1990’ernes Somalia er nok ret langt fra de fleste menneskers forestilling om et utopisk samfund. Landet var faldet fra hinanden, forskellige krigsherrer eller klaner sad på hver deres territorium, mens centrale statslige ydelser som uddannelse, sundhed og retsvæsen fuldstændigt ophørte med at eksistere. Men for en gruppe økonomiske liberalister var sammenbruddet af den somaliske stat et spændende eksperiment udi, hvordan mennesker kan organisere sig uden statslig tvang.
Man skal ganske vist ret langt ud på det libertarianske overdrev for at finde den slags ideer. Men det er lige præcis der, den canadiske idéhistoriker Quinn Slobodian tager os med hen i sin nye bog Crack-Up Capitalism. Her viser han, hvordan en række økonomiske liberalister i de seneste årtier har forsøgt at udvikle nye måder at udfordre staten på ved at decentralisere magten og oprette særlige zoner uden for almindelig lov og ret.
De besidder jo allerede den afgørende magt igennem globaliseringens overstatslighed. Alle regeringer tigger og beder disse pengefyrster om at lade deres reelt fantasiformuer tilflyde samfundene for at muliggøre udvikling.
Jeg forstår ikke, at politikerne, især de demokratisk valgte, finder sig i at være sat til vægs på den måde! Der er brug for en verdensomspændende begrænsning i private rigmænds adgang til at bruge deres 'formuer', så de alene kan komme fællesskaberne og krisebekæmpelsen til gavn.
Det var den store hemmelighed bag det athenske demokratis succes: at man simpelthen ikke kunne bruge sine private formuer på andet end noget, der var til fællesskabets gavn.