Litteraturkritik
Læsetid: 6 min.

Idéhistoriker skriver godt om radikale liberalister – spørgsmålet er, hvor alvorligt vi skal tage dem

Quinn Slobodian har skrevet en fascinerende bog om radikale økonomiske liberalister, der vil skabe zoner uden for statsmagtens kontrol. Deres indflydelse på tidens kapitalisme er dog næppe så stor, som forfatteren lægger op til
For en tænker som den liberale Milton Friedman var Hongkong et symbol på, at man sagtens kunne skabe frie, dynamiske markedsøkonomier uden demokrati.

For en tænker som den liberale Milton Friedman var Hongkong et symbol på, at man sagtens kunne skabe frie, dynamiske markedsøkonomier uden demokrati.

Robert Harding/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
27. maj 2023

1990’ernes Somalia er nok ret langt fra de fleste menneskers forestilling om et utopisk samfund. Landet var faldet fra hinanden, forskellige krigsherrer eller klaner sad på hver deres territorium, mens centrale statslige ydelser som uddannelse, sundhed og retsvæsen fuldstændigt ophørte med at eksistere. Men for en gruppe økonomiske liberalister var sammenbruddet af den somaliske stat et spændende eksperiment udi, hvordan mennesker kan organisere sig uden statslig tvang.

Man skal ganske vist ret langt ud på det libertarianske overdrev for at finde den slags ideer. Men det er lige præcis der, den canadiske idéhistoriker Quinn Slobodian tager os med hen i sin nye bog Crack-Up Capitalism. Her viser han, hvordan en række økonomiske liberalister i de seneste årtier har forsøgt at udvikle nye måder at udfordre staten på ved at decentralisere magten og oprette særlige zoner uden for almindelig lov og ret.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

De besidder jo allerede den afgørende magt igennem globaliseringens overstatslighed. Alle regeringer tigger og beder disse pengefyrster om at lade deres reelt fantasiformuer tilflyde samfundene for at muliggøre udvikling.
Jeg forstår ikke, at politikerne, især de demokratisk valgte, finder sig i at være sat til vægs på den måde! Der er brug for en verdensomspændende begrænsning i private rigmænds adgang til at bruge deres 'formuer', så de alene kan komme fællesskaberne og krisebekæmpelsen til gavn.
Det var den store hemmelighed bag det athenske demokratis succes: at man simpelthen ikke kunne bruge sine private formuer på andet end noget, der var til fællesskabets gavn.