Leder

Det er svært at skabe retfærdighed i den syriske borgerkrig. Men det er ikke et argument for ikke at forsøge

At skabe fuldstændig retfærdighed for alle parter i den syriske borgerkrig er ikke nogen let opgave. Slet ikke uden en international domstol. Derfor er det så meget desto vigtigere, at Danmark følger efter andre lande og efterforsker krigsforbrydelserne ved nationale domstole
Ingen er stillet for en international domstol eller dømt for krigsforbrydelser i den snart ti år lange borgerkrig i Syrien, hvor flere end 226.000 civile har mistet livet. 14.000 som følge af tortur.

Ingen er stillet for en international domstol eller dømt for krigsforbrydelser i den snart ti år lange borgerkrig i Syrien, hvor flere end 226.000 civile har mistet livet. 14.000 som følge af tortur.

Bassam Khabieh

Moderne Tider
10. juli 2020

Der ligger en død mand med et nummer på brystet.

Han ligger nøgen i støvet og ser ud til at have været udsat for vold, for han har sår på overkroppen, og omkring hans læber kan man se rester af størknet blod. I hans pande og på brystet har nogen skrevet hans identifikationsnummer med sprittusch: 1.641.

Den unge mand er en af de flere hundrede tusinde mennesker, som har mistet livet under krigen i Syrien. Han er fotograferet af en afhopper fra det syriske regime og senere identificeret i en rapport fra Human Rights Watch som Mohammed Tariq Majid.

Ingen er formentlig dømt for drabet på Mohammed Tariq Majid med nummer 1.641, hvilket gør fotografiet af Tariq Majid til et billede på selve krigen: Ingen er stillet for en international domstol eller dømt for krigsforbrydelser i den snart ti år lange borgerkrig, hvor flere end 226.000 civile har mistet livet. 14.000 som følge af tortur.

Det er ikke lykkedes det internationale samfund at rejse en sag ved den Internationale Straffedomstol (ICC) om krigsforbrydelser begået i Syrien, dels fordi Syrien ikke har tilsluttet sig domstolen, dels fordi Rusland og Kina har stemt imod at indlede en sag ved domstolen gennem FN.

Der har været næsten ti år med straffrihed for de syriske krigsforbrydere.

Men den straffrihed kan måske være på vej mod sin afslutning. De seneste år er myndighederne i en række europæiske lande begyndt at efterforske sager om krigsforbrydelser i Syrien. En national domstol (for eksempel en dansk byret eller landsret) kan retsforfølge personer fra et andet land (for eksempel Syrien) for forbrydelser begået i det pågældende land, hvis forbrydelserne er alvorlige nok. Det kan for eksempel være krigsforbrydelser.

Troen på retfærdighed

Den første sag er for retten i Tyskland og er blevet kaldt »historisk«. Som Information kunne fortælle i lørdagens avis, efterforsker dansk politi nu den formentlig første sag om krigsforbrydelser begået i Syrien.

Dermed kan og skal Danmark blive en del af denne historiske udvikling, hvor syriske krigsforbrydere bliver stillet til ansvar for deres forbrydelser. Hvor krigsforbrydere ikke kan opholde sig uden for Syrien uden at blive retsforfulgt, og hvor en del af de syriske ofre og efterladte til ofre som Mohammed Tariq Majid med nummer 1.641 oplever en form for retfærdighed. 

Danmark kan og skal også være med til at efterforske krigsforbrydelser i Syrien, fordi det ud over at sikre retfærdighed i konkrete sager måske kan bidrage til at genskabe troen på retfærdighed i det hele taget.

Siden 1990’erne har der været en stigende forventning om, at det internationale samfund gennem internationale domstole var i stand til at sikre en vis retfærdighed gennem retsopgør, som det for eksempel skete efter krigene i det tidligere Jugoslavien. Men siden den syriske borgerkrig begyndte i 2011, er der ifølge organisationen Syrian Network for Human Rights blevet udført 222 angreb med kemiske våben, heraf er 217 udført af det syriske regime.

