tyskland i ruiner, kirkegårdsro ved afslutningen af anden verdenskrig, præcist beskrevet i "Dialektik der Aufklärung" 1944.

De holdt fast i forbudet mod den absolutte negation, dvs. i den negative dialektiks proceskarakter.

De så hævdelsen af idealet om den absolutte fornuft som et totalitært instrument der, hvor den glemte det negative.

Jeg mener, at Habermas er blevet et simpelt instrument i hænderne på partikulære kræfter af politisk og økonomisk art. At hans tænkning er degenereret i konsekvens af partikulære interesser i bevarelsen af den verdensorden, som den vestlige verden har levet højt på siden afslutningen på anden verdenskrig.

Jeg er ikke konsensusteoretiker. Jeg tror ikke på den absolutte fornuft, en tro der er og kommer af den vestlige verdens forankring i kristendommens primitive ontologi, enhedstænkning.

Jeg mener i det hele taget, at *Gud skal pilles ud af ligningen, eksempelvis erstattes med kærligheden, der af nogle kristne da også allerede identificeres med Gud selv, og det af den simple grund, at verden er og bliver heterogen, og at der altid vil være knas i maskineriet af samme grund.

I stedet for den totalitære fornuft er det om at holde fast i den negative dialektik, evnen til at træde ud og ind af de kognitive forudsætninger, der altid virker bag om ryggen på os, når vi ser lyset, verden som sat ved lyset.

Differenstænkningen er min gud, den der siger, at der ingen absolut og entydig gud findes, i fuld overensstemmelse med det paradoksale i sig selv. Min gud er paradoksal og selvmodsigende, dvs. med indbygget grød i hovedet, kald det udglattende respekt for, at intet stopper ved det identiske.

Kritikerne af min position påstår, at det fører frem til det, at alt kan være lige meget!

Ikke over hovedet. Dem, der trådte ind i mit liv med forsøget på at blive "den absolutte" med manipulation, løgn og distanceret beregning, de endte op på historiens mødding, dvs. min historiske mødding, som heldigvis for dem ikke er den eneste realitet.

De fik den endelige straf, kaldet "ligegyldighedens revselse". De kunne have fået min kærlighed, sådan som vi alle vil hinandens, men fordi de ville hæve sig over den gensidige betingethed, den sociale dobbeltkontingens, det sociales grundvilkår, så endte de op som taberen i kærlighedens spil.

Når jeg ser Habermas i ansigtet, så ser det immervæk ud som om, at der er rigeligt med grus i maskineriet. Freden når ikke at indtræde her, før han stiler træskoene.

Jeg kommer ikke til at græde over ham, men fred være med ham.

Det eneste, der undrer mig, er, at man kan fremhæve ham så meget i forhold til den tradition, han står på. Det siger alt om samtiden, dens manglende respekt for de ånder, han har rejst sig ved.

Henrik Olesen, Ib Jørgensen, Bjarne Toft Sørensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Steen Ole Rasmussen

En kommentar til:

"Differenstænkningen er min gud, den der siger, at der ingen absolut og entydig gud findes, i fuld overensstemmelse med det paradoksale i sig selv. Min gud er paradoksal og selvmodsigende, dvs. med indbygget grød i hovedet, kald det udglattende respekt for, at intet stopper ved det identiske.

Kritikerne af min position påstår, at det fører frem til det, at alt kan være lige meget!"

Jeg er enig i, at det må være nødvendigt at fastholde en vis portion "indbygget grød i hovedet" og at fastholde en differenstænkning, dog uden nødvendigvis at føre det ud i sin yderste konsekvens, hvor det netop risikerer at føre til, at "alt er lige meget".

Problemet for Habermas er vel, at den teknologiske udvikling og ikke mindst medieudviklingen fremmer afsløringen af de mange af svagheder ved hans naive fornuftsdyrkelse og harmoniserende systemtænkning.

Han ser i sin nye bog væsentlige problematikker, men er ude af stand til at formulerede fornuftige modsvar inden for rammerne af sin samfundsforståelse. På den måde står han tilbage som lidt af en dinosaur.

Det er en samfundsforståelse, der med hans teori om den kommunikative handlen stort set forlod det filosofiske grundlag, han ellers havde arbejdet ud fra som repræsentant for Frankfurterskolen, og erstattede det med en idealistisk etisk og politisk tænkning med udgangspunkt i bl.a. funktionalisme, systemteori, udviklingspsykologi og kommunikationsteori.

Men hvor er det brugbare alternativ til Habermas samfundstænkning? Til trods for dens mange fejl og mangler? Som man siger, skal man ikke smide barnet ud med badevandet. Selv Oskar Negt, der på relevant vis har kritiseret Habermas, er jo blevet socialdemokrat.

Hos tænkere som Deleuze og Foucault er der masser af relevant kritik af den tænkning og af det samfundsmæssige fundament, som Habermas finder uproblematisk, men hvor er det utopiske grundlag, der gør det muligt at opstille skitserne til en alternativ samfundsmæssig utopi ud fra deres tænkning?

