I 1975 sendte en australsk mand et chok gennem filosofiens verden. Manden hed Peter Singer, og han var en umiddelbart ret upåfaldende gæsteforsker ved University of Oxford, da han udgav sin bog Animal Liberation.
I bogen argumenterede han for, at vi ikke kan lukke øjnene for dyrs lidelser. Ligesom os er langt de fleste dyr i stand til at føle både nydelse og smerte, og alene af den grund er vi moralsk forpligtede til at tage vare på dem.
Singer advokerede for en variant af den såkaldte utilitarisme, som hævder, at det bedste moralske standpunkt er det, der tager hensyn til det størst mulige antal væseners interesser. For ham var det åbenlyst, at der ikke var noget argument for at udelukke dyrene fra den moralske ligning, og han anklagede alle, der mente det modsatte, for speciesisme – diskrimination på baggrund af art.