Der er blevet gennemført 492 bombardementer med klyngebomber og kastet 82.000 tøndebomber, mens flere end 226.000 civile har mistet livet. De krigsførende parter har overtrådt de internationale konventioner – uden at blive retsforfulgt ved en international domstol. 

Ikke nogen let opgave

Det har ikke så overraskende fået troen på det internationale samfund til at falde. Som den canadiske forfatter og tidligere leder af Carr Center for Human Rights Policy ved Harvard University Michael Ignatieff sagde, da vi lavede en hel temaavis om netop dette i 2016:

»Ideen om, at verden hele tiden går fremad, og at vi i stigende grad holder folk ansvarlige for deres krigsforbrydelser, er blevet smadret af Syrien«.

Den idé kan de nationale domstole være med til at genoprette.

Det bliver ikke let, det er klart nok. Professor emeritus i folkeret og tidligere dommer ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag Frederik Harhoff sagde til Information lørdag, at man ikke bare kan »sende kriminalassistent Petersen ned og forvente, at han kan stille på et eller andet kontor i Syrien og så bede om at få udleveret dokumenter.«

En international domstol ville have adgang til gerningssteder og vidner i Syrien og dermed bedre forudsætninger for at efterforske sagerne. Samtidig ville den have den bredest mulige opbakning i det internationale samfund og være en forsikring mod anklager om, at det kun er domstole i Vesten, som har mulighed for at retsforfølge krigsforbrydelser begået af syriske soldater, mens domstole i Syrien ikke har mulighed for at retsforfølge eventuelle krigsforbrydelser begået af den vestlige koalition.

At skabe fuldstændig retfærdighed for alle parter i den syriske borgerkrig er ikke nogen let opgave. Slet ikke uden en international domstol. Men det er ikke et argument for ikke at forsøge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Kristensen, det korte af det lange er at du bebrejdede Maduro at han ikke tager til Washington og 'laver en fornuftig aftale' - og mine henvisninger skulle blot illustrere at det har Trump hidtil afslået, for siden at stille en for Maduro helt uantagelig betingelse for et møde - hvilket i praksis svarer til (fortsat) afslag på dialog. Som du selv er inde på, agerer Trump som en dårlig brugtvognsforhandler - og det er tydeligt, hvad han vil have (nemlig Maduros tilbagetræden).

Ib Gram-Jensen, endnu en gang kommer du med 'en sidste kommentar', som udelukkende går efter hår i suppen. Først var det mit udsagn om at Blumenthal's artikel dokumenterer at det fremførte narrativ om at Assad-styrets industrielle tortur mod egen befolkning bevises af Ceasar-materialet, herunder en påstand om at han ingen henvisninger har til undersøgelser af sagen (hvilket du siden måtte indrømme er tilfældet). Siden blev det til en påstand om at Blumenthal kritiserer selve undersøgelsesrapportens reliabilitet (hvilket jeg også måtte gøre opmærksom på ikke er tilfældet). Og begge gange skrev du at du afstår fra yderligere debat - men siden er du vendt tilbage igen. Hvor troværdige, synes du selv at dine indspark er? Nu begynder du så at hænge dig i flere detaljer (herunder at Blumenthal omtaler flere billedkategorier under ét, fordi det væsentlige er at kun godt over halvdelen af materialet omhandler billeder af lig, som man helt generelt antager er døde i politiets varetægt, på trods af at der kun er 27 sikre identifikationer af arresterede) - som ingen væsentlig betydning har for artiklens dokumenterede pointe, nemlig at Ceasar-materialet slet ikke kan bære dén politiske vægt, der er lagt på materialet. Det er muligt at yderligere undersøgelser kan tilføre materialet yderligere vægt, men det fordrer nok at flere end 27 sikre identifikationer (et forhold, du meget bekvemt springer udenom) foretages. Som HRW beskriver materialet har vi at gøre med billeder, som kan bekræfte at en del er døde i de syriske myndigheders varetægt og at en del af de afbillede formentligt har været udsat for tortur eller anden lemlæstelse/skadeforvoldelse, men hvor mange det drejer sig om, vides faktisk ikke konkret. Der anslås og antages en del, men ingen hårde fakta understøtter at materialet dokumenterer tortur og død i en industrielt planlagt skala, som tilfældet var med Holocaust/Auschwitz - og alligevel fremføres dette narrativ fortsat. Senest i tilknytning til dén Information-artikel, som Jørgen Larsen henviste til.

Rettelse: Først var det mit udsagn om at Blumenthal’s artikel dokumenterer at det fremførte narrativ om at Assad-styrets industrielle tortur mod egen befolkning bevises af Ceasar-materialet er upålideligt, herunder en påstand om at han ingen henvisninger har til undersøgelser af sagen (hvilket du siden måtte indrømme er tilfældet).

Poul Kristensen

@Hanne Utoft: Sådan fungerer det ikke. Du er naiv. Maduro kunne så let som ingenting lave en aftale med Trump. Som fx at han accepterer et valg mod at USA får Venezuelas olie-industri til at fungere igen. Det ville være rigtig godt for Venezuela og medvirke til at fixe alt det lort han har lavet. Hvis han er virkeligt populær bliver han alligevel valgt. Men det er vi ikke ret mange der tror, vel? Nej, sandheden er at han ef et svin der styrer et land befolket af naive ud over kanten. Ja, han er presset af højrefløjen, men derfor kan han godt gøre det rigtige. Det er utilgiveligt at han lader landet gå af helvede til enten pga. uduelighed eller kortsynede politiske hensyn. Men det betyder mindre for dig. Du supporter ham fordi alene han siger han er socialist og så betyder det ingenting hvor meget skade han forårsager. Det er den der underlige socialistiske menneskekærlighed der viser sig ved at de giver alle folk et liv i helvede for "vi ved hvad der er godt for jer. Så fat det dog".

Ib Gram-Jensen

Hanne Utoft, min sidste kommentar var ikke stilet til dig, og jeg er faktisk også ked af, trods mine egne erklæringer om det modsatte, at fortsætte diskussionen om HRW og Blumenthal; men sandheden bør vel også have en vis ret. Så derfor følgende:

I din kommentar 10. juli 2020 - 22:52 skriver du: "Hvis Blumenthals arbejde skal kritiseres, så skal det jo være konkret." Det er i al beskedenhed, hvad jeg gjorde i min sidste kommentar, hvor jeg påviser, hvordan Blumenthal fordrejer HRW-rapporten til en uforvarende "afsløring" af, at "at least half the photos depicted government soldiers killed in the hands of foreign-backed opposition militias." Der er - for nu at gentage det - intet som helst belæg i rapporten for denne konklusion. Så dermed kan man så, hvis man vil være sarkastisk, konkludere, at Blumenthal uforvarende har afsløret, at man ikke kan forlade sig på ham som en nødvendigvis troværdig kilde. En fordrejning som den, han her laver med HRW-rapporten er ikke "hår i suppen", for han påstår, uden at have noget grundlag for det, at HRW-rapporten beviser, at de pågældende militser er skyldige i mord på krigsfanger.

Og her er vi så ved enøjetheden: jeg har ikke noget imod at lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg overså linket til HRW-rapporten i Blumenthals artikel. Du for dit vedkommende gentager i din kommentar 13. juli 2020 - 15:19 noget, der gentager/svarer til en del af Blumenthals fordrejede gengivelse af HRW-rapporten:

"HRW beskriver i egen undersøgelsesrapport at næsten halvdelen af Ceaser-billederne viser døde, syriske regeringssoldater og ikke torturofre - og desuden skriver HRW, at et ukendt antal af ligene på billederne formentligt stammer fra ofre for uheld, bomber, konflikter og væbnede sammenstød m.m."

For det første kan den formulering få læsere til at tro, at HRW skriver, at et ukendt antal af ligene (også) på billederne i kategori 1 formentligt stammer fra ofre for uheld osv.. Men enten refererer du blot Blumenthal her, eller også må det - hvis du har set HRW-rapporten, undre, at du åbenbart ikke har bemærket nogen uoverensstemmelse mellem dens tekst og det, du skriver i din kommentar.

I din kommentar 15. juli 2020 - 12:27 skriver du: "Siden blev det til en påstand om at Blumenthal kritiserer selve undersøgelsesrapportens reliabilitet (hvilket jeg også måtte gøre opmærksom på ikke er tilfældet)." Jeg ved egentlig ikke, om noget, jeg har skrevet, indebærer en påstand om, at Blumenthal kritiserer undersøgelsesrapportens pålidelighed, men han gør det i hvert fald:

"However, the organisation's researchers were unable to prove that the photos they were focused on showed the bodies of those who died in government prisons and not on the battelefield or in other circumstances. In fact, it was able to verify only 27 cases in which individuals who appeared in the photos had been arrested."

Og lige præcis denne kritik gentager du i samme kommentar:

"Nu begynder du så at hænge dig i flere detaljer (herunder at Blumenthal omtaler flere billedkategorier under ét, fordi det væsentlige er at kun godt over halvdelen af materialet omhandler billeder af lig, som man helt generelt antager er døde i politiets varetægt, på trods af at der kun er 27 sikre identifikationer af arresterede) - som ingen væsentlig betydning har for artiklens dokumenterede pointe, nemlig at Caesar-materialet slet ikke kan bære dén politiske vægt, der er lagt på materialet."

Let og elegant går du så samtidigt uden om, hvad jeg påviser: at sammenblandingen af kategori 2 og 3 er et led i den fodrejning, Blumenthal gør sig skyldig i, og som fører til hans påstand om, at de døde regeringssoldater - ifølge rapporten - er blevet dræbt af militser, som havde dem i deres varetægt. Rapporten påstår jo netop ikke, at der er nogen årsagssammenhæng mellem soldaternes død (kategori 2) og de begivenheder, hvis åsteder er blevet fotograferet (kategori 3).

Du tager med andre ord ikke stilling til det, der var den dokumenterede pointe med min sidste kommentar - nemlig at påvise, at Blumenthal gør sig skyldig i en fordrejning af kilden (rapporten) og bygger en helt ubeføjet konklusion på denne fordrejning (om det er bevidst eller ubevidst, at han gør det, skal jeg lade enhver tænke sit om, men hans journalistik er i dette tilfælde dybt utroværdig). Hvordan rapporten ellers er blevet brugt/misbrugt politisk har jeg ikke forholdt mig til og vil jeg ikke forholde mig til.

Ovenstående kan måske også anskueliggøre, hvorfor jeg ikke ønsker at blive inddraget i endeløse diskussioner, hvor der glides af på, hvad der argumenteres omkring - både fordi det er futilt, og fordi jeg har andet at gøre. Men har jeg dokumenteret, at en kilde som Blumenthal ikke skal læses ukritisk, er det dog altid noget.

Ib Gram-Jensen, du er meget optaget af hvilke formuleringer fra min side, som kan få læseren til at tro noget, som faktisk er ret uvæsentligt. Og jeg synes det er fint at du er gået fra en bombastisk påstand om at Blumenthal leverer dårlig journalistik til at han skal læses kritisk (hvilket al journalistik jo skal), mens det er helt rimeligt at du hæfter dig ved en ubeføjet konklusion og en tendentiøs formulering iht. billederne af dræbte regeringssoldater - men stadig glider du selv af på det centrale, nemlig at Ceasar-materialet blot dokumenterer 27 arresterede døde foruden at fremvise mange andre lig i syriske lighuse, som muligvis (hvilket får HRW og andre til at antage at de er blevet tilbageholdt og tortureret af de syriske myndigheder) har været arresterede og udsat for tortur. På denne baggrund skal vi se de mange påstande og overskrifter om industriel tortur i Syrien, angiveligt påvist af Ceasar og dennes materiale (som HRW end ikke kunne få mulighed for at interviewe ham om). Det er helt uantageligt, også journalistisk, at producere dén slags propaganda - og det er åbenbart at du ønsker dette væsentlige perspektiv parkeret til fordel for en diskussion af Blumenthal's journalistik og mine formuleringer. Det skulle lige være det syriske styre eller f.eks. russerne, som var gået i byen med overskrifter om tusinder, titusindvis, ja, hundredetusinder, torturerede, men i materialet blot kunne dokumentere 27 tilfælde, hvor der antageligvis var tale om døde/torturerede i syriske myndigheders varetægt.

Ib Gram-Jensen

Hanne Utoft, jeg tror, at mere skønsomme læsere vil forstå, hvorfor jeg på den ene side føler en slags pligt til at modsige dine påstande og på den anden egentlig ikke gider diskutere med dig, fordi det bare fører til nye påstande osv. osv.. Nu skyder du mig i skoene, at jeg er "gået fra en bombastisk påstand om at Blumenthal leverer dårlig journalistik til at han skal læses kritisk (hvilket al journalistisk jo skal)". Nej, jeg er ikke gået fra nogen påstand om, at Blumenthal (i dette tilfælde, hvor man kan holde hans fortolkning af en kilde op mod kilden) leverer dårlig journalistik - jeg dokumenterer, at han her leverer dårlig journalistik ved at fordreje kildens oplysninger og på grundlag af sin egen fordrejning fremfører den nok så bombastiske konklusion, at "at least half the photos depicted government soldiers killed in the hands of foreign-backed opposition militias." Men det falder måske ikke ind under, hvad du betragter som dårlig journalistik? Og du hår måske overset, at jeg i min kommentar 16. juli betegner hans journalistik som i dette tilfælde dybt utroværdig? Har du læst hans artikel kritisk, hvis du ikke har undret dig over denne hans påstand? Og ikke har undersøgt, om HRW-rapportens ordlyd bekræfter den eller ej?

I din kommentar 15. juli 2020 - 10:29 afviser du, at Blumenthal kritiserer selve HRW-undersøgelsens pålidelighed - for selv senere at citere ham for den selvsamme kritik, som du nu gentager, og som nu er blevet det centrale (hvorimod en ubeføjet konklusion og en "tendentiøs formulering iht. billederne af dræbte regeringssoldater" hos Blumenthal åbenbart er perifert i en diskussion om kvaliteten af hans journalistik i artiklen):

"nemlig at Ceasar-materialet blot DOKUMENTERER 27 arresterede døde foruden at fremvise mange andre lig i syriske lighuse, som MULIGVIS (Hvilket får HRW og andre til at ANTAGE at de er blevet tilbageholdt og tortureret af de syriske myndigheder) har været arresteret og udsat for tortur."

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over materialets troværdighed, men hvis 27 af de registrerede og fotograferede lig er dokumenterbart ligene af personer, som er døde i de syriske myndigheders varetægt, så er det i hvert fald et seriøst indicium for, at de øvrige fotografier i samme samling og med samme form for registrering og samme tegn på udsultning og mishandling også viser ligene af personer, der er døde i de syriske myndigheders varetægt. Vi har reelt kun HRW-rapportens oplysninger at forholde os til, og jeg kan kun anbefale, at man går til den for at se og vurdere, hvordan dens konklusioner er underbygget.

Endelig vil jeg blot konkludere, at du ganske åbenbart har læst min sidste kommentar som en vis mand læser Bibelen, hvilket dokumenterer din enøjethed, når det gælder Syrien, og hvorfor videre diskussion må forekomme meningsløs. Hvis HRW-rapportens kategori 1 af Caesar-billederne holder vand, er der grundlag for en anklage mod den syriske regering - og spørgsmålet om en sådan anklage, og kun det, ikke sanktioner med mere, var i øvrigt emnet for den artikel i nærværende avis, som udløste nærværende diskussion. At forskellige medier blander kategorierne sammen og angiver et for stort tal på de billeder, der er det mulige bevismateriale, er dybest set irrelevant, men det har givet Blumenthal mulighed for - overlagt eller ej - at lægge røgslør ud med tallegen om, at "As Rick Sterling noted, "Nearly half the [Caesar] photos show the opposite of what was alleged." Ikke påstået i HRW-rapporten, og dermed også ligegyldigt i forhold til spørgsmålet om bevisbyrden.

Sider