Når jeg tænker på Nietzsches begreber om det apollinske og det dionysiske, får jeg straks associationer til henholdsvis Habermas og Foucault.

Steen Ole Rasmussen

Hej Bjarne
Min egen udvikling gik nok i stå for en del år siden, hvad de store teorier angår.

Gid livet var langt nok til bare at kule sig ned i de stores indbyrdes afpudsninger af deres teoretiske optegnelser i forhold til hinanden. Det er nemlig så fint alt sammen. Det er der bare ikke tid til.

Hvad Habermas angår, så lægger jeg mest mærke til, hvad han bruges til. Han ligner en, der går efter, hvad der er afsætning på i sine sidste dage, og som så gerne ville kunne sige om sig selv og det meget, han har skrevet, at han var i mål med forudsætningerne for det hele.

Hvad alternativerne angår, så handler det for mig om semantik, praktiske former for opmærksomhed omkring hvad det er for forudsætninger, der afslører sig, hver gang man selv siger noget og hver gang man går ind i forudsætningerne for de betydninger, der afslører sig via andres anvendelser af udtryk.

Og så handler det om, at vi åndspader har anbragt os i en kaskade af gigantiske problemer som konsekvens af vor jagt på løsninger og succes. De problemer må så bare ikke få lov til at drukne i semantikske øvelser.

Hvis alle de fine medier, der synes så godt om Habermas og hans herredømmefri diskurs, havde været bare en lille smule mindre merkantilistiske i deres tilgang til fakta, dvs. hvis de ikke selv havde haft tungen helt oppe i numsen på patetiske løgnhalse op gennem nullerne, fx folk som Bjørn Lomborg og Anders Fogh! Så kunne de bedre tillade sig at række tunge ad den nye sociale medier.

Hvis de fine statsstøttede/demokratistøttede medier ikke havde behandlet de uomtvistelige videnskabelige sandheder omkring menneskeskabt global opvarmning, overbefolkning, forsvindende livsbetingelser og biologisk mangfoldighed som om disse sandheder kunne kvalificeres som videnskabelige sandheder i en demokratisk og økonomisk men hamrende uvidenskabelig debat, så havde man måske kunnet sige om sig selv, at man hævede sig over den æra, man titulerer med fake news og som man gerne vil reservere forklaringen på som noget der tilhører sine konkurrenter inden for genren, altså de nye sociale medier! Habermas imødekommer de gamle mediers behov for alliancer her.

Det er påfaldende, hvor lækker han gør sig for spidserne i EU og på redaktionsgangene rundt om på kontinentet. Den rigtige tænkning har sgu aldrig bestræbt sig på at gøre sig lækker for de store, som ham.

Der er masser af positiv viden om de utilsigtede konsekvenser af menneskets jagt på succes, og det eneste sammenhængende og retningsgivende i det hele tenderer derfor mod at være selve problemet, dvs. deres årsag, frem for løsningen; alle vil tilsyneladende have mere af de samme løsninger på problemerne, dvs. det der kommulativt bygger op om og ender som problemet. Tænk sig, hvis alle havde succes, som dem Habermas har tungen oppe i. Tyskerne, der ikke kan komme hurtigt nok frem på motorvejen, og som heller ikke kan eksportere fossilbrændere nok! EU har med lokomotivet i Tyskland et gigantisk overforbrug af livets sparsomme betingelser, men beskriver alligevel sit stinkende overforbrug som løsningen på alle de problemer, som det medfører. Den store sammenhængende fortællinge er sit eget største problem. Fornuften, den sammenhængende logik, er Habermases EU.

Løsningen er selvfølgelig ikke Kina, Rusland eller andre totalitære alternativer. Men er der nogen, der kan se sig selv? Det er i hvert fald ikke Habermas.

Den fordummende tro på, at bare man gør hvad der er godt og nyttigt i snæver kortsigtet teknologisk, individuel social, økonomisk, moralsk, retsligt, pædagogisk, journalistisk korrekst forstand, så sørger markedets skjulte hånd, den højere fornuft, verdens sammenhængskraft for, at det nok bygger op om udviklingen, vejen frem mod den bedste af alle verdener.

Alt tyder på, at det er løgn.

Men man dyrker alligevel troen på konsensus.

Det er lige som at begynde forfra hele tiden, uden rigtigt at komme videre og alligevel derfor svært.

Nogle gange tænker jeg, at man for at se ordentligt og på ny må være ren som en barnenumse! Andre gange opdager jeg, at min egen gamle krop indeholder erindringer, der faktisk afslører tiden, det at tiden er gået og at tidens sandhed er relativ og lige frem løgn! Det er der noget nyt i, selv om det er fortidens fortjeneste.

Konsensusteorien tilhører en anden verden, en tidsløs verden. Habermas skulle nok have været præst i stedet.

Ib Jørgensen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar