Engang fandt vi digitaliseringen spændende og aflastende, nu er den blevet en spændetrøje

Vildt tankevækkende er det at minde sig selv om, at digital kommer af det latinske digitus, der betyder tå eller finger, og at analog kommer af det græske analogia, der betyder overensstemmelse og lighed. Dertil kommer, at engelsk anvender digit for tal (cifre), og digital betyder skrevet med tal.

Det er derfor dumt at glemme, at det at tælle på og med fingrene er nøglen til det digitale. Men dette kropslige ophav til digitaliseringen synes samfundet for længst at have fortrængt, når vi tvinges til at tage digitale løsninger i brug som NemID, MitID og e-Boks. Og når vi ægges til at navigere rundt på skoleplatforme (Aula og Forældreintra) eller deltager i ritualiserede og evalueringsfebrile øvelser i forbrugssfæren og i arbejds- og studielivet.

Faktisk bruger vi stadigvæk fingrene og øjnene, når vi betjener de teknologiske devices, men vi bruger i mindre grad den viden og erfaring, vi har fra den analoge verden. Den allestedsnærværende 1-0-digitalisering, der reducerer alt til tal og berøver kvalitative hændelser deres kontekst og unikke erfaringslag, fremstår som en naturkraft, som kun bagstræberiske mørkemænd, teknologiske analfabeter og ældre mennesker er skeptiske over for.

I digitaliseringen og Digitaliseringsstyrelsens epoke fremstår det analoge som ineffektivt, tidskrævende og bekosteligt, og den kommunikative frihed til ikke at skulle afgive data indskrænkes tilsyneladende for hver systemopgradering.

Skærmtyranniet hersker med andre ord. Stillesiddende og servile retter de fleste af os ind, samtidig med at mange medborgere hægtes helt af. Imens breder kætteriet sig i samfundets kroge, og nu skal systemkritikken have mæle. Analogiseringsstyrelsen har været på banen siden 2018 (analogist.dk). Der er tale om et selvsået og knopskydende sammenrend af energiske skribenter og kritikere af den amokløbende digitaliseringstvang.

I den 252 sider lange og noget flagrende bog Analogiseringsstyrelsen – fordi verden er analog og mennesket er smukt har Jesper Balslev, Anders Colding-Jørgensen, Anders Kjærulff og Mie Oehlenschläger nu samlet en række finurlige og dødsensalvorlige tekster, hvis credo leveres på side 25: »Ægte, menneskelig, analog dialog skal have førsteprioritet!«

Jesper Balslev, Anders Colding-Jørgensen, Anders Kjærulff og Mie Oehlenschläger: ’Analogiseringsstyrelsen – fordi verden er analog og mennesket er smukt’. Jensen og Dalgaard. 252 sider. 260 kr.

Jensen og Dalgaard

»At analogisere betyder (…) [at] tænke på tværs af vidensområder,« skriver de fire forfattere, som mener, at der må drømmes »om en mere naturlig, åndelig og autentisk verden«, men også at det »manglende faglige eller videnskabelige belæg for digitale ’løsningers’ eksistens og effekt« må udstilles til spot og spe.

Til forsvar for analogiseringen

Analogiseringsstyrelsen taler derfor med to stemmer. Den ene fremmaner en skønnere, friere og sanseligere verden på den anden side af Digitaliseringsstyrelsens og teknificeringens anmassende vanvid, den anden dyrker den immanente kritik af den ofte helt unødvendige og ubegrundede digitaliseringstvang.

Dertil kommer den fundamentalt filosofiske kritik, der også har en politisk brod. »Hvad er der mest af i verden, det digitale eller det analoge?« spørger Analogiseringsstyrelsen og svarer selv ganske flot ved hjælp af et kontrastfyldt møde mellem et par mere eller mindre arbitrære tal:

»Vores seneste vurderinger – på baggrund af empiri indsamlet på vores workshops – viser, at virkeligheden er cirka 97 procent analog og kun tre procent digital. Dette afspejler sig ikke i forvaltningernes prioriteringer og i de sidste mange års finanslove. Det skal der laves om på. Uden balance i tingene svækker vi samfundets sammenhængskraft.«

Analogiseringsstyrelsen mobiliserer således det faktum, at sprog og tænkning og evnen til at forstå komplicerede sammenhænge er en del af menneskets ontologisk-analoge ’udrustning’, og at disse ’teknologier’, vi bærer rundt i vores kroppe, har den fordel, at de virker lige fra starten uden at skulle kickstartes af digitaliserede hjælpemidler.

Hypersatiriker og parodimester Jesper Balslev, der i 2018 udgav den øjenåbnende bog Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse, formulerer den på én gang ontologiske (hvad angår menneskets væren i verden) og analogiseringsglade pointe således: »Analogisering har først og fremmest, i implementeringsfasen, den fordel, at den er omkostningsfri, det vil sige ikke kræver en startkapital.«

Bogens begrænsninger

Forfatterne begræder med rette den triste »affolkning af de offentlige rum, hvor borgeren nu er efterladt alene og forventes at skulle betjene sig selv via diverse automater eller sin egen betalte smartphone«. De undrer sig også højlydt over, at en »skadelig og tankeløs automatisering« tvinger borgerne til at anskaffe sig en smartphone, hvis man overhovedet vil deltage i samfundslivet og komme til at kommunikere med det offentlige. Vi er således blevet transformeret fra at være borgere til digitale entiteter: »… vi er ikke længere os. Vi er brugere«. Engang fandt vi digitaliseringen spændende og aflastende, nu er den blevet en spændetrøje.

Jeg deler kritikken og elsker Analogiseringsstyrelsen, men her på falderebet kommer to kritikker. For det første kunne bogen godt have været strammere redigeret. Der er for mange gentagelser. Dertil kommer, at en del af de medtagne tekster ikke holder niveau. Faren er, at Analogiseringsstyrelsens virke bliver affejet, som var der blot tale om et pudseløjerligt skoleblad.

For det andet havde det klædt bogen, om de fire fuldmægtige i Analogiseringsstyrelsen havde vovet sig ud i åbenlyst og åbenmundet at teoretisere over, hvornår digitaliseringen er berettiget og kan hjælpe mennesket uden at smadre dets rige analoge liv. Her kunne kropsfænomenologiske, teknologihistoriske, tekno-antropologiske, sociologiske såvel som bevidsthedshistoriske samtalepartnere have været inviteret med ind i varmen.

Jesper Balslev, Anders Colding-Jørgensen, Anders Kjærulff og Mie Oehlenschläger: Analogiseringsstyrelsen – fordi verden er analog og mennesket er smukt. Jensen og Dalgaard. 252 sider. 260 kroner.