Arbejdet har en »erfaringsprægende kraft«, og uden den »kooperative ånd«, der udvikles på arbejdspladserne, svinder muligheden for at deltage i demokratiet som politisk aktør. Samtidig har den samfundsmæssige arbejdsdelings mange arbejdsomme aktører krav på større anerkendelse, da de bidrager til den fælles skabelse af samfundet.
Således skriver den tyske filosof og sociolog Axel Honneth (f. 1949) i sin 400 sider lange og meget omdiskuterede bog, Der arbeitende Souverän. Eine normative Theorie der Arbeit.
Honneth slår et kraftigt slag for homo faber, det arbejdende og skabende menneske, og er af den opfattelse, at bestemmelsen af mennesket som primært et zoon politikon – det vil sige et politisk væsen – er alt for luftig. Den demokratiske viljesdannelse formes ideelt set af de fælles erfaringer, mennesker gør sig, når de arbejder sammen. Politisk deltagelse består således af langt mere end den formelle ret til at afgive sin stemme og nyde anerkendelse som statsborgerligt retssubjekt.
"For når man arbejder for andre og ’får’ løn, så underkaster man sig i samme ombæring en såkaldt arbejdsgivers krav og suverænitet."
Det er denne semi-antropologiske opsplitning af de producerende i ejere og arbejdere, kapitalismens essens, som Habermas og co. (incl. Honneth) aldrig har villet eller kunnet erkende, hvorfor deres teorier forbliver håbløst utilstrækkelige i det opgør med kapitalismen som er en forudsætning for den uomgængelige overgang til et samfund i symbiose med naturen.
Tak for den fine anmeldelse og de centrale: Jeg håber også fagbevægelsen meget hurtigt tager initiativ til at få bogen oversat til dansk og udgivet eller på anden måde støtter et sådant arbejde. Bogen indeholder mange perspektiver for supplerende oplysningsarbejde om arbejdernes og arbejdets vilkår - her sat i perspektiv til andre samfundsvilkår og hvordan de formidles
Poul Hansen
Honneth formulerer jo her indbegrebet af socialdemokratisk samfundstænkning, som stadig står uantastet på trods af de mange kritikere, der tror noget andet om Partiet, end det er og stort set altid har været.
Socialdemokratiet ser friheden i at kunne tjene penge og at eje, derfor har partiet altid arbejdet for adgangen til at erhverve sin egen bolig, ikke mindst for menigmand, med mange forskellige initiativer over årene, og i at skabe arbejdspladser, om man så skal sænke kravene, at det kan lade sig gøre.
Til gengæld er der en udbredt skepsis overfor dem, der ikke bare tager fat - noget, der er en klar arv i fagbevægelsen, og som man jo kan læse meget eksplicit udtrykt i f.eks. anden del af Pelle Erobreren, hvor den store indbyrdes kamp var imod de uorganiserede, der kunne tænkes at blive skruebrækkere.
Folk har en åbenlys længsel efter Keynes, men det er jo netop ham, Socialdemokratiet følger, når de skaber muligheder for job til dem, der ikke har, eller dem, der kun vanskeligt kan få, arbejde.
Schlüterregeringen sendte mange unge, der havde diverse grader af vanskeligheder, på førtidspension, til Socialdemokratiets forargelse. Man talte - på trods af massiv arbejdsløshed - om at opgive de unge, og det er stadig den sang, der runger, uden at man sætter nogle af alle sine bureaukrater til at undersøge, hvad problemet mon kunne være.
Der er brug for at vende tilbage til en samfundsform, hvor mange aktiviteter - de fleste, ligefrem - ikke indgik i den almindelige købslåen på et marked, men i stedet drejede sig om at løse de opgaver, der florerede bred i samfundet, for at få så mange som muligt engageret i det fællesskab, der baserer sig på frivillighed og lyst.
Heldigvis lader det til, at ungdommen igen er begyndt at kigge bagom markedsgørelsen af fællesskabet mhp. at få rettet op på de forkerte valg i mere end et kvart århundrede